VREDEN ER EN UNDERTRYKT FØLELSE

Jyllandsposten bad mig om at give mit bidrag til deres tema om de syv dødssynder. Jesper Stein Larsen stod bag interviewet.

Vreden er en undertrykt følelse

Vrede er farligt. Vi vender vreden ryggen og lægger låg på, men vi er nødt til at acceptere den, give den plads og se på dens årsager, mener forfatteren Iben Mondrup, som selv har kæmpet med vreden i sit liv og betalt prisen for både at undertrykke den og give den frit løb.

»Vreden er en af de menneskelige ur-følelser og er som sådan, altså i sin ur-form, en drift der hverken er negativ eller positiv. Vreden er en slags akkumuleret energi, en slags oprustning før der tages et skridt i retning af konfrontation. Vreden udspringer af følelsen af uretfærdighed, af at noget uretfærdigt er overgået mig eller nogle som jeg på én eller anden måde er associeret med. Og den kalder på handling.«

Er vreden en dødssynd?

»Ikke i min optik, men jeg kan selvfølgelig godt forstå at man har villet begrænse dens udfoldelse. Når man snakker dødsssynder og religion, skal man forstå at kristendommen har et sæt love som blandt andet går ud på at ordne og styre folk, mange folk. Her er det hensigtsmæssigt at have nogle tabuer, ting som er forbudte, som for eksempel at hidse sig voldsomt op. Vrede udløser gerne mere vrede, og så har vi grundlaget for krig.«

Det er vel nødvendigt at styre folk, så alt ikke ender i anarki?

»Ja, man kontrollerer fællesskabet, men det er også en kontrol om hvem der har magten. Der er nogle for hvem det er en fordel at få tabuiseret grådighed og vrede fordi disse drifter kan være undergravende. Hvis man kan få folk til at kontrollere sig selv via tabuer, så er man godt på vej. Det kan man for eksempel gøre med religionens forskellige bud.«

Men du mener også, at det er skadeligt at kontrollere vreden?

»Ja. I vores verden i dag er vreden tabuiseret. Vi ser det allerede i børnealderen hvor børn skal lægge låg på deres i øvrigt naturlige frustrationer. Barnelivet er fyldt af tiltag der begrænser individets handlinger. Ret tidligt lærer vi vores børn at vrede er no go. I stedet skal de tælle til ti, sendes uden for døren, i specialklasse, altså, de skal isoleres. De skal ikke bare ud og rase ud, nej, de skal skamme sig. Over at de er vrede. Og det er noget skidt.«

Hvorfor?

»Fordi vreden opstår af noget. Man er nødt til at forstå hvilken baggrund den har. Det er rigtigt at akkumuleret vrede er uhensigtsmæssig. Fordi den ofte eksploderer og bliver ondskabsfuld og blodig. Men kom man vreden i møde på en mere hensigtsmæssig måde og forsøgte at forstå den som en drift og et udtryk for netop en retfærdighedssans, så var vi godt hjulpne. Jeg forsøger selv, som mor til en 13-årig, at give plads til vreden – og guderne skal vide at det er svært når tingene ryger gennem luften. Men at give plads betyder ikke at hylde vreden og at forherlige den. Det er nærmere at forsøge at forstå den og dens ofte helt rimelige udgangspunkt.«

Hvordan gør man det?

»Jeg synes vreden skal have plads. Den helt almindelige vrede handler om smerte, om at man er blevet svigtet, snydt for noget eller uretfærdigt behandlet. Det giver god mening at man reagerer med vrede i sådanne situationer. Derfor skal man tage vrede alvorligt. Fordi den i sin forvoksede form i sidste instans er ødelæggende, både for den der er vred, men også for det, som vreden rettes imod. Men vi forviser verden til skammekrogen i vores kultur. Der er forfærdelig meget skam forbundet med vrede. Fordi raseriet er et udtryk for mangel på kontrol.«

Hvad synes du om at være i tilstanden vrede?

»Vreden er euforisk, det er et adrenalinrush som man kan sammenligne med sex. Man siger jo også om den seksuelle lyst, at man er ophidset, så der er et slægtskab. Vreden er momentan, og i det øjeblik man gennemstrømmes af den, er den berusende og lækker. Man har aldrig haft mere ret end når man står der og virkelig giver den gas. Men den slags vrede er ikke sund fordi den gerne bliver misforstået. Det har jeg selv oplevet.«

Hvordan?

»Som barn af en halvfjerdserfamilie der tog til Grønland for at leve og bo, har jeg måttet æde megen vrede. Vrede over at være ældste barn som mine forældre formastede sig til at udstyre med 2 småsøskende der stjal mine forældre fra mig. Vrede over at være anderledes i et samfund hvor alle bortset fra mig og nogle få andre, var sorthårede og talte grønlandsk. Vrede over altid at skulle være solidarisk og fornuftig, når jeg nu var egoistisk og grådig, og så videre.«

Hvad gjorde du med vreden?

»Jeg lærte ikke at håndtere min vrede og reagerede, som mange gør, ved at rette den indad. Som ung led jeg af spisevægring: raseriet rettet mod min egen krop. Men indimellem eksploderede jeg også i nogle veritable raseriudbrud over for folk som jeg havde nær. Det har taget mig mange år at lære at håndtere min egen vrede på en nogenlunde tålelig måde, og jeg har mistet en del venner på den konto. Fordi jeg er blevet for vred, og de er blevet for vrede, og fordi vi aldrig nåede til samtalen. Jeg prøver altid at nå til netop samtalen, også bagefter, men folk har det svært med vrede, de bliver sårede, kede af det og skræmte. Så er det svært at komme videre derfra. Det har fået mig til at tænke over det forunderlige i at det altid er den vrede som står tilbage med skidtet. Er det egentlig rimeligt?«

Men skulle man så ikke være lettet eller forløst, når man har givet udtryk for sin vrede?

»Jo, men det er ikke så enkelt, for på den anden side af vreden er der ensomheden. Selv om det er berusende og euforisk at være vred, så er det ligesom at tisse i bukserne for at holde varmen. Bagefter er man bare så lille og ked af det og ensom.«

Hvordan har du det med andres vrede?

»Jeg er ikke bange for andres vrede, men jeg tror at tabuiseringen af vreden generelt gør at vi heller ikke lærer at håndtere andres vrede. Folk er generelt fremmedgjorte over for denne kraft som de derfor vælger at vende ryggen. Men vrede og raseri er ikke farligt. Det er jo netop bare et forstørret behov, et behov som ikke er blevet hørt eller set, og som derfor har antaget overdimensionerede proportioner. Og når man spørger, så viser det sig altid at der sidder et forsmået lille væsen inde bag vreden og gemmer sig. Og som skammer sig. Dels over det behov, som i første gang udløste vreden, og siden over vreden selv. Jeg har aldrig forstået at det skal være så svært at mødes hen over et ordentligt brag. Og at det bagefter skulle være så svært at sige: hør, hvor kommer al den vilde energi fra? At sænke paraderne og forsøge at forstå.«

Foto:Lars Krabbe