HUN BEGYNDTE PÅ SIN FARS BARNDOMSHISTORIE og endte med at skrive om opvæksten for en hel generation

Hvad gør man, når en vigtig historie presser sig på, og det samtidig er alt for følsomt, fordi det er ens fars historie? For forfatter Iben Mondrup blev en række samtaler med mennesker, der var børn i efterkrigstiden, nøglen til romanen »Vi er brødre« og til forståelsen af, hvad det betød at vokse op i en tid, hvor krigen blev afløst af en tavs, indre kamp

Af: Bine Madsen redaktion@m-jylland.dk

Iben Mondrup var slet ikke i tvivl, da hendes kæreste kom med en ide til, hvad hendes næste bog kunne handle om.

Hun var netop færdig med at skrive »Karensminde«, efterfølgeren til gennembrudsromanen »Godhavn«, der med afsæt i hendes egen familiehistorie handler om børnene Bjørk, Knut og Hilde og deres forældre Jens og Karen. Og hun var ikke bare færdig med at skrive. Hun var også færdig med personerne i bogen og færdig med miljøet. Så da hendes kæreste foreslog, at den næste bog skulle handle om Jens og hans bror og deres opvækst i kølvandet på anden verdenskrig, lå svaret lige for. »Nej, det vil jeg simpelthen ikke!«

Men det endte hun så med at gøre alligevel, for kort tid efter skete der noget.

- Der skete det, at jeg blev bedt om at tage imod en kasse med min farfars gamle dokumenter, som var blevet brugt til en bog om modstandsbevægelsen i Vendsyssel, fortæller Iben Mondrup, der godt vidste, at farfaren havde været modstandsmand.

Det var bare ikke noget, man talte om.

For hende var farfaren først og fremmest en glad mand, der fra hjemmet i Frederikshavn sendte kærlige og sjove breve til barnebarnet i Grønland, og ingenting i deres relation pegede umiddelbart mod den fortælling, som dokumenterne i kassen åbenbarede. Her kunne Iben Mondrup se, at farfaren under krigen var leder af modstandsbevægelsen i Sektion Vendsyssel og mange år efter krigen påtog sig opgaven med at hjælpe sine kammerater til at få økonomisk hjælp til de psykiske og fysiske skader, modstandsarbejdet havde givet dem.

- Og blandt dokumenterne lå også min farfars egen ansøgning. Her kunne jeg for første gang læse, at han havde været plaget af tilbagevendende mavesår og formentlig har lidt af depressioner, som i perioder betød, at han tog væk fra familien for at passe på sig selv. Da jeg efterfølgende begyndte at spørge til det hos min far og hans familie, kunne jeg godt mærke, at det var forbundet med stor følsomhed. Her var noget, der havde påvirket familien enormt, og jeg blev meget optaget af, hvad det betød for efterkrigstidens børn, at der blev lagt låg på så meget. Pludselig var jeg stik mod intentionen alligevel i gang med at skrive min fars barndomshistorie gennem historien om Jens og hans bror Poul.

Vigtige samtaler

Ét er at tage afsæt i sin egen historie. Noget andet er at sætte ord på noget, en anden har oplevet - og måske i særlig grad det vigtige og følsomme forhold mellem far og søn. Iben Mondrup mærkede hurtigt, at hun ikke kunne tage patent på sin fars barndomshistorie, men hun kunne heller ikke give slip på emnet. Derfor efterlyste hun mennesker fra sin fars generation, der ville fortælle om deres barndomserindringer og opvækst i Frederikshavn. Responsen var overvældende, og Iben Mondrup tog efterfølgende på adskillige kaffebesøg hos mennesker, der som hendes far var vokset op i efterkrigstidens Frederikshavn.

