Foto mathilde schmidt

JEG VILLE IKKE UNDVÆRE DEN ERFARING JEG HAR NU

— af Tine Bendixen, Søndag 2022

Iben Mondrup er 52 år og forfatter. Senest til ”Vittu” – hendes syvende bog og opfølgeren til succesromanen ”Tabita”, der er solgt i 50.000 eksemplarer. Privat er hun mor til en datter på 21 og en søn på 18. Hun bor i Hundested. Har en kæreste.

Læs artiklen nedenfor

NUTID

Så gik der lige to år. Iben Mondrup kan endelig slappe af – midlertidigt tom for ord. Hun har sat sidste punktum i ”Vittu”, opfølgeren til ”Tabita”. Den røde tråd er igen Grønland, relationer og børns tarv. Femårige traumatiserede Vittu får igen en ny ”mor”, og det kunne være så godt, men det varsler ilde fra begyndelsen. Romanen er fremragende og sine steder ekstremt grænseoverskridende læsning. Efter ”Tabita” var der læsere der spurgte, hvorfor Iben gjorde det så svært for sine hovedpersoner. Kunne hun ikke være lidt sødere ved dem?

– Jeg synes ikke, jeg behøver skåne læseren for noget, som mennesker har oplevet.
Så Ibens nye roman ”Vittu”, opfølgeren til ”Tabita”, gør ondt på den særlige, sitrende måde, hvor man læser og tænker, nej nej nej, det her sker bare ikke. Men det sker, det er uafvendeligt, og det er rædselsfuldt og man ved, at det overhovedet ikke er usandsynligt, at det sker. Fordi mennesker overskrider grænser. Egne og andres.

– Børn, der bliver udsat for urimelige forventninger, ligger mig meget på sinde og tæt på mit hjerte. Det er altid svært at skrive om børn i svære livssituationer. Som forfatter har jeg jo en vis magt til at udsætte børn for både hårde og gode ting. Det er mig, der bestemmer. Men jeg ville fortælle nogle historier om de her grønlandske adopterede børn, som HAR haft svære og ulykkelige historier. Jeg føler, at det er nødvendigt at fortælle sådan en historie, og hvorfor skulle jeg så pynte på den? Det valg tror jeg godt, læserne forstår.

Iben er klar i mælet: Hun vil ikke skåne læseren for noget, som mennesker har oplevet i virkeligheden. Hendes bøger er fyldt med sår og svære relationer. Det er især barnets perspektiv, der optager hende, fordi: Ethvert barn er fuldstændig afhængigt af voksnes valg. Gode som dårlige. Og de dårlige præger for livstid og er i værste fald ødelæggende. Så nu er Vittus smertelige virkelighed på vej ud til læserne, som godt kan belave sig på at blive ramt hårdt i deres litterære solar plexus, og Iben er som sædvanlig overrasket over, at det faktisk er lykkedes hende at skrive en bog igen. Livet er godt.

– Lige nu er jeg faktisk det bedste sted, jeg har været i livet. Som forfatter er jeg så privilegeret, at jeg har rigtig mange læsere. Jeg har et fantastisk forlag – de er enormt gode til at give mig følelsen af, at jeg omtrent er verdens højest skattede forfatter. Mine børn er store, faktisk voksne og har det godt. Og jeg føler, at jeg har taget skridtet ind i næste halvdel af livet. Jeg har brugt meget tid på at synes, at jeg havde et meget stort perspektiv og at livet var uendeligt, nu har jeg en følelse af, at det er det ikke. Jeg er indstillet på at tage den nye fase af livet til mig.  

TIDENS TAND

Det lange hår har grå stænk. Iben hverken glorificerer eller nedtoner de fysiske forandringer.

– Jeg har haft svært ved at vænne mig til, at kroppen bliver ældre. Altså slitage. Når jeg ser mig selv i spejlet, kan jeg stadig tænke wauw, men når jeg så ser mig selv på billeder, synes jeg godt nok, at jeg er ved at blive patineret: ”Du har fået patina Mondrup!” Haha. Jeg skal være den sidste til at elske det, at kroppen forfalder. Jeg kan godt lide ungdommen, og jeg kan blive misundelig på unge kvinder, jeg kan også blive vred på dem over, at de ikke ved, hvad de har.
Hun mærker tiden, der er gået og aldrig kommer tilbage, når hun er i supermarkedet og nu bare passerer noget, hun indtil for nylig skulle have i kurven.

