ARKTISK HYSTERI

— af Iben Mondrup, Weekendavisen 2022

BASTARD “Jeg aner ikke, om man kan hele postkoloniale traumer, eller om det giver mening at prøve på det. Men jeg ved, at det er helende at turde være sig sin historie og sig selv bekendt.” Iben Mondrup portrætterer Pia Arke.

Læs artiklen nedenfor

Lige nu kan man se kunstneren Pia Arkes værker på Kunsten i Aalborg. Fotografier, kunstvideoer, kollager. Udstillingen er tidligere blev vist på Louisiana Kunstmuseum og skal senere til Kunstmuseet Brandts i Odense. Det er fantastisk, intet mindre, at Arke – denne intelligente og balancerede kunstner – på den måde er blevet gjort til en del af vores fælles gods, at hun nu uomgængeligt bliver betragtet som relevant for det brede kunstpublikum.

Pia Arke, født i 1958 – grønlandsk mor og dansk far – i Scoresbysund, Østgrønland, opvoksede i hhv. Øst- og Vestgrønland og Danmark, døde i 2007. Var uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi i Købehavn. Sit materiale hentede hun i den dansk-grønlandske historie, både i det store perspektiv – i forhold til geopolitik – og i det personlige, i det nære, i familien. Impulsen til at give sig i kast med kolonitidens materiale kom fra hende selv. Som alle børn af Grønland var hun mærket af den ambivalens, som knytter sig til billedet af det grønlandske såvel som af det danske. Hendes arbejde vedrører os alle, fordi hverken du eller jeg kan undsige os en aktie i den besværlige koloniale historie.

På Kunsten er værkerne installeret i seks båse og på væggen i en lang korridor. Hovedparten iscenesat fotografi. I billede efter billede dukker fotografen op, i sin stue, i et landskab, i et opstillet tableau. Ofte nøgen, indimellem med objekter, artefakter, som associeres med Grønland, en tromme, en kamik, en hundepisk. Indimellem er hun i Grønland og markerer territorier af på klipperne – med hvedemel. Som ville hun med kroppen afsøge steder og finde ud af, hvor den hører til og hvordan den passede ind.

Det er ikke tilfældigt, at Arke hovedsagligt var fotograf. I hvert eneste af de smukke sort/hvid-billeder ligger bevidstheden om kameraets deskriptive magt. “Fotografi er et af de vidunderlige redskaber, hvormed civilisationen er trængt frem og ud til jordens fjerneste udkanter,” skrev hun i bogen Scoresbysundhistoier. “Det er med til at erobre, at indvinde territorium, tage det i besiddelse.”

Fotoværk Arctic Hysteria IV (96-97) var gået tabt ved Arkes død, men fundet som dias i hendes private arkiv og derefter genskabt. I udstillingen hænger det højt, man skal se op på det.
Det første jeg bemærker, er det nøgne over for det i skind og pels påklædte. Sommer over for vinter, naturen over for videnskaben, i alle henseender modsætninger, der mødes i prototypen på den opdagelsesrejsende mand og den vilde kvinde, syv personer i alt, som Pia Arke har trukket frem fra de gulnede sider i polarfareren Robert E. Pearys rejseskildringer.
Det næste, jeg bemærker, er værkets titel: Arktisk hysteri. Meget dramatisk, i forhold til de portrætteredes fredelige poseren. Der er intet hysterisk over hverken mænd eller kvinder. Titlen peger ud af værket. På den tidlige etnografis opdagelsesrejser.

Arktisk hysteri var et kulturelt betinget psykopatologisk fænomen, som Pearys samtidige diagnosticerede hos inuit. Tilstanden, en hysterisk skrigen efterfulgt af kramper og tab af selvkontrol, var vel nærmest psykotisk. Den optrådte især hos kvinder, der led af vitaminforgiftning, mente man.
Hysteriet var et af de spektakulære træk, man iagttog i det polare. Sammen med andre særligheder kom det til at udgøre nogle af de videnskabelige beskrivelser, der skulle forklare og illustrere de vildes vildskab og legitimere den hvide races overlegenhed.

