Iben Mondrup nød stor succes med sin roman om den grønlandske pige Tabita. Nu kommer romanen om Tabitas bror, Vitus, og dén historie er mindst lige så dunkel som forgængeren.

Læs artiklen i Jyllandsposten eller nedenfor

»Jeg mødte en 47-årig grønlandsk kvinde, som siden er blevet en virkelig god ven. Som treårig blev hun adopteret af en dansk familie, og først for nylig fandt hun modet til at se dybere ind i sin egen historie. Jeg rejste med hende tilbage til Grønland, hvor hun erindrede nogle af de svære ting, som var sket i der, men også genfandt mennesker og historier fulde af kærlighed. Svære oplevelser skal man være voksen for at italesætte. Vitus er bare en stor dreng, og han er – selv om han får en kæreste, som på det kraftigste opfordrer ham til det – slet ikke er klar til at se sig tilbage. Han har det, som om mørket forfølger ham. Der er en slagskygge, som han ikke kan slippe af med. Han kan ikke gøre andet end forsøge at flygte fra de negative følelser.«

Ikke politiske bøger, men …

Hverken ”Tabita” eller ”Vittu” er politiske bøger, pointerer Iben Mondrup, men helt fri for at blive politisk er forfatteren dog ikke.

»Politikerne siger, at de er på børnenes side, men …,« siger hun og holder en længere tænkepause.

»Jeg synes, man glemmer at høre, hvad børnene egentlig beder om. Når Mette Frederiksen siger i en nytårstale, at flere børn skal tvangsfjernes, fordi de lades i stikken i dysfunktionelle familier, så mener jeg, der er tale om en grov forenkling. Det er så nemt at sige sådan og langt mere tidskrævende at lytte til vidnesbyrdene fra de voksne mennesker, der som børn blev adopteret og måske havde en forfærdelig opvækst. Min pointe er, at man skal lytte til dem, der har erfaringen, også selv om det er omstændigt. Det siger sig selv, at konkrete beretninger sikrer en bedre hjælpeindsats. Alle er enige om, at børn skal have det godt, men hvordan vi kommer derhen, er der knap så bred enighed om.«

»Godt du ikke er mit barn«

I ”Vittu” skildrer Iben Mondrup, hvordan Alice, som jo ønsker det bedste for Vitus, ikke formår at lindre drengens smerte.

Hun har sine egne problemer, som fylder mere og mere for hende. Hun føler sig ensom og dulmer de negative følelser med alkoholen, som hun også fylder på drengen, da han er blevet teenager:

Det er et dårligt tegn at hun kun har kimono på. Det er et lige så dårligt tegn at hun er fuld. Sidste gang vrikkede hun om på trappen og forstuvede foden. Han opdagede det om morgenen. Hun lå i soveværelset og kunne knap komme ud af sengen fordi anklen var svulmet op til dobbelt størrelse.
»Jeg kommer om lidt,« siger han.
Han går op på badeværelset og børster tænder. Da han kommer ned igen, har hun skænket vin op til ham, mere fuld end han troede. Han tømmer sit glas i store slurke og kan ikke vente til vinen skal gøre ham blød og ligeglad.

Alice er svært grænseoverskridende i sin relation til Vitus, understreger Iben Mondrup.

»Hun har så meget brug for Vitus, at hun – selv om hun inderst inde forstår, at det er helt forkert – får et usundt forhold til ham. Altså, da han bliver kærester med nabodatteren, bliver hun vildt optaget af at vinde ham tilbage.«

Og således rykker grænserne sig konstant:

Han bliver svimmel da han rejser sig. Hun sidder med sit tomme glas og lader som om hun ikke hører ham. Giver modvilligt op da han bliver stående og lader ham hjælpe hende op af stolen. Så svajer de begge to.
»Man skal ikke drikke med sine børn,« siger hun og griner.
»Godt du ikke er mit barn.«
Hun sejler hen mod trappen. Så forsvinder benene under hende. Som en gentagelse, ryger det igennem hans hoved da han ser glasset
i hånden splintres mod gulvet. Men der kommer ikke en lyd fra hende, hun ligger bare og trækker vejret tungt og glor op i hans åbne
ansigt og smiler lykkeligt idet han forsøger at vende hende om. Der er blodstænk på gulvet, hendes kind er våd og rød.

