JEG VED HVOR DET SKAL ENDE. DET HAR JEG ALDRIG PRØVET FØR

Af: Lone Nikolajsen

Der er to uger til, at Iben Mondrup skal aflevere et færdigt manuskript til sin redaktør. Romanen, hun skriver på, er hendes sjette og hidtil længste. Den har arbejdstitlen Drengene og skildrer faren Jens fra hendes to foregående romaner (Godhavn fra 2014 og Karensminde fra 2016), hans bror og deres fælles opvækst fra efterkrigstidens Frederikshavn op til 1973. Jeg besøger Iben Mondrup i hendes lejlighed i København, hvor hun arbejder.

»De sidste tre-fire måneder har på mange måder været et helvede,« fortæller Mondrup.
»Jeg har været usikker på, om jeg kunne løfte opgaven. Jeg vågner op med hele min krop i alarmberedskab og tænker: Jeg kan ikke. Når jeg ser på mit skrivebord, som står ved siden af sengen, får jeg ondt i maven. Det er uanset, at jeg har en redaktør og nogle medlæsere, der følger mig tæt og siger, det er godt, det jeg skriver.«

– Hvor kommer modstanden fra?

»Det har at gøre med, hvordan historien er struktureret, men også med, at det er min sjette bog. Mine første bøger smed jeg bare ud til offentligheden sådan: ’Hey, værsgo’. Det gik mig ikke på, at den første fik nogle huk, jeg skrev da bare en bog mere. Den nonchalante omgang med modtagelsen har jeg slet ikke mere. Jeg har efterhånden nogle forventninger til mig selv, og jeg har fået ret mange læsere, som, jeg forestiller mig, også har nogle forventninger til mig. Det forestiller jeg mig også, at anmelderne har. Der er flere, der står og kigger mig over skulderen, når jeg skriver. Men selv om processen er fuld af overvindelse og ubehag, er der også øjeblikke, hvor man har fornemmelsen af, at det, man laver, er mere eller mindre genialt. Ellers gjorde man det jo ikke.«

Forfra hver morgen

– Hvordan er din arbejdsdag?

»Først kommer jeg op og sidde i sengen, er på Instagram og Facebook og læser dårlige nyheder. Det tager den værste angst, inden jeg sætter mig ved skrivebordet og tager hul på det. Jeg arbejder intenst ti minutter ad gangen, så er jeg nødt til at gå ud af dokumentet igen, tilbage til overspringshandlingerne. Men jeg er alligevel ret produktiv og kan godt skrive fem sider om dagen. Jeg skriver hver dag. Man skal helst ikke komme for langt væk fra tekstens rum og alle de stemninger, der ligger i den. Når klokken bliver tre om eftermiddagen, er jeg blevet plimskør og ser i 20 forskellige retninger, og så stopper jeg. Hen under aften begynder ideerne så at komme. Ved ottetiden begynder jeg at skrive dem ned, og jeg kan næsten ikke komme i seng, men det er for sent at arbejde. Jeg glæder mig bare til at stå op og arbejde næste morgen. Når jeg vågner næste morgen, begynder det forfra.«

Drengene er længere og strækker sig over meget længere tid end Mondrups tidligere bøger. Handlingen har træk til fælles med Iben Mondrups egen familiehistorie, men det var ikke den, hun ville fortælle. Derfor startede hun i januar sidste år med at interviewe en masse frederikshavnere på hendes forældres alder, hun havde efterlyst i lokalavisen, for at få et lager af fortællinger fra den tid og den by. Efter en måneds research begyndte Mondrup at skrive, og det har hun gjort siden.

