Foto Iben Mondrup
AT EJE FORTÆLLINGEN OM SIG SELV
— af Iben Mondrup, Politiken 2015
“Langt de fleste af os gør krav på vores egne historier. Vi værner om dem og gør måske endda noget ud af at fremstille os selv autentisk. Skulle det komme dertil, at vi faktisk optrådte i en roman, ville vi gyse, hvis ikke vi kunne genkende os selv i forfatterens blik.”
Læs artiklen i Politiken eller nedenfor
DER ER I DE senere år udgivet adskillige bøger i den autofiktive genre. Og udgivelserne afstedkommer gerne disput om, hvorvidt forfatterne udleverer navngivne personer, og om det skrevne er sandt. En del forfattere er raget uklar med venner og familie efter at have brugt dem i auto-fiktive værker. Langt de fleste af os gør nemlig krav på vores egne historier. Vi værner om dem og gør måske endda noget ud af at fremstille os selv autentisk. Skulle det komme dertil, at vi faktisk optrådte i en roman, ville vi gyse, hvis ikke vi kunne genkende os selv i forfatterens blik.
Der hersker tilsyneladende en opfattelse af, at en person kan beskrives ved nogle bestemte træk, nogle træk kendt af personen selv, som kan sanses og beskrives, hvis man gør sig umage. Det er vel den autofiktive romans forudsætning: forestillingen om, at det for en forfatter er muligt at fremstille sine protagonisters inderste. Det er i mine øjne problematisk. Som forfatter kan man tage afsæt i konkret virkelighed, men må altid anerkende, at den er flygtig og kun lader sig indfange i momenter, stækket af begrænsningen, som det subjektive blik udgør: Vi kan kun skrive det, vi kender til, resten er noget, vi tror, vi kender til. Og det er noget andet.
Autofiktion er dermed nøjagtig lige så fiktiv, som al anden fiktion; noget, som forfærdede venner og familiemedlemmer glemmer, når de læser om ‘ sig selv’, og som læsere og anmeldere vælger at forbigå, når de f. eks. sætter lighedstegn mellem en romans jegfortæller og forfatteren. Det betyder ikke, at man som forfatter ikke kan gøre brug af erfaringen, konkrete personer og begivenheder – det gør vi hele tiden – det betyder bare, at det skildrede er subjektivt.
I SOMMEREN 2013 gik jeg i gang med et manuskript, jeg på forhånd vidste skulle foregå i den lille by i Nordgrønland, hvor jeg voksede op. Bogens tid faldt sammen med de år, jeg boede i byen. Undervejs måtte jeg gøre flere ophold og overveje, om der var for store sammenfald mellem fiktionen og min egen historie. Det var især billedet af en mor, som jeg laver i romanen, der plagede mig; lignede det min egen mor? Talte min mor sådan, gjorde hun sådan, duftede hun sådan? Var jeg gået for tæt på? Og hvis ja, havde jeg så ret til at fortælle hendes historie? Spørgsmålet syntes at være: Hvem ejer egentlig fortællingen om min mor? Fra det øjeblik, jeg var i stand til at opleve mig selv som individ i verden, blev jeg til, og verden befolkedes af individer, som jeg gjorde mig tanker om – især tænkte jeg på, hvordan de var anderledes end mig. Gennem min opvækst har jeg gentagne gange erfaret, at jeg ikke var som de andre. For mig var det smerteligt.
Jeg begyndte at lave fortællinger om mig og dem. Som nittenårig startede jeg på universitetet og fik af forskellige årsager brug for at konsultere psykologen på stedet. Under de første møder sporede hun mig ind på at tale om min opvækst – og ikke mindst om min mor – som det er kutyme i megen samtaleterapi. Min interesse for min mor, denne signifikante person, voksede, og mine historier om hende tog langsomt form, efterhånden som jeg oprullede mit liv for psykologen.
Naturligvis havde jeg længe forinden gjort mig tanker om min mor. Men at forsøge at sammenfatte og indsætte dem i en ramme, der havde med min aktuelle situation at gøre, var noget nyt. I samtaleforløbet så jeg ting, jeg ikke tidligere havde set, ting, min mor gjorde, ting, hun undlod at gøre, jeg huskede ting, hun havde sagt, bevægelser, dufte, stemninger, beklædningsgenstande, alt kom tilbage – eller gjorde det?
Vi har – måske især i akutte forsøg på at forstå os selv – brug for at danne faste forestillinger om verden, fordi vi uløseligt er forbundet med hinanden i de relationer, vi indgår i og formes af. De billeder, vi fremmaner, må primært give mening for os selv; det er os, der skal bruge dem. Derfor sker der en tillempning, nuancerne ryger; sådan er det. Efter fem-ti samtaler med studenterpsykologen kunne jeg give et nogenlunde indtryk af min mors person – som mor.