Der findes fotografier, der dokumenterer det arktiske hysteri. Drevet af sin nysgerrighed over for kameraets historieproducerende egenskaber fandt Pia Arke frem til disse billeder. Et af dem forestillede en halvt afklædt kvinde, der bliver holdt fast af to mænd foran kameraet, mens hun skriger i angst.
Pia Arke er kendt for at bruge løs af både egne og andres billeder, også fra de officielle arkiver. Hendes metode er at sammenstille disse billeder og udfylde de tomme pletter. Billedet af den angiveligt hysteriske kvinde fik hun dog ikke lov til at bruge. Det var sandsynligvis for kompromitterende. Det afslører det latente overgreb, som datidens videnskabelige undersøgelser også var. Men Arke fandt sin egen måde at undersøge det arktiske hysteri på i stedet.
I kollagen Arctic Hysteria IV fremviser hun de nøgne og smukke kvinder. I deres rette element gør de sig til for kameraet. Og hun viser begæret. Efter viden, magt og sex, som kommer til syne i den måde, kvinderne er blevet iscenesat på. Med navne som: The Mistress of the Tupik, Arctic Bronze og i Flash-light Study.

Diverse polarfarere, heriblandt vores egen Knud Rasmussen, rejste ikke bare rundt på isen med deres hundespand og opdagede jomfrueligt land. Deres bedrifter havde aldrig kunnet lade sig gøre uden massiv assistance fra dem, som boede der i forvejen, fra de indfødte, fra kvinden. Hun var altid med, syede tøj, kogte suppe, viste vej og indførte i det hele taget de fremmede i den arktiske virkelighed. Hun var alt andet end afsindig eller vild. Hun var begavet og varm. Hun var et menneske med et navn og en familie. Men i beretningerne er hun navnløs og uden en egen identitet.

En væsentlig, men fortrængt del af fremrykningen i de polare egne, var intim. Robert E. Peary havde angiveligt en inuitkvinde, som blot var 14 år ved forholdets begyndelse. Det er blevet benægtet af Pearys bagland. Man tålte ikke den slags kødelige overlap, som ville have skabt skandale i en begrebsverden, hvor sort og hvidt skulle holdes adskilt. Men i Grønland er det ingen hemmelighed, at de opdagelsesrejsende efterlod sig et ukendt antal efterkommere. Børn som blev skrevet ind i historien med usynligt blæk.

Pia Arke var født af forholdet mellem den symbolske inuitkvinde og den symbolske Peary. Ikke uden bid beskrev hun sig selv som en bastard, noget blandet og uafgørligt. Den foruroligende krop, engang uønsket og tabuiseret, som inkarnerer et både og og kan tale fra flere positioner. I Danmark er hun blevet betragtet som grønlandsk kunstner. I Grønland er det ikke længe siden, jeg blandt kunstnere har hørt hende omtalt som dansker.
Denne bastard var et stærkt intellekt, som investerede sin bastarderede krop i et projekt, som hele tiden unddrager sig enkle slutninger. Det er aldrig den enkelte begivenhed, hun lægger under lup, men strukturer og mekanismer, der som nervebaner og årer skæres fri af historien og blotlægges for vores blik.
I et af videoværkerne – også med titlen Arctic Hysteria – kommer hun til syne. Optagelsen er lavet i hendes stue med kameraet vendt mod gulvet og et stort fotografi af et af barndommens grønlandske landskaber. Som et nøgent dyr kommer hun kravlende ind, stille og roligt, hen over fotografiet, som hun snuser til, kratter i, ruller rundt på, trykker sig ned mod og river itu.
Begge værker handler om at bruge kameraet som et våben, der kan afbillede og indramme – eksempelvis en befolkning et fjernt sted, så fortællingen om dem passer i kolonimagtens kram. Men de handler også om at tage det våben og vende det om. Arkes kontrollerede, nærmest dovne hysteri, er en hilsen til ham, der tog billedet. Den strippede inuitkvinde levendegjort, på en gang sårbart og ulideligt, provokerende og stærkt. I hånden på modellen er våbnet vendt mod etnografien. Bag kameraet kan hun tænde og slukke, dreje apparatet hvorhen hun vil, er hun uafviselig og i sig selv et vidnesbyrd om historiens mange indlejrede lag.

