DE TAVSE PATRIARKER LED I STILHED

Af: Kasper Scütt-Jensen/JP

Iben Mondrup bestiller øl og æggekage med sprød bacon på Møllekroen i Frederikshavn. Avisens udsendte har ikke været her før, men det har forfatteren. Mange gange.
Hun bor i København i dag, men vendte i forbindelse med arbejdet på den netop udgivne roman ”Vi er brødre” tilbage til Frederikshavn og Møllekroen for at se nærmere på sit eget ophav.
»Når man når en vis alder, er det vist meget normalt, at man føler trangt til at se sig selv i et større perspektiv. Hvad kommer jeg af? Det er samtidig en måde at forudse fremtiden på,« siger Iben Mondrup, som hidtil har beskæftiget sig med sin samtid i sig forfatterskab.
Idéen om at tage udgangspunkt i sin egen familiehistorie havde hun afskrevet.
»Jeg har altid været meget optaget af min samtid. Det er nok mine forældres skyld, for i efterkrigstiden handlede det om at se fremad. Man talte ikke om, hvad der var sket, men opfordrede konstant hinanden til at se fremad. Se bare på 68’erne, der bygger videre på den tanke. De afskrev også alt det gamle.«

Forfatteren leder efter ordene.
»Er der ikke også skrevet nok om Anden Verdenskrig?,« spørger hun så.
»Den er ikke så veldokumenteret, som den kan blive? Sådan havde jeg det selv, men så gik det op for mig, at der ikke var skrevet ret meget om selve tavshedskulturen i efterkrigstiden.«

Iben Mondrups farfar var kriminalassistent ved Frederikshavns Politi og leder af modstandsbevægelsens sektion i Vendsyssel. Hans personlige arkiv er siden kommet i Iben Mondrups varetægt, og hun har brugt det aktivt i sin research til sin aktuelle roman.
Romanen er ikke decideret selvbiografisk, men fortællingen er inspireret af hendes farfars, fars og onkels historier.
»Min farfar fortalte faktisk gerne om krigen, men det foregik altid i en munter tone. Det var nok hans måde at lægge afstand til det på.«
?
Iben Mondrup har siden fundet ud af, at bedstefaren ikke fortalte familien om, hvordan han havde det.
»Han levede et dobbeltliv under krigen, og det må have været utrolig stressende. Jeg viste godt, at han havde været tyskernes kontakt i politiet, og at han – som leder af modstandsgruppen i Vendsyssel - samtidig havde advaret modstandsfolk i tyskernes søgelys. Jeg vidste også, at han blev arresteret af Gestapo og formentlig kun slap for at blive henrettet eller sendt i koncentrationslejr, fordi han lovede at vende tilbage til afhøring den følgende dag og så gik under jorden. Men jeg anede ikke, hvor plaget han var mentalt efter krigen. I arkiverne kan jeg se, at han – ligesom så mange andre modstandsfolk – søgte erstatning hos frihedsfonden.«

»Jeg var nødt til at skyde - det var dem eller os«

Forfatteren kunne læse om en lang række alvorlige symptomer.
»Min farfar havde mavesår, stress og nervesvækkelse. Han var dybt mærket. Han var depressiv i perioder og måtte trække sig væk fra familien. Jeg tror ikke, at han selv har likvideret nogen, men han gav ordrer til likvidering af stikkere, så kammerater blive arresteret og dræbt og var i det hele taget ude for mange voldsomme ting under krigen, som der aldrig er blevet talt om. Han var en folkehelt, og hans familie elskede ham, men hans børn er præget af, at han havde det svært. Han var patriark, men man havde samtidig en fornemmelse af, at vi skulle passe på ham. Uden helt at forstå hvorfor.«

Iben Mondrup fandt ud af, at hendes farfar langt fra var alene med problemerne.
»Det påvirkede min far, at min farfar levede med disse traumer efter krigen, og i min research fandt jeg ud af, at rigtig mange mennesker levede med ubehandlede sår efter krigen,« siger forfatteren.
»Mange var invaliderede og søgte erstatning i en alder af 70 eller derover. De kunne ikke arbejde længere. Mange mænd måtte simpelthen holde op med at fiske, fordi de besvimede på kutterne. Én ting var, at man ikke talte så meget om tingene dengang. Man handlede i stedet – sørgede for at holde sig beskæftiget, så man ikke skulle dvæle ved alt det svære. Man begyndte måske at arbejde for meget eller drikke for meget. Noget andet var, at i efterkrigstiden var der virkelig noget, som man kunne have brug for at tale igennem – ikke mindst i denne del af landet. Mange af byens virksomheder nød godt af handlen med tyskerne, landbruget levede i vid udstrækning af tyskerne, og samarbejdet med tyskerne har medført en form for beskyttelse, hvilket uden tvivl har ført til moralske kvaler i årene efter. Og så var der naturligvis modstandsfolkene, som kæmpede for en sag og fik mange ar på sjælen undervejs. Bare det at skulle vende tilbage til en hverdag med helt almindelige småproblemer må have været nærmest uoverkommeligt.«