KUN SJÆLDENT har jeg forsøgt at afstemme mine fortællinger om min mor med hendes fortælling om sig selv. Jeg havde brug for at læne mig op ad mine billeder af hende. De bidrog til en følelse af indre stabilitet, noget, jeg behøvede. Men et par gange forsøgte jeg alligevel at tale med hende. Om hende – og mig. Da reagerede hun med uvilje. Det var tydeligt, syntes jeg, at hun ikke havde lyst til at bevæge sig ind i det felt. Og måske derfor bragte hun i stedet sin egen mor i spil og fortalte om, hvordan det havde været at være min mormors datter. I tilbageblik forstår jeg, måske, hvorfor min mor undveg. Det kan være, at hun – ubevidst – forsøgte at anskueliggøre det, hun betragtede som det umulige i at nå til enkle sandheder omkring relationen mellem en mor og en datter. For fortællingen om hendes mor prægedes af afstand og manglende intimitet, men også af noget, man kunne kalde fred være med det.
Bagefter slog det mig, at jeg ikke genkendte hendes skildring af sin mor. Det betyder ikke, at jeg afviser den. Men jeg var begyndt at komme en del hos min mormor, først alene, siden sammen med mine børn, og var i gang med at danne mit eget indtryk af hende i de intime måder, hun og jeg var sammen på. Vores forhold var præget af stilhed, bornholmerens tikken og af ømheden, der består i som barnebarn at lade sine egne børn tage over, når oldemors kræfter svigter. Min datter har således syet adskillige nye knapper i lune trøjer og frakker, fordi oldemors fingre blev for krogede til at holde om nålen.
JO ÆLDRE JEG BLIVER, jo flere erfaringer jeg gør mig, des mere mangetydig synes min person at blive; jeg må erkende, at min identitet aldrig har været statisk; jeg er en kontinuerlig transformation. Men min fortælling om min mor er ikke fulgt med. I det omfang min mor kender den, har hun ikke opponeret mod den. En medvirkende årsag er, at hun bor 4.000 kilometer fra mig og har gjort det hele mit voksenliv; vi snakker ikke så meget sammen. Vi behøver ikke prøve hinanden af. Man kan sige, at jeg har taget ejerskab over fortællingen om min mor. Den har udgjort et vigtigt element i min selvforståelse. Jeg har taget det for givet, at jeg vidste noget om hende, som var væsentligere og mere rigtigt end det, hun vidste om sig selv. Sådan tænkte jeg faktisk. Indtil for nylig.
I 2000 fødte jeg min datter. De første år som mor består for de fleste i at gå i ét med barnet for at afkode det, lære det nye menneske at kende og – ikke mindst – i siden at anvise barnet veje til, hvordan det lærer sig selv at kende. Med min datter igangsatte jeg ikke bare en fortælling, jeg så den blive til, jeg prægede den, og jeg mærkede min egen fortælling fortættes med moderskabet. Ved siden af den afgrænsede person, Iben, jeg havde været, blev jeg også til mor. Jeg kunne ikke længere diktere, hvem der havde adgang til mig; med min datter hørte jeg uomgængeligt sammen med nogen, med hende. Men på et tidspunkt knækkede forestillingen om, at jeg som mor var altings sande centrum. I begyndelsen foregik det i det små; hun kritiserede noget, jeg sagde, tøj, jeg havde på, hun slap min hånd, gav mig en lille skideballe fra hjertet. Små stik og bid.
En dag sagde hun til mig: »Du griner på en meget intens måde, mor, anderledes end andre«. Jeg lavede mad, og pludselig så jeg mig selv med hendes blik. Jeg blev en anden. Det blev en slags vendepunkt. Det er ikke, fordi jeg er uvant med at se mig selv udefra. Men at forsøge at se mig selv midt i den løsslupne latter og med dommen, som jeg forestillede mig lå i hendes konstatering, var nyt. I mine øjne var det stadig mig, der var planeten, og hende, som var den lille måne, der trofast kredsede om mig. Nu fortalte hun mig, at vi kunne bytte plads.
INTET, min datter siger om mig, er i sig selv negativt; ofte giver hun udtryk for, at hun er glad for, at det er mig, der er hendes mor, og ikke f. eks. moderen til hendes veninde. »Dig og far er anderledes. I er skøre, men I er også sjove«, siger hun. Så smiler hun, ægte og varmt. Andre gange kigger hun bare med et uudgrundeligt udtryk i sit fi-ne ansigt, som jeg ikke lige kan tyde. Hun har – billedligt talt – kastet det eksponerede fotopapir i kemikaliebadet, og nu står hun og vugger med bakken, til hun ser mit ansigt tone frem. Jeg er nødt til at give slip på billedet og lade hende gøre det til sit. For det, jeg ser i hendes ansigt, er, at hun ikke bare er ved, men længe har været i gang med at danne sig en mening om mig, hun er midt i at lave sin fortælling om mig og verden.
