Foto Flip

Iben Mondrups gule murstenshus ligger på toppen af en bakke med udsigt ud over Hundesteds trætoppe. Det rusker godt i de omgivende træer den blæsende sommerdag, hun byder Bogmarkedets udsendte indenfor.
”Behold bare skoene på,” siger hun som det første. ”Her går vi alligevel ind og ud hele tiden, så det gør vi alle sammen.” Og selv om det kun er os to, der er til stede i dag, emmer det af, at her ofte er fuldt hus. Her er der plads til mange, her kan familie og venner komme forbi og blive bænket ved det store egetræsspisebord eller mødes på den hævede træterrasse med trappe ned til haven.

—  Jeg elsker det her hus. Det er ellers ikke så tit, banken vil låne penge til en forfatter. Men jeg skrev en god bog og skiftede samtidig til et forlag, som virkelig kan sælge bøger, og pludselig stod jeg med en bestseller og kunne låne penge til et hus. Og så kom jeg herop, og jeg havde det bare sådan, da jeg kom ind i huset for første gang: ”Ah, her kan jeg være.”

Vi sidder i underetagen, som består af ét stort rum med køkken, stue og brændeovn i midten. Her er hyggeligt og varmt. Den store bogreol er tætpakket, sofaen stor og inviterende, der ligger bløde skind over lænestolene, og på væggene hænger dansk og grønlandsk kunst og minder om Ibens opvækst i Grønland.

—  Jeg synes jo selv, jeg er fra Grønland. Grønland er i den ramme, hvori min person og identitet er blevet dannet. Det er fundamentet for, hvem jeg er. Det er der, jeg lærte at tale og udtrykke mig. At tænke mig selv i forhold til andre mennesker.

Og tænke og udtrykke sig gør hun med en livgivende kraft, varme og vildskab. Hun tænker lynhurtigt, men grundigt over hvert interviewspørgsmål og folder så et langt og gennemtænkt svar ud, hvor hun allerede har forudset opfølgende spørgsmål og også når at besvare dem. Det hele foregår med store armbevægelser og indskudte replikker fra andre eller sin egen tankeverden, mens hun fortæller. Der er liv i øjnene og ordene.

Længsel efter at høre til

Iben Mondrup er født i Danmark, og flyttede som ganske lille med sine danske forældre til Grønland, hvor de skulle op og undervise. Her voksede hun op som ”danskerbarn” i Grønland. Så Grønland er hendes udgangspunkt.

—  Igennem opvæksten begynder man jo at forstå, at man er én blandt mange, og for mit vedkommende er det sket i en ramme, hvor jeg var én blandt få danskere, som var ”de andre” i forhold til majoriteten, der var grønlandske. Det har været formativt for mig. Så det er dét, jeg kommer ud af, og alt, hvad jeg foretager mig, har en eller anden reference til den kontekst, forklarer hun og bliver så mere sørgmodig.

—  I takt med at ønsket om løsrivelse fra Danmark – i visse grupper i Grønland – bliver mere udtalt, begynder flere at kalde Grønland for Nunarput, som betyder ”vores land”, og jeg spørger mig selv, om jeg som dansker kan bruge det ord for Grønland? Det kan jeg jo faktisk ikke. På grund af historien føler jeg ikke, jeg har ret til det. Det er sådan nogle følelser, vi er nede i. Der er ikke nogen vrede forbundet med det for mit vedkommende, udviklingen i Grønland er helt naturligt, men det reaktualiserer en oplevelse af ikke at have hørt ordentlig til – men samtidig føle, at det her, det ER jo min kontekst, mit hjemland.

En kontekst, der ikke altid var lige nem at være i som barn. Hun og hendes familie kom til Grønland midt i en periode, hvor man troede på, at grønlandske børn skulle lære så meget dansk som muligt – det var fremtiden. De blev sat i dansksproget skole med danske lærere – som for eksempel Iben Mondrups forældre. Selv ser hun folkeskolelærerne som en vigtig del af den fordanskningsproces, man troede på i de år.