– Jeg kan blive vred, når jeg går forbi hylderne med hygiejnebind og tænker: Åh, det I har, det har jeg ikke! Menstruation, fertilitet altså det med at kunne formere sig. Og spændstigheden! Jeg tror godt, jeg kunne finde på at få løftet øjenlågene på et tidspunkt. Min far fik nogle meget tunge øjenlåg, jeg tror, vi har anlæg for det. Så muligvis… På den anden side: Jeg blev fotograferet forleden og fandt ud af, at man ikke længere retoucherer ansigter, og det, synes jeg, er så dejligt. Det er også dejligt for vores unge kvinder. Jeg kan jo se, hvordan de snakker om kropspositivisme, hvordan de tager ejerskab på deres krop sådan, som den nu er, de går ikke rundt og skjuler den. Det er meget vigtigt, at vi får den frihed ind i kroppen hele vejen fra de ældre generationer og ned til de unge. Jeg synes, jeg kan se, at det sker.
Noget andet, tiden har taget, er det åbne liv:

– Der er et væld af muligheder, når man er ung. Nu har jeg ikke så mange muligheder længere. Til gengæld har jeg så valgt det rigtige, kan man sige: Forfatterskabet. For det at være forfatter er et stort og vildt univers. Men jeg kan godt længes efter følelsen af, at der bare ligger en verden af muligheder foran mig, som der gjorde, da jeg var ung.

TIDEN LÆGER ALLE SÅR

Den køber Iben ikke.

– Hmmm… Tiden gør alle sår til at leve med. Og det, der kan føles som en kniv i kødet, kan med tiden føles som et stik i hjertet. Men … det læges jo aldrig helt.
Hendes eget nyeste sår er to år gammelt.

– Jeg vil nok selv blive ved med at vende tilbage til min fars dødsfald for to år siden som et stik i hjertet. Så sent som for et par timer siden sad jeg på Rigshospitalet sammen med en syg veninde, jeg havde fulgt til kemo-behandling, og kunne pludselig se min far i en seng. Simpelthen se ham der, hvor han selv havde ligget, før han døde.

FORTID

Skelsættende øjeblikke. Der er tre. Det første var, da hendes forældre besluttede at rejse til Grønland.

– Det har betydet alt for mig. Dernæst at jeg fik børn. Og dernæst at jeg begyndte at skrive. De tre ting.
Hun nævner ikke sin skilsmisse. Det er der en grund til:

– Jeg er skilt flere gange. Jeg har været gift tre gange. Jeg blev gift første gang, fordi jeg skulle flytte fra Grønland med min daværende grønlandske kæreste. Han var 19 og jeg var 17 og skulle være myndig i en fart.
Hun blev gift med ”Kongebrev”.

– Vi blev skilt et par år efter. Så blev jeg gift med børnenes far. Vi blev skilt efter 10 år. Det var jo egentlig noget med, at jeg skulle have plads til at skrive. Og… så blev jeg gift igen. Og skilt. Nu gifter jeg mig ikke mere.
Hun siger, at hun er ”en dårlig kone”. Hvilket ikke indebærer fravær af kærlighed i tilværelsen. Men hun har været sammen med sin kæreste i 8 år, og det går stadig godt.

– Jeg har tid til rigtig stor kærlighed, det er dejligt. Jeg synes ikke, at kærlighed afhænger af ægteskab. Der er noget smukt i at blive gift, men jeg kan ikke komme her fjerde gang og sige, ”Nu er det nu, nu skal I høre børn!”. Haha. Jeg er for gammel.

– Og jeg har set, at det ikke er det, der tæller, det er ikke det, der holder mig sammen med nogen, det er noget andet. Det er at være villig til at prøve at forstå noget, som jeg ikke har forstået før. F.eks. at det er okay at have brug for hinanden og okay at tage imod omsorg og ømhed. Se hinanden for de mennesker vi er frem for, hvad vi nødvendigvis kan sammen eller hvad man gerne vil have, at han skal være. Jeg tror, jeg er blevet bedre til den bløde kærlighed. Alt det, der ikke handler om at skulle afgrænse mig. Jeg synes, jeg har brugt utrolig meget tid på at afgrænse mig som voksen. Være selvstændig, trække mig ud af tingene. Nu prøver jeg at åbne mig i stedet. Prøver at sige: Okay du må gerne komme ind her. Og det er egentlig meget rart uden sådan at… lægge alt ned. Jeg tror faktisk, vi er nogle meget modne og selvstændige kvinder, som kan være svære at komme ind på livet af. Det er en af mine opgaver for den næste del af livet at blive blødere. Bedre til det. At dele.

SPISETID

Iben var tre år, da hun kom til Grønland med sine lærerforældre og med egne ord havnede i en ”isørken”. Og i en madtradition, der lå meget langt fra datidens brune danske mad.

– Hvalspæk har en fersk nøddeagtig smag og spises indimellem med salt eller Knorr Aromat. Det sidste et ret eksotisk ”krydderi” – jeg kan have en mistanke om, at netop Aromat helt er røget ud af det danske køkken og nu kun bruges i Grønland. Jeg elsker al grønlandsk mad, men noget mere end andet.

