Foto jens astrup

Iben Mondrup var slet ikke i tvivl, da hendes kæreste kom med en ide til, hvad hendes næste bog kunne handle om.
Hun var netop færdig med at skrive »Karensminde«, efterfølgeren til gennembrudsromanen »Godhavn«, der med afsæt i hendes egen familiehistorie handler om børnene Bjørk, Knut og Hilde og deres forældre Jens og Karen. Og hun var ikke bare færdig med at skrive. Hun var også færdig med personerne i bogen og færdig med miljøet. Så da hendes kæreste foreslog, at den næste bog skulle handle om Jens og hans bror og deres opvækst i kølvandet på anden verdenskrig, lå svaret lige for. »Nej, det vil jeg simpelthen ikke!«

Men det endte hun så med at gøre alligevel, for kort tid efter skete der noget.
– Der skete det, at jeg blev bedt om at tage imod en kasse med min farfars gamle dokumenter, som var blevet brugt til en bog om modstandsbevægelsen i Vendsyssel, fortæller Iben Mondrup, der godt vidste, at farfaren havde været modstandsmand.
Det var bare ikke noget, man talte om.
For hende var farfaren først og fremmest en glad mand, der fra hjemmet i Frederikshavn sendte kærlige og sjove breve til barnebarnet i Grønland, og ingenting i deres relation pegede umiddelbart mod den fortælling, som dokumenterne i kassen åbenbarede. Her kunne Iben Mondrup se, at farfaren under krigen var leder af modstandsbevægelsen i Sektion Vendsyssel og mange år efter krigen påtog sig opgaven med at hjælpe sine kammerater til at få økonomisk hjælp til de psykiske og fysiske skader, modstandsarbejdet havde givet dem.

– Og blandt dokumenterne lå også min farfars egen ansøgning. Her kunne jeg for første gang læse, at han havde været plaget af tilbagevendende mavesår og formentlig har lidt af depressioner, som i perioder betød, at han tog væk fra familien for at passe på sig selv. Da jeg efterfølgende begyndte at spørge til det hos min far og hans familie, kunne jeg godt mærke, at det var forbundet med stor følsomhed. Her var noget, der havde påvirket familien enormt, og jeg blev meget optaget af, hvad det betød for efterkrigstidens børn, at der blev lagt låg på så meget. Pludselig var jeg stik mod intentionen alligevel i gang med at skrive min fars barndomshistorie gennem historien om Jens og hans bror Poul.

Vigtige samtaler

Ét er at tage afsæt i sin egen historie. Noget andet er at sætte ord på noget, en anden har oplevet – og måske i særlig grad det vigtige og følsomme forhold mellem far og søn. Iben Mondrup mærkede hurtigt, at hun ikke kunne tage patent på sin fars barndomshistorie, men hun kunne heller ikke give slip på emnet. Derfor efterlyste hun mennesker fra sin fars generation, der ville fortælle om deres barndomserindringer og opvækst i Frederikshavn. Responsen var overvældende, og Iben Mondrup tog efterfølgende på adskillige kaffebesøg hos mennesker, der som hendes far var vokset op i efterkrigstidens Frederikshavn.

– Det viste sig hurtigt, at de alle havde den samme fortælling om at vokse op i en tid, hvor man ikke talte om, hvad der var sket under krigen og konsekvenserne af det. Der var en opfattelse af, at nu var krigen slut, og nu skulle man se fremad, men mange sad inde med dårlig samvittighed, sår på sjælen og oplevelser, de ikke kunne fortælle om, og det påvirkede selvfølgelig familierne og ikke mindst børnene. Det blev meget tydeligt for mig, at der i min fars generation var ting, der trængte til at blive taget hånd om. Derfor fortæller jeg også historien fra børnenes synspunkt og lader dem vokse op med en far, som de elsker og forguder, men slet ikke forstår, fortæller Iben Mondrup, der var imponeret over detaljerigdommen i samtalerne om en tid, der ligger mange årtier tilbage.

– Jeg blev mødt med en imponerende åbenhed, som nok blandt andet vidner om, at de også selv synes, det er nødvendigt at se på de her ting, og jeg har været dybt taknemlig for at få lov til at bruge disse historier. Forhåbentlig kan det være med til at holde fast i en fælles hukommelse fra nogle mennesker, som vi ikke ved, hvor længe vi har endnu.

Tal om fortiden af hensyn til fremtiden

Øjeblikke forinden har Iben Mondrup siddet i sofaen i stuen og forsøgt at fange lyset til glæde for fotografen. Nu sidder hun i det lille køkken i lejligheden på Vesterbro og fortæller om mødet med frederikshavnerne og om deres historier. Nogle er kommet med i bogen næsten i forholdet en til en, mens andre har været byggematerialer til det store overordnede skelet. Men alle har de bekræftet hende i, at hendes fars historie også tilhører en kollektiv historie, som har godt af at blive fortalt. Hun har selv på nærmeste hold været vidne til den følsomhed, der er nedarvet i familien sammen med en tendens til at være en smule på vagt over for det, der bliver sagt og gjort.

– Det er en generation, der kan have en tilbøjelighed til at holde følelserne inde, fordi det er det, de har lært, og den slags nedarves vel, indtil nogen bliver bedre til at håndtere de svære følelser. Heldigvis oplever jeg, at min generation er meget mere snakkende og meget mere opmærksom på, hvad vores adfærd betyder for vores børn, siger Iben Mondrup, der selv er mor til to børn på 15 og 18 år.
Når hun insisterer på, at vi må og skal tale om det, der foregik, handler det ikke kun om at løsne knuderne i maven i den enkelte familie. Der er også noget andet på spil, mener hun.

– I dag forestiller vi os jo, at alt er under kontrol, og at vi aldrig igen risikerer at stå i en situation, hvor man er på det forkerte hold. Men hvordan kan vi undgå det, hvis vi ikke erkender, at det har vi været engang, og vi var det på mange niveauer. Er det skamfuldt? Ja, men det er nemmere at bære, hvis vi bærer skammen sammen.