Iben Mondrup smager på ordene:

»Godt du ikke er mit barn.«
Og ryster på hovedet:

»Tænk, at sige sådan. Der findes vel ikke noget, der – som sådan et udsagn – kan give et barn følelsen af ikke at høre til nogen steder.«

Aldrig lige

Et psykologisk spil om kærligheden tager sin begyndelse. Alice går til yderlighederne med Vitus, og da det går op for hende, hvad hun har gjort, forsøger hun at skyde skylden på ham eller i det mindste gøre dem ligeværdige i skyldsspørgsmålet.

»Alice kan ikke arbejde med skyldfølelse, det er alt for tungt for hende. Hun forsøger i stedet at legitimere sine handlinger efter den situation, hun står i. Hun ligestiller sig med barnet, og det er den helt store misforståelse i forholdet mellem børn og voksne. Man er aldrig lige. Det er altid den voksne, der har ansvaret,« fastslår Iben Mondrup.

Skulle være blevet i Grønland

Alle adoptioner har omkostninger, siger Iben Mondrup.

»Og det er altid barnet, der betaler prisen. Det er barnet, der får følelsen af ikke at høre til, så det er helt afgørende, at man som voksen tænker sig godt om.«

Enkeltindivider som Alice har, sanktioneret af staten, historisk set begået mange fejl, som har forværret tilværelsen for børn, mener Iben Mondrup.

Hun mener desuden godt, at der kan udbetales erstatning til de 22 grønlandske børn, som i 1951 blev fjernet fra deres familier i et forsøg på at gøre dem danske.

»Jeg ved ikke, om penge kan hjælpe mennesker, som har været udsat for tyveri af den slags, men hvis det kan hjælpe det mindste, er det peanuts i vores regnskab.«

Alt var galt med det eksperiment, mener hun.

»Tanken om, at man kan gøre et grønlandsk barn dansk, er absurd. Hvordan skulle man kunne det? Vi danskere er privilegerede, og vores system virker for os, men vi er også selvgode og virkelig dårlige til at indrømme fejl. Selvfølgelig begår vi fejl. Det var alt for nemt at tage til Grønland i 70’erne og komme hjem med et barn. Børnene Tabita og Vittu fra mine bøger havde i hvert fald været bedre tjent med at blive i deres biologiske familie i Grønland.«

Behandler grønlændere som andenrangsmennesker

At vi som danskere opfører os selvgodt er desværre ikke kun historie, siger Iben Mondrup. Det er ikke kun noget, der foregik dengang i 70’erne. Det foregår lige nu og her.

»Der har på det seneste været skrevet en del om, hvordan danske arbejdere i Grønland over en bred kam opfører sig magtfuldkomment og, for at sige det rent ud, behandler grønlændere dårligt. Vores forestilling om os selv som gode mennesker trænger til et realitytjek,« siger forfatteren og drager paralleller til den aktuelle MeToo-debat.

»Vi har så travlt med at sige, at vi er ligestillede nu, og at problemerne hører fortiden til, men hvis man ser ordentligt efter, så handler det jo om kultur, som gennemsyrer det grønlandske samfund, og et menneskesyn, der ikke bare forsvinder, fordi en chef bliver fyret, eller fordi man har fået Hjemmestyre og Selvstyre. Der er stadig masser af danskere i Grønland, som ser ned på grønlænderne, og som udnytter deres position økonomisk og menneskeligt, det kommer bare sjældent frem i medierne. Det skal ændres, og vi er nødt til at se på vores adfærd historisk for at forstå, hvorfor vi opfører os, som vi gør i dag.«