- Det viste sig hurtigt, at de alle havde den samme fortælling om at vokse op i en tid, hvor man ikke talte om, hvad der var sket under krigen og konsekvenserne af det. Der var en opfattelse af, at nu var krigen slut, og nu skulle man se fremad, men mange sad inde med dårlig samvittighed, sår på sjælen og oplevelser, de ikke kunne fortælle om, og det påvirkede selvfølgelig familierne og ikke mindst børnene. Det blev meget tydeligt for mig, at der i min fars generation var ting, der trængte til at blive taget hånd om. Derfor fortæller jeg også historien fra børnenes synspunkt og lader dem vokse op med en far, som de elsker og forguder, men slet ikke forstår, fortæller Iben Mondrup, der var imponeret over detaljerigdommen i samtalerne om en tid, der ligger mange årtier tilbage.

- Jeg blev mødt med en imponerende åbenhed, som nok blandt andet vidner om, at de også selv synes, det er nødvendigt at se på de her ting, og jeg har været dybt taknemlig for at få lov til at bruge disse historier. Forhåbentlig kan det være med til at holde fast i en fælles hukommelse fra nogle mennesker, som vi ikke ved, hvor længe vi har endnu.

Tal om fortiden af hensyn til fremtiden

Øjeblikke forinden har Iben Mondrup siddet i sofaen i stuen og forsøgt at fange lyset til glæde for fotografen. Nu sidder hun i det lille køkken i lejligheden på Vesterbro og fortæller om mødet med frederikshavnerne og om deres historier. Nogle er kommet med i bogen næsten i forholdet en til en, mens andre har været byggematerialer til det store overordnede skelet. Men alle har de bekræftet hende i, at hendes fars historie også tilhører en kollektiv historie, som har godt af at blive fortalt. Hun har selv på nærmeste hold været vidne til den følsomhed, der er nedarvet i familien sammen med en tendens til at være en smule på vagt over for det, der bliver sagt og gjort.

- Det er en generation, der kan have en tilbøjelighed til at holde følelserne inde, fordi det er det, de har lært, og den slags nedarves vel, indtil nogen bliver bedre til at håndtere de svære følelser. Heldigvis oplever jeg, at min generation er meget mere snakkende og meget mere opmærksom på, hvad vores adfærd betyder for vores børn, siger Iben Mondrup, der selv er mor til to børn på 15 og 18 år.

Når hun insisterer på, at vi må og skal tale om det, der foregik, handler det ikke kun om at løsne knuderne i maven i den enkelte familie. Der er også noget andet på spil, mener hun.

- I dag forestiller vi os jo, at alt er under kontrol, og at vi aldrig igen risikerer at stå i en situation, hvor man er på det forkerte hold. Men hvordan kan vi undgå det, hvis vi ikke erkender, at det har vi været engang, og vi var det på mange niveauer. Er det skamfuldt? Ja, men det er nemmere at bære, hvis vi bærer skammen sammen.

Det, der er vigtigere end livet

»Vi er brødre« er blevet til fortællingen om Jens og Poul, der vokser op i Frederikshavn med en far, der til daglig er kriminalassistent, men i perioder forsvinder, uden at hans børn ved hvorfor. Brødrene reagerer vidt forskelligt. Den ene tager vredt afstand og vender sig mod verden, mens den anden vender længslen efter sin far indad. Begge ender dog med som voksne at rejse ud af landet. Jens til Grønland og Poul til Chile, præcis som mange gjorde i virkeligheden dengang omkring 1970. Også Iben Mondrups far og hans storebror. Og mens romanen på mange områder slet ikke fæstner sig til noget konkret fra Iben Mondrups egen familie, så slutter den med et brev, der blev sendt i virkeligheden i efteråret 1973. Kun personernes navne er ændret, og derfor får læserne et unikt indblik i de tanker, Iben Mondrups farfar gjorde sig, da det stod klart for ham, at militærkuppet i Chile kunne have alvorlige konsekvenser for den ældste søn og hans familie.

»Vi græder for dig. Men bliv på din post«, lyder nogle af de afsluttede ord, der har gjort dybt indtryk på Iben Mondrup.

- Det betyder jo, at modstanden er vigtigere end livet. Selv med hans egen historie og bevidstheden om, hvad det havde kostet, så bakkede min farfar min onkel op i, at han skulle blive, sådan som han selv gjorde det, da jorden brændte under ham, og hans kammerater flygtede til Sverige. Og jeg beundrer på sin vis viljen til at kæmpe så indædt for det, man tror på, men man skal også være klar over, at folk kan blive grebet af en stemning, så de mister evnen til at vurdere, hvad der er forsvarligt. Jeg ville ikke ønske, at faren til mine børn gjorde det samme. For der er også nogle ofre.