Sæl er meget specielt, spises gerne kogt i en lidt fed og grynet suppe med udkogte grødris. Sælkød er meget mørkt og blødt med korte fibre. En god klat stærk sennep er nødvendig, synes jeg, for at tage den meget fede smag. Jeg foretrækker helt klart rensdyr! Min far var, og min bror er dygtige jægere, som har forsynet familien med rensdyr. Kødet er superlækkert, lidt mindre vildt end vildt i Danmark, og lidt lysere. Perfekt til stege og bøffer.
Med andre ord: Iben er ikke ligefrem vegetar. Og så er hun et udpræget nydelsesmenneske.

– Men det er jeg også oven på et langt liv, hvor jeg i perioder har haft et spiseregime. Jeg har været spiseforstyrret som ung. Jeg ved nu, at hvis jeg begynder at kontrollere mad, er det fordi, jeg er stresset. Så det at jeg nyder mad, så meget, som jeg gør nu, fortæller mig bare implicit, at jeg har det godt. Jeg ELSKER mad, og har tykt smør på brødet. Fløde, det er mig. Ost og alt sådan noget. Jeg sparer ikke på fedtet.
Hvad spiseforstyrrelsen handlede om? Iben siger selv, at hun fik en identitetskrise, da hun kom tilbage til Danmark som 18-årig. Nygift. Forældrene var blevet på Grønland. Hun havde følt sig fremmed i Grønland, fordi hun ikke var grønlænder. I Danmark følte hun sig fremmed, fordi hun ikke følte sig dansk. Hun troede, hun skulle på universitetet, men opdagede, at hun først var nødt til at starte helt forfra og søgte ind i kunsten.

– Spiseforstyrrelsen handlede om usikkerhed i forhold til… hvad jeg var i verden. At føle mig alt for svævende. Ikke at stå fast. Når man er ung, skal man foretage store livsvalg, de er så svære, man kan slet ikke overskue, hvor det skal starte og hvor det skal slutte. Hvordan gør jeg? Så er det meget nemt at gribe fat i noget, der handler om kroppen: Hvis jeg så styrer det med maden, har jeg i det mindste kontrol over noget. Spiseforstyrrelsen udviklede sig aldrig til noget farligt. Jeg blev bare løbeentusiast. Jeg løber stadig, jeg elsker at løbe, det ville jeg ikke kunne undvære. 

TIDSMASKINEN

Hvis Iben nu fik chancen for at lande et sted i sin egen fortid efter eget valg for lige at gennemleve en periode en gang til – hvornår skulle det så være?

– Jeg vil nok sige sådan midt i 30erne, hvor mine børn er så store, at de går i institutioner, og jeg skal i gang med at begynde at skrive for alvor. På den anden side ville jeg slet ikke undvære den erfaring, jeg har nu. Så det er en splittet følelse. Men jeg tror alligevel, jeg gerne ville genbesøge det at have små børn. Bare lige for at få lidt mere ud af det. 
Lyden af børnefødder mod et gulv en tidlig morgen. Et vådt børnekys…

– … Duften af børnehår og børnesved. Det at have et lille varmt menneske, der klynger sig til én og har brug for én. Det at kunne virke. Man giver jo et barn noget ved at omfavne det. Man fylder det med ro eller tryghed eller hvad det nu er. Det er det, der er meningen med livet, tror jeg. Så jeg kan mærke et stik ved tanken om ikke at have små børn længere. Når man har små børn, ved man ikke rigtigt, hvor værdifuldt det er, og dét er for evigt forbi. Det er ikke et sår eller en sorg, men det er et tab, at det er forbi. Selv om jeg stadig har mine børn, føler jeg alligevel, at jeg har mistet noget – for jeg kan ikke få den tid igen. Nogle gange har jeg lidt svært ved at leve med, at jeg ikke kan få flere børn, eller at jeg ikke kan vende tilbage og lige få de år med små børn en gang til. Jeg vil så gerne være mormor og farmor, og det kan KUN gå for langsomt.

TIDSMASKINEN 2

Og hvad så hvis der var frit valg på alle tidshylder? Hvor i verden og hvornår, ville hun så gerne lande?

– Jeg kunne faktisk godt tænke mig at have oplevet Grønland midt i 1800tallet, hvor befolkningen begynder at samle sig i kolonier, altså i byer, hvor missioneringen er på sit højeste, og hvor der er en aktivitet af en anden verden. Langt henad vejen sameksisterer man, men det er med hiv og sving. DET ville jeg gerne have oplevet, men jeg ville altså ikke blive der – jeg skal hjem igen med den tidsmaskine!