Jeg mødte Pia Arke, mens jeg selv gik på Akademiet i 2002. Hun var på besøg og fortalte om sin kunstneriske forskning. Dengang handlede det om det store projekt, Scoresbysundhistorier, hvori Arke ved hjælp af andres fotos og fortællinger nærmer sig den ufortalte sandhed om de dunkle sider ved hendes fødeegns historie: At folkeflytningen af 100 østgrønlændere – heriblandt Arkes bedsteforældre – 1000 km nordpå til en øde egn ikke, som det ellers hed sig, handlede om at ville afhjælp sult og nød, men om 1920’ernes territorialkamp mellem Norge og Danmark. Med grønlænderne lige dér – stadig sultne som ind i helvede – måtte Norge trække sig.
Få år senere døde Pia Arke. Et punktum i utide. Og kort tid efter blev Pia Arke-Selskabet stiftet, en broget forsamling af venner og familie, intellektuelle og kunstnere, majoriteten danske. Jeg var med i periferien. Det var i den postkoloniale teoris danske barndom. Også jeg havde denne oplevelse af det akutte i at få Arkes arbejde indsamlet, bevaret og udbredt.
Det var selskabet, der sammen med kuratorkollektivet Kuratorisk Aktion stod bag den første store Arke-udstilling fra 2010, Tupilakosaurus, Pia Arkes opgør med kunst, etnicitet og kolonihistorie, 1981-2006, – en imponerende indsats, hvis mål var at åbne Pia Arkes arbejde i Danmark, Sverige og Grønland.

Udstillingen blev vist på Den Frie og på Nationalmuseet. De tilhørende seminarer og events var besøgt af en blanding af studerende fra Kua, grønlandsdanskere og kvinder i perler og pels. Tupilakosaurus talte ind i den igangværende samtale om postkolonialisme og kunne bruges i det spirende oprydningsarbejde, som med nogen forsinkelse kørte på universiterne og akademierne, og som i dag er en del af den almene samtale. Arkes smukke, altid skarpe og alligevel uaggressive kritik er tålelig og letforståelig for den, som gerne vil oplyses og måske bøje nakken for historiens betændte kapitler.

På Tupilakosaurus’ rejse hjem til Grønland var jeg med som en del af holdet. Her blev udstillingen installeret i Kulturhuset Katuaq og på Grønlands Nationalmuseum & Arkiv. Jeg var oplægsholder og talte om Den postkoloniale krop i Pia Arkes arbejde på et folkemøde. Arke værk blev præsenteret som et opgør med kolonihistorien og hendes metode som et bud på helingen af de postkoloniale traumer.
Men mødet var relativt tyndt befolket. I det hele taget havde jeg en ubekvem fornemmelse af at være kommet hjem til Grønland med et koncept, som ingen rigtig havde bedt om eller vidste, hvordan de skulle forholde sig til. Som enhver anden dansk delegation, der gennem tiden er rejst til Grønland med et godt tilbud: præsterne og købmændene, som ville hjælpe, men i virkeligheden ville omvende og udbytte. Moderniserings hær af danskere, som skulle uddanne til lighed, men bragte mere usynlig ulighed. Og nu – forklædt som en de lokale – en flok kuratorer med et budskab om, at dansken havde gjort ondt. I det perspektiv var en smule tøven måske ikke så underlig.
Det er selvfølgelig tingene sat på spidsen. Pia Arke var på mange måder forud for sin tid, og uanset at emnerne på sin vis har været præsent i Grønland siden Hans Egedes ankomst til Godthåb i 1721, var de i 2010 endnu en flygtig sandhed og i kunstnerisk regi kun i deres vorden. Og hvordan forstå, hvorfor kunstneren kravler rundt på et gulv og snuser til sine egne fotografier, hvis ikke man kender det sprog, som kunsten meddeler sig på?