- »Godhavn« tager jo udgangspunkt i min egen barndom,?og der følte jeg mig helt sikker på min ret til at skrive, for det var jo mine oplevelser. Men »Vi er brødre« handler ikke om min barndom, den handler om en andens barndom,?og det har givet mig en følelse af, at der er langt mere på spil, siger Iben Mondrup.?Foto: Carsten Lauridsen

Man kan kun skrive et menneske frem, hvis man kryber ind i deres krop og ned i deres tøj, og det er, mener Iben Mondrup, en af de lykkelige omstændigheder ved at være forfatter. Og særligt lykkeligt har det været under arbejdet med »Vi er brødre«, for det har givet Iben Mondrup mulighed for i glimt at se verden, som den nogenlunde så ud for den dreng, der siden blev voksen og blev hendes far.

- Jeg står tilbage med en stor forståelse for min far og ikke mindst en dyb, dyb kærlighed til ham. Jeg har jo været nødt til at forestille mig ham som dreng med en far, som han elskede, men ikke altid kunne nå, og fordi jeg selv er mor, kan jeg ikke lade være med at forholde mig til, hvad det betyder for børnene. Jeg har måske tidligere kæmpet med irritation og afmægtighed, for hvad var det med de der følelser?! Nu har jeg i stedet fået en indsigt, der gør, at jeg langt bedre kan tilgive og mærke kærligheden. Jeg har lyst til at kramme min far og sige: »Hold nu kæft et liv«, velvidende, at det, jeg har oplevet, selvfølgelig ikke er helt det samme, som han har oplevet, men jeg har fået forståelsen, siger Iben Mondrup, der håber, at forståelsen for det, der er gået forud også kan gøre godt i kommende generationer.

- Jeg tror jo på, at jo bedre vi forstår hinanden, jo bedre bliver vi til ikke at lave de samme fejl og tage vare på vores egne børn. Voksne vil altid være uforståelige for børn i et eller andet omfang, men de skal i hvert fald vide, at de ikke har et ansvar for det, der foregår.

En stemme til mange

For få uger siden sendte Iben Mondrup et eksemplar af »Vi er brødre« til Grønland, hvor hendes forældre stadig bor. Næsten i samme sekund, pakken forlod hendes hænder, ramte uroen hende, og hun skyndte sig hjem for at skrive et brev til faren, så han forstod, at nok er personerne i bogen foldet om hans familie, men de er i sidste ende helt deres egne.

- Ja, jeg har lyst til på forhånd at sige undskyld, selvom der jo ikke er tale om fortroligt stof, og at mine forbehold jo altså ikke har afholdt mig fra at skrive bogen. Selvfølgelig betyder det rigtig meget, hvad han synes om den, for han var meget glad for sin far, men han har sagt tak mange gange undervejs i vores samtaler, og det er i sig selv meget rørende, siger Iben Mondrup, der i løbet af efteråret tager rundt og holder foredrag om bogen.

Tirsdag 30. oktober klokken 19.30 står hun på biblioteket i Frederikshavn, og blandt tilhørerne vil være mange af de mennesker, der har delt deres historie med hende og siden har læst med og givet udtryk for, hvor berigende det har været at kunne træde ind i det barndommens land, der engang var deres.

Og når det flakser lidt uroligt i maven ved tanken om, hvad bogen kommer til at betyde for hendes egen familie, finder hun ro i netop det.

- Det er noget af det bedste, jeg har oplevet som forfatter; at jeg har kunnet skabe et univers, som de kan gå ind i og genkende. Så jeg støtter mig til, at jeg har været med til at give nogen en stemme.

Interviewet er lavet for Dagbladenes Bureau
Foto: Carsten Lauridsen

 

Foto: Carsten Lauridsen

https://ibenmondrup.dk/files/gimgs/th-395_Untitled-1.jpg