TID ER PENGE

Hun kan leve på en sten. Hun har prøvet det, hun ved det. At leve af et forfatterskab er et langt, sejt træk. Det med stenen er ikke nødvendigt længere, bøgerne er blevet en fornuftig indtægtskilde. Men derfor behøver man jo ikke rutte med pengene. Hun har lige leaset en bil. Hendes livs første. Det føles som en enorm udskejelse. Som at have flottet sig helt vildt for første gang – som 52årig. Hun griner ad sig selv og siger:

– Jeg arbejder, som jeg plejer, og jeg vil blive ved med det. Min måde at arbejde på, handler ikke om at tjene penge, jeg er bare så heldig, at det, jeg laver, producerer penge. Men jeg holder ikke op med at arbejde. Det er nogle andre ting, der er på spil. Men jeg har fået større frihed. 
Hun veksler mellem Samsø, Hundested og København. 

– Jeg bruger rigtig meget tid på at sidde VÆK fra byen og arbejde. Jeg er ikke bundet til ét sted, og jeg er så privilegeret nu, at jeg kan have flere. Ikke at jeg lever over evne eller noget som helst. Det er bare muligt, det er en frihed, jeg har, fordi jeg har råd til det. 

SAMTID

Iben kalder sig selv tidstypisk for sin egen generation. 

– Jeg kan godt føle, at tiden bare kører af sted lige nu, og at jeg bliver hægtet lidt af. I årtier har man været meget fokuseret på det dynamiske og det kraftfulde, synes jeg, hvor det mere langsomme og eftertænksomme ikke har samme plads i billedet. Men det kan selvfølgelig også bare være, at jeg er lidt bange for at blive sejlet agterud. For jeg synes, jeg stadig har noget at byde på, jeg har ERFARING, HALLO! Jeg synes, erfaring er et ret vigtigt materiale, det er en værdi. Det er bare ikke alle, der er enige i det. 
Det kan faktisk nogle gange virke som om, det er bedst ikke at have nogen erfaring…

– Det er meget tankevækkende, og jeg kan godt blive bekymret over det, men jeg tror, det er fordi, vi er så fokuserede på det kraftfulde udtryk, de kontante meninger og de meget bastante holdninger – som meget ofte er repræsenteret af nogle, der er unge, fordi de er ved deres meningers mod. Man bliver jo mere slebet med alderen. Nuanceret. Netop fordi man har erfaring og ved, at man tager lidt, man giver lidt, kompromisser og diplomati… alle de ting, som man forstår betydningen af, når man selv har skullet forhandle om noget vigtigt i løbet af livet. Men det er bare, som om… det ikke længere har den samme vægt. Min generation – vores tid er forbi, tror jeg. Vi kan ikke længere pege på eller mene, at noget skal gøres anderledes, for vi er simpelthen sakket bagud af dansen. Det er i hvert fald sådan, jeg oplever det. Mine ord har ikke den samme vægt som før. Det er ikke min tid.

FREMTID

Så er det jo godt, at ordene vejer godt til i bøgerne. At skrive. Flere bøger. Det er fremtidsvisionen. De står allerede i kø i hendes hoved. Bagagen fra Grønland vejer godt til. 

– Og så kunne jeg godt tænke mig at sikre mine børn. At mine børn var rigtig godt i vej, og at jeg selv var det der smukke sted, hvor jeg har udsigt over havet. Det har jeg ikke nu. Men sådan et sted og fornemmelsen af, at det er her jeg skal bo og her jeg ligesom skal tage afsked med livet engang – sådan ser min ideelle fremtid ud. 

NÅR TIDEN ER INDE

Iben er 52. Med lidt god vilje er hun halvvejs i det, der ender med det, hun kalder ”den store finale”. 

– Jeg håber, at jeg bliver bedre til at give slip på livet, end jeg er nu. Jeg bliver stadig lidt angst, når jeg tænker på at skulle væk en dag. Angst ved tanken om at miste kontrollen. Døden er jo det ultimative kontroltab. Så jeg håber, at de næste årtier kan blive en slags uddannelse i at blive bedre til at give slip på kontrollen. Jeg vil i hvert fald gøre, hvad jeg kan. 
Gud? Nej. Ham, hende eller hen – tror hun bare ikke på. 

– Jeg har tænkt meget over det, men jeg kan ikke tro på Gud. Det føles ikke rigtigt. Jeg ville ønske, at jeg kunne, det må være rart, tænker jeg. Jeg kan godt nogle gange misunde dem, der kan, en lille smule. Men jeg kan ikke selv. Det er jeg kommet til at sige offentligt engang, og det affødte, jeg ved ikke hvor mange henvendelser fra præster og troende, som SÅ gerne ville lære mig det. Hahaha. Tusind tak for tilbuddet, men hvad er det, I ikke forstår?