Langt de fleste har en god fornemmelse af sig selv og kan let sige noget konsistent af varierende dybde om deres egen person. Jeg har en udtalt fornemmelse af, hvad jeg er for et menneske; størstedelen af mit voksenliv har jeg brugt på at komme overens med min person, lære den at kende, bruge den til noget – ikke mindst i mit forfatterskab. Jeg tror, det er en forudsætning, at man forstår og kender sig selv, for overhovedet at kunne fremstille fiktive personer troværdigt. Jeg bruger mig selv og mine erfaringer hver eneste dag, når jeg skriver bøger. I min tvivl om, hvorvidt jeg var ved at skrive en roman med autofiktivt islæt, kom oplevelsen af, hvordan min datter annekterer min historie meget belejligt. Fordi den demonterer sandheden – om for eksempel min mor – som jeg mente, jeg kendte og prøvede at værne om.
MED MIN DATTERS øjne på mig må jeg helt selvfølgeligt erkende, at jeg kun har set det af min mor, som jeg har haft blik for. Der er ting, hun har holdt skjult, måske især dem, der ligger uden for moderskabet, ja, hvad ved jeg? I en vis forstand betyder det, at jeg ikke kan skrive sandheden om hende, selv om jeg gerne ville. Jeg kan kredse om hende, men hende bliver teksten aldrig; den er og bliver et tillempet billede, et spejl af mig og mine oplevelser. Det betyder også, at min mor må være villig til at afgive dele af sin fortælling, fordi den ikke findes som noget entydigt, fordi den også er min. Fortællingen om min mor er et ustabilt konglomerat; den er summen af alle de fortællinger, der findes om hende, og måske også af de fortællinger, der findes om andre mødre.I min roman fra Nordgrønland skriver jeg om en søskendeflok, der har adskilligt til fælles med mig og mine søskende. Men frem for at udgøre et portræt af os er der nok snarere tale om et indviklet billede af det indre barn, jeg var, og stadig er, og af de børn, jeg har kendt igennem mit liv. Ved at lægge tanker, handlinger og oplevelser ud til forskellige stemmer, muliggøres det, ikke bare at løsne historien fra min egen krop, men at fortælle om nogle meget komplekse følelser, der kun med besvær kan lægges ind i en enkelt persontegning. I romanen er jeg med andre ord en familie på fem. Jeg er en skole, alle legekammeraterne, ja, en hel by på Diskoøen med hundeslæder og hajer.
AT TILSTRÆBE objektiv sandhed i skønlitterært regi kan i sig selv være reduktivt, fordi anstrengelsen kan virke kvælende på fabuleringsevnen og i sidste ende risikere at eliminere vigtige nuancer. Den indfølte personskildring i det mest troværdige miljø, som læseren kan leve og ånde i, er ikke nødvendigvis den, der ligner virkeligheden til forveksling. Men det er måske til gengæld dén fortælling, som transcenderer det partikulære, som bliver almen og vedkommende. Det er den slags fortælling, der, når den fungerer, indskriver sig i, hvad man kunne kalde vores fællesmængde, og ofte overlever i århundreder. Fordi den glimtvis udgøres af øjeblikke af universel erfaring, som vi til alle tider kan læse og genkende os selv i. I den henseende står bestræbelsen på at fremstille en bestemt mor, ven, bror eller onkel bare i vejen. Ja, den er i fare for at undergrave fiktionens egentlige formål.
Jeg mener derfor, at vi bør omgås begrebet autofiktion med skepsis. Fænomenet er en konstruktion, hvori forfatteren afsøger muligheden for at indarbejde den kontekst, fortællingen baserer sig på, og intet bør interessere læseren mindre, end hvorvidt fiktion tilstræber objektiv sandhed eller ej. I øvrigt findes der næppe forfattere, der for alvor tror på, at de kan skrive andres fortællinger. Betegnelsen er derfor en kommerciel gimmick. Den kan være underholdende, men bør læses som al anden fiktion.
FOR OMTRENT et år siden døde min mormor. Fordi jeg har brugt så megen tid med hende – sammen med min datter – havde vi opbygget en fortrolighed, som næsten overflødiggjorde samtale. Vores forhold var sandsynligvis mere nært end forholdet, som min mormor havde til min mor. Min mor valgte ikke at komme til begravelsen – hun havde lige været i Danmark i andet ærinde og havde ikke kræfter til at rejse igen. Så afskeden tog jeg mig af sammen med oldebørnene.