Tabita
Eva og Berthel kommer hjem til Danmark med to adopterede børn efter en årrække i Grønland. Det er midten af 60’erne, og både forholdet imellem Eva og Berthel og imellem Grønland og Danmark knager. De to børn, Tabita og Vitus, skal finde sig til rette i en familie, hvor fortiden helst skal udslettes, fordi den er sprængfuld af fortielser og farlige spændinger imellem to kulturer og imellem alle de voksne, der skal forestille at passe på børnene. Hjemme i Grønland bor børnenes mor, Abelone. Hun var hushjælp hos Eva og Berthel, og omstændighederne tvang hende til at sende sine to mindste børn med deres nye familie til Danmark.
Iben Mondrup skildrer klart og klogt livet i en familie, hvor børnene må kæmpe for sig selv og hinanden.
Jyllands-posten ★ ★ ★ ★ ★ ★
Berlingske ★ ★ ★ ★ ★
Børsen ★ ★ ★ ★ ★
Anmeldelser
»Tabita« er en fornem litterær bedrift, som hermed anbefales til både adoptivforældre, plejeforældre og alle andre forældre, inklusive Mette Frederiksen, til dem med tilknytning til Grønland, store vidder og vilde landskaber, til de renfærdige og de lydefri, til alle, der har et issue med fremmedhad og fremmedhed, og dem, der bare gerne vil læse forbandet god litteratur.
Tabita er én stor uretfærdighed, der oprulles for læseren, og som side for side får følgeskab af endnu en uretfærdighed, et overgreb eller dyb sorg. De fleste ulyk- ker sker i hjemmet, det er ganske vist – og mage til ondt vuggende familiedrama skal man lede længe efter.
Iben Mondrups blik for, hvordan et kolonialistisk magtsprog sniger sig ind i familien og berettiger umenneskeliggørelsen af to børn, er fabelagtigt.
Med ”Tabita” har hun nået et litterært højdepunkt.
Mondrup er så utroligt smaddergod til forelskelser, selve forelskelsesmesteren i ny dansk litteratur.
Iben Mondrup har en særlig evne til at skrive, så det svier som et lækkende brandsår i sjælen, længe efter sidste side er vendt.