—  Jeg kalder dem ”moderniseringens fortrop”, altså skolelærerne. Det er dem, der kommer og lærer børnene om det moderne livs glæder. Og lærer dem det på danske, med danske skolebøger og så videre. Og de har jo troet på, at fordanskningen var en supergod idé, det var tidsånden. Det var også sådan, man gjorde andre steder i verden på den tid, forklarer hun.

Konkret betød det, at man ved skolestart opdelte de grønlandske og de danske børn i hver sine klasser – i frygt for at de danske børn, som for nogles vedkommende kun skulle være i landet i et par år og derefter tilbage til en folkeskole i Danmark, ville komme bagud, hvis de gik i samme klasse som de børn, der kun lige var ved at lære sproget. Iben Mondrup og hendes legekammerat kom derfor i hver sin klasse. Og holdt op med at være sammen – både i og uden for skolen.

—  Der skete reelt det, da vi startede i skolen, at vi holdt op med at lege med hinanden. Selvom vi boede i den samme lillebitte by. Børn er så umiddelbare. De tænker ikke, at det kan være anderledes, de leger bare videre, og inden man ser sig om, er de blevet fremmede for hinanden.

I flere af Iben Mondrups bøger udspiller handlingen sig helt eller delvist i Grønland, men selv i dem, der ikke har det grønlandske landskab som ramme, kredser historien om erfaringen med at stå i udkanten af noget og se ind. Om karakterer, der forsøger at forlige sig med en indre splittelse – eller at sandheden kan være mange ting på én gang. Det er et noget, der ligger hende på sinde.

—  Vi længes som mennesker efter enkelthed, tror jeg, men i virkeligheden kan vi sagtens rumme kompleksitet.

Blikket er eftertænksomt og intenst, da hun fortsætter:

—  Vi er mange, der også deler et følelseskompleks om at være dansk barn, der er opvokset i Grønland. Det giver en underlige, diffuse skyldfølelse. En utrolig længsel efter at høre til. En stor respekt i forhold til ikke at tage for givet, at man kan høre til et sted, forklarer hun.

Og det går ikke stille for sig, hverken i hendes nyeste roman, Bjørn, eller i de foregående i serien. Temaerne er tunge, stemmerne mange, og handlingen ofte intens. Iben Mondrup VIL noget med sine romaner.

—  Jeg tror ikke, jeg kan skrive noget, uden at det er med hjertet først. Jeg tror simpelthen, det er en forudsætning for alle de fortællinger, jeg har skrevet, at jeg har hjertet med.

Drivkraften bag er ofte, at hun er blevet stiktosset over noget, hun har læst eller hørt, fortæller hun. Hendes hjertesag er de historier, vi ikke vil eller kan se.

—  Der er jo de færreste her i Danmark, der har gjort sig tanker om de ting, der foregik under moderniseringen i Grønland, heller ikke om transporten af børn fra Grønland til Danmark, som er det, min trilogi handler om. Hvor skulle de også vide fra, at det er foregået? Det er ikke noget, der er blevet fortalt. Man har muligvis kendt nogen, der har adopteret et grønlandsk barn, og har hørt, at det var gået ad helvede til. Og så har historierne gerne handlet om, at lige netop dét barn dér, det var spoleret, og derfor gik det galt. Men de dybere aspekter af historien har været skjult. For mig har det været en kæmpe glæde at være med til at åbne ind til det på en mere nuanceret måde, fortæller hun.

Kampen med ordene

Skriveprocessen begynder ofte med, at hun samler al den information, hun kan, om det, hun gerne vil skrive om. Hun taler med folk, der selv har oplevet tingene, researcher og graver efter de ufortalte historier. De mange stemmer trækker hun med over i bøgerne, hvor der gerne er flere personers synsvinkel på samme situation. Og desuden endnu et særligt træk:

—  Jeg skriver næsten altid fra minimum ét barns synsvinkel i mine bøger, fortæller hun og trækker på skuldrene, som om hun ikke selv kan forklare, hvorfor det altid bliver sådan.

