Foredrag 1 — FORTÆLLINGER FRA VIRKELIGHEDEN

I 2024 var jeg alvorligt syg i længere tid. Jeg havde rigelig tid til at tænke over livet og døden. Det jeg ønskede mig allermest, var at få lov at skrive en bog mere. Så blev jeg rask og skrev HVORDAN KAN VI.

HVORDAN KAN VI er en roman om at finde sin vej i livet, alene og sammen med andre. Fortalt år for år, fra min familie i 1978 køber et hus på Samsø, hvor vi skal være, når vi er på sommerferie fra Grønland, til 2025 hvor jeg sidder i samme hus og skriver på en bog.

HVORDAN KAN VI blev af Weekendavisen kaldt Next level autofiktion, Politiken kaldte den totalt kompromisløs. I bogen fortæller jeg råt om både det grimme og det pæne. I foredraget deler jeg mine overvejelser om at skrive fra virkeligheden, min egen og de andres. Findes der en sandhed, hvem ejer den, og kan den fremstilles som litteratur? Hvordan viser man hensyn, når man finder det magtpåliggende at fortælle tingene, som man selv synes de var?

Foredrag 2 — TRILOGIEN OM TABITA OG VITTU

Efter en årrække i Grønland kommer ægteparret Eva og Berthel hjem til Danmark med to adopterede børn. Tabita og Vitus skal finde sig til rette i en ny familie, hvor fortiden helst skal udslettes, fordi den er fuld af fortielser og farlige spændinger. 20 år senere er familien for længst faldet fra hinanden og spredt for alle vinde. De voksne har svigtet fatalt, og det er blevet børnenes opgave at redde sig selv.

Tabita-trilogien handler om at finde sin vej i livet. Om at kunne leve med de valg, man træffer. Og ikke mindst om at kunne overleve de valg, som andre træffer på ens vegne.

I foredraget fortæller jeg om arbejdet med romanerne og om en tid i den dansk-grønlandske historie, hvor grønlandske børn kunne bortadopteres til danske familier uden videre.

Foredrag 3 — MIN BARNDOM I GRØNLAND

Jeg er vokset op i Godhavn, en lille by på Diskoøen ved Grønlands vestkyst. Mine forældre var en del af den danske arbejdsstyrke, som var i Grønland for at modernisere landet. Grønland skulle fordanskes, alle børn skulle lære at tale og skrive dansk. Den gamle kultur skulle erstattes med en ny. I dag virker den plan absurd, og Grønland har siden fået både Hjemmestyre og Selvstyre og er på vej til selvstændighed. Kritikken af den danske tilstedeværelse i landet er taget til de senere år. Men hvordan var det at være barn under disse vilkår? Og opleve den velmenende, men racistiske politik, man bedrev dengang?

Foruden at være en fortælling om livet i Arktis handler foredraget om en særlig periode i den dansk-grønlandske historie, hvor mange danske familier rejste ud i verden – noget som ikke mindst børnene måtte lære at leve med.

Foto Les Kaner

FORESPØRGSLER & BOOKING AF FOREDRAG:

Kontakt

Jeg er en garvet foredragsholder, som sætter dialogen med mit publikum højt. Jeg er ikke bleg for at bruge min egen livshistorie i mine foredrag, noget som gør mine optrædener nærværende og levende. Med mit indgående kendskab til det grønlandske samfund er jeg yderligere en oplagt ressource for de mange danskere, som har Grønland som interesseområde.