Meget er sket, siden Tupiloakosaurus var i Nuuk. Pia Arke har for længst fået momentum i Grønland som én blandt mange kunstnere, der arbejder med spørgsmål om repræsentation, heriblandt Julie Hardenberg og Inuk Silis Høegh, som er aktuelle på Kunsthal Charlottenborg lige nu. Nuuk Kunstmuseum, hvis samling blandt andet rummer Grønlandsmaleren Emanuel A. Petersens etnografiske malerier – har fået Nivi Christensen som direktør. Som det første købte hun Arctic Hysteria og bruger værkerne i museets skoletjeneste til undervisning af skolebørn. Når først de akavede fnis har lagt sig, kan snakken om blikkets magt begynde.
Og sidste år i Nuuk hørte jeg Ivalo Olsvig – cand. mag. i Grønlandske og arktiske studier – holde foredrag om The Bad Ass Inuit, som hun kalder dem, og altså de inuit, som gjorde det muligt at opdage Arktis. I Olsvigs foredrag får de ansigter og navne, Arnarulunnguaq og Qaaviarsuaq Miteq, bipersoner i de officielle kilder, men kendt i Thule og nu også af os. Og på Ilisimatusarfik – Grønlands Universitet – er Arkes tekstværker en del af pensum. Sådan spreder Arkes visdom sig, inspirerer og forplanter den sig og slår følgeskab med andre udsagn, bliver den en del af en strøm.

At Danmark var verdens mest humane kolonimagt, er både sandt og ikke sandt. Overgrebene var subtile, og unddrager sig næsten fremkaldelse, kun ikke i Arkes laboratorium. Pia Arke ville lære historien at kende for sin egen skyld, men til gavn for alle. Der er en djævelsk forskel på at blive fotograferet af nogen og af sig selv, det forstod hun. Det er ikke altid lige pænt, det der dukker op, og det er aldrig enkelt. Men den dansk-grønlandske virkelighed bliver heller aldrig enkel. Men vi kan anerkende den og leve med det diffuse ubehag over dens kompleksitet.
At datidens syn på Grønland stadig ligger og roder rundt under huden på den postkoloniale krop og bliver reproduceret i nye afskygninger, er vi måske mindre bevidst om. Når man i medierne – i en sær gentagelsestvang – konstaterer, at de jo ikke kan klare sig selv deroppe i Grønland, er det et kvælende greb om halsen, uværdigt simpelthen, fordi det er idéen om det primitive sat over for dansk overlegenhed, som er i spil.

Pia Arke var frygtløs og turde se det hele. Det er basalt frigørende. Jeg aner ikke, om man kan hele postkoloniale traumer. Men jeg ved, at det er helende at turde være sig sin historie og sig selv bekendt. Hver gang jeg hører om protester rettet mod historiens evige genkomst, er Arke præsent. Protesten mod optagelsen af ordet grønlænderstiv i den danske ordbog. Ønsket om nedtagningen af Hans Egede-skulpturen i Nuuk. Kronikker i aviserne om rådden og racistisk kultur på byggepladserne og i administrationen i Nuuk.
For et par somre siden gjalt det en is. Mange ryster på hovedet og kalder det hysterisk, når isproducenter bliver bedt om at ændre navn på den populære Eskimo-is, men det burde være til at forstå, at betegnelsen eskimo blev givet til inuit, og at der i tilgift fulgte en psykiatrisk undertitel med. Kravet om ændringen er en stillingtagen til det forunderlige vilkår igennem århundreder at være blevet navngivet, fotograferet og beskrevet af nogle andre. Det er at sige, at nu fortæller man selv.

 

Artiklen har været bragt i Weekendavisen og kan læses her