Børn optager hende som emne. Deres indre verden, og hvordan de bliver behandlet af omverdenen. Med Tabita-trilogien var hendes oprindelige plan egentlig at skrive om nogle af de grønlandske børn, der op gennem 1970’erne som 11-12-årige blev sendt et år til Danmark – helt alene og uden nævneværdig kontakt til deres familie – for at blive installeret i danske plejefamilier og gå på dansk skole. Men i researchprocessen skete der noget.

—  Jeg synes, det har været en meget radikal praksis at sende så unge børn 3-4000 kilometer væk hjemmefra. Ingen ville gøre det i dag. Så gik jeg i gang med at læse op på det og begyndte at have samtaler med dem, der har oplevet det på egen krop. Og så dukkede der beretninger op om børn, der var blevet sendt på skoleophold, men som aldrig kom hjem igen, fordi blev adopteret af deres plejefamilier, fortæller hun med ild i øjnene og fortsætter:

—  Jeg begyndte at interessere mig for adoptionerne i stedet. Og jo dybere jeg kom ind i emnet, jo tydeligere blev det, at der indimellem var tale om adoptioner, der var kommet i stand under meget tvivlsomme forhold, uden at forældrene egentlig var klar over, hvad de havde sagt ja til, eller at de måske slet ikke havde sagt ja, altså en form for tyveri. Det blev jeg simpelthen så indigneret over.

Hun læste videre, lærte nogle at de nu voksne adopterede at kende, hørte deres historie. Og jo mere hun hørte, jo mere indigneret blev hun, fortæller hun med tryk på hvert ord.

—  Der er foregået de utroligste ting under den der hat af fordanskning og ”i udviklingens tjeneste” og “vi vil jo kun det bedste,” og det troede man da sikkert på, også når man sagde, at det var for børnenes egen skyld, men når man ser resultaterne og taler med dem, det er gået ud over, så var det ikke nogen god idé. Og det synes jeg, man bør vide meget mere om her i Danmark.

Så hun gik i gang med at skrive. Men det med at skrive en roman er sjældent bare ligeud ad landevejen.

—  Hver gang jeg er færdig med at skrive en bog, tænker jeg, at nu er jeg blevet klogere, og næste gang ved jeg, hvordan jeg skal gribe det an for at minimere ubehaget. For ubehag og anstrengelse og tvivl fylder uforholdsmæssigt meget i det at skrive. Men realiteten er, at hver eneste gang står jeg med det samme problem … Jeg skal først lære mine personer at kende og finde ud af, hvad spændingen mellem dem er. Hvordan de taler, og hvordan vil netop denne historie overhovedet fortælles. Skal det være nutid, datid, med mange stemmer, eller hvad vil den? Alt det kan jeg kun finde ud af ved at skrive.

I flere måneder skriver hun hver dag i jagten på lige denne histories særlige tone eller følelse. Og det er ikke altid lige nemt – eller rart.

—  Det er ligesom at fare vild hver dag, når jeg sætter mig op til skrivebordet. Men så går jeg i gang. Heldigvis er selve det at arbejde beroligende. Så er jeg i det mindste i gang med at løse problemet. Og hen på dagen kan jeg godt have følelsen af, at jeg fik løst noget af det, og nu glæder jeg mig til at stå op i morgen og arbejde videre. Men på en eller anden måde sker der det i løbet af natten, at jeg har glemt løsningen igen, og når jeg læser, hvad jeg skrev dagen før, tænker jeg ”What? What? Hvordan kunne jeg overhovedet tro, jeg havde fat i noget her? Jeg har jo ikke fat i en skid!” Og det er simpelthen så frustrerende. Men jeg ved jo af erfaring, at det eneste, jeg kan gøre, er bare at blive ved. Bliv ved, bliv ved, bliv ved. Lige pludselig opstår der et eller andet, jeg kan tage fat i, en lille tråd. Dér var en stemme, og så kan jeg skrive videre på den. Og så går det lige pludselig ret hurtigt med at komme ind i teksten.