»Det har været en helt anderledes skriveproces end mine andre bøger. At komme ind i projektet plejer at være svært, men her har jeg fået så meget stof forærende af samtalerne, og det kronologiske forløb er givet på forhånd. Jeg ved, hvor romanen skal ende. Det har jeg aldrig prøvet før. Jeg er bare startet i den ene ende, som man starter på et strikketøj. Mine første bøger er skrevet på intuitionen, de gav sig selv form hen ad vejen. Denne gang er det mig, der er dukkeføreren og har ansvaret.«

Et lager af fortællinger

Det gik egentlig fint, indtil der var en vis masse af tekst, og Iben Mondrup begyndte at øjne muligheden for at skrive en stor bog, hun måske endda kunne være meget tilfreds med. Så kom angsten. Samtidig skulle der tages nogle ret store beslutninger, som bl.a. handlede om, hvor tæt Iben Mondrup ville gå på sin egen families historie.

»På et tidspunkt kunne jeg se enden. Jeg vidste, jeg skulle skrive 100 sider mere. Jeg vidste bare ikke, om jeg kunne. Og da tænkte jeg, helt vanvittigt, at hvis nu jeg mister forstanden, er der måske nogle, der kan samle op på manuskriptet, så det kan udgives, som det er. Så kunne jeg selv sidde et eller andet sted og have mistet min forstand.«

– Så manuskriptet findes, men forfatteren blev gal. Ærgerligt?
»Ja, men i det mindste gik manuskriptet ikke tabt.«?

– Den tanke er der både noget altruistisk og noget selvforherligende i. Det kan jeg godt lide?

»Ja, det er fuldstændig vanvittigt at ligge og tænke sådan helt alvorligt. På et tidspunkt bliver man

også vant til, at der er nogle meget højdramatiske stemmer inde i en, der siger voldsomme ting for at få en til at stoppe med at skrive. De skal bare have lov at være der og snakke i et hjørne af ens bevidsthed, imens man skriver videre.«

– Da du kom i tvivl om, hvorvidt du kunne skrive de sidste 100 sider, hvad forestillede du dig så, der skulle komme i vejen?

»Jeg forestillede mig, at jeg ikke kunne skrive om tider og steder, jeg ikke selv kender til. Men det kunne jeg godt. Nu har jeg i hvert fald gjort det. Det kan godt være, jeg aldrig har sat mine ben i et maskinrum, men mine medlæserne siger, de er med, og så er det andet jo lige meget.«

Skolemesterfasen

Selv om Iben Mondrup er startet fra en ende af, går hun hele tiden tilbage i manuskriptet og retter. Til sidst, når hun er nået frem til handlingens slutpunkt, går hun teksten igennem igen, skolemesteragtigt.

»Handlingen skal hænge sammen, og den gennemgående sprogtone skal på plads. Man udvikler sig jo, når man er i gang med at skrive så længe, ligesom man bliver påvirket af andre forfatteres skrivestil. Handlingen skal hænge sammen, man må ikke miste karakterer undervejs, og der må ikke komme en engel ned fra himlen og fortælle nogle ting, man kunne have fortalt på en anden måde. Det arbejde har jeg altid kunnet lide, fordi jeg har følt, jeg har været underordnet fortællingen og kunnet komme og servicere den.«

Når Iben Mondrup afleverer de sidste sider, er der endnu en redaktør, der skal læse det, og sikkert noget, der skal laves om, inden bogen så skal til korrektur: »Jeg får helt gåsehud af at tale om korrekturfasen, fordi jeg glæder mig sådan. Så er al den tvivl, jeg har haft, blevet til en form for respekt for den tekst, der nu står der. Man glemmer fuldstændig, hvor forfærdeligt det var, og det er også nødvendigt, for ellers ville man ikke gøre det igen. Min kæreste fortæller mig, at jeg havde det ad helvede til, da jeg skrev min forrige bog. At jeg ikke sov om natten, men sad ude på bagtrappen og røg cigaretter. Det kan jeg overhovedet ikke huske nu.«

Foto: Peter Nygaard Christensen

Læs interviewet i Information her

 
 
https://ibenmondrup.dk/files/gimgs/th-388_2_v14.jpg