To meget forskellige brødre

I den aktuelle roman beskrives to brødre – Jens og Pouls - opvækst i Frederikshavn i årtierne efter Anden Verdenskrigs afslutning.
Faderen var en respekteret leder af modstandsbevægelsen i Frederikshavn under krigen og måtte foretage valg, som forfølger ham. Valg, som han ikke kan tale om. Hans fortielser er et tabu, som begge sønner forholder sig til. På hver sin måde.
»Den ene er meget udadreagerende og holder med at prøve at forstå sin far, mens den anden er mere indadvendt og bekymret af natur,« siger forfatteren.
Poul er syv år gammel, da vi møder ham. Han tager sig af sin mor og lillebror Jens, men lægger gradvist afstand til sin far og kan ikke komme hurtigt nok væk hjemmefra, ud af skolen og til søs.
»Poul er sprængfyldt med energi, men skal også tage sig af sin mor, når hun bryder sammen. Det er for stort et ansvar at lægge på en dreng. Krigen slutter, faderen vender hjem, og Poul bliver dybt skuffet over, at han ikke er den stærke mand, som han troede, at han var. Poul bliver vred på sin far, som ikke er i stand til at tage sig af moderen.«

Som blot 15-årig får Poul sin første hyre, og da faderen pludselig forsvinder, sidder lillebroren Jens og moderen alene i et lånt sommerhus.

»Jens er godt begavet, han befinder sig oppe i hovedet, men han er også blevet forladt af sin bror og har nu ansvaret for sin efterhånden ganske fordrukne mor. Han er afhængig af sin storebror, men det er godt ham at blive forladt, for dermed får han mulighed for at træde i karakter,« siger Iben Mondrup.

Da Poul vender tilbage fra havet for at uddanne sig til maskinmester, rager de to brødre uklar om loyaliteten over for faren.

»Poul er gal på sin far, og Jens forguder ham, men konflikten handler dybest set om at vinde hans anerkendelse. Poul er ikke bogligt stærk, men langt oppe i alderen tager han alligevel en uddannelse for at kunne undervise, sådan som faderen gerne ville have det. Poul forsøger som unge at stikke af fra alt, hvad der har med faderen at gøre, men det kan man jo ikke. Vi er bundet sammen og vil altid forsøge at få vores forældres anerkendelse.«

Afgørende at tale om tingene

Ligesom faderen undlader at tale om krigen, undlader brødrene at tale med deres far om disse problematikker, for man skulle nødigt tale om følelser.
Følsomhed blev dengang betragtet som noget upålideligt, tilføjer Iben Mondrup og refererer til vores nuværende viden om PTSD.
»Efter krigen gik mændene rundt med en overbevisning om, at man skulle holde alt det svære for sig selv, men i dag ved vi, at det vigtigste af alt er at tale om problemerne. Det er helt essentielt for eksempelvis PTSD-patienter i kampen tilbage i livet.«
Man skal ikke nødvendigvis tage de svære snakke med sin ægtefælle og da slet ikke med sine børn, men derimod med professionelle, mener forfatteren.

»I forhold til familien er det helt afgørende, at man gør sig forståelig, og for at kunne gøre sig forståelig er man nødt til at forstå sig selv. Hvis man ikke formår at gøre sig forståelig, så vil ens omgivelser konstant forsøge at tolke på det sagte og det gjorte, og så er ægtefællen og især børnene på et urimeligt overarbejde. Det sker på bekostning af den frihed, som man helst skulle have som barn. Man vil hele tiden forsøge at imødekomme det dårlige, og det er meget stressende for en familie.«

Men hvorfor skal vi beskæftige os med denne problematik? I dag er vi bedre til at tale om tingene – selv hunde går til psykolog.

»Det er vigtigt at huske, hvor vi kommer fra,« siger Iben Mondrup.
»Vi har sådan en forestilling om, at vi bliver klogere og klogere, men det tror jeg ikke på. Ja, i dag har vi en kultur, hvor vi kan tale om alt, og vi kan endda sidde her og tale om svære ting, selvom vi lige har mødt hinanden, men hvem siger, at det fortsætter på den måde? Jeg tror på, at vi glemmer meget hurtigt, og en modbevægelse kan hurtigt udviske det, der er sket siden vores forældres og bedsteforældres generation.«

Forfatteren oplever i øjeblikket en reaktion mod arbejdet med sig selv.
»Lige nu er der en tendens til, at man simpelthen ikke orker mere terapi, wellness og selvhjælpslitteratur. Væk med det. Og det kan da godt være, at man oplevede en seksuel frigørelse for ikke så forfærdeligt mange år siden, men lige nu ser jeg en udvikling i retning af det mere private. Der er en bornerthed på spil, og folk vil ikke nødvendigvis konfronteres med andre menneskers frie forhold til dit og dat.«

Men mange af os krænger vores hjerte ud – ikke mindst via sociale medier som Facebook.

»Ja, mens nogen reagerer kraftigt mod terapi, har andre taget terapien til next level,« siger Iben Mondrup.
»Man ser ikke så mange kattevideoer og billeder af aftensmad på Facebook længere – i dag fortæller folk åbent om stresssygemeldinger, skilsmisser og psykologforløb i åbne opslag: ”Så sagde min psykolog sådan og sådan, og jeg svarede ham sådan her.” Jeg oplever en bekendelsestrang. Folk bruger i stigende grad sociale medier som skriftestole, og indholdet kan være meget eksplicit. Det kan være ret chokerende læsning, og jeg tillader mig at forholde mig kritisk til den slags. Jeg forestiller mig, at en følelse af ensomhed kan forværres, at den afledte kommunikation af et opslag på eksempelvis Facebook ofte kun foregår på Facebook og ikke ude i den virkelige verden. Der har tidligere lydt kritik af, at folk fremstille sit liv alt for positivt på sociale medier, men nu er mange havnet i den anden grøft. Det er et ret nyt fænomen. Gad vide om den slags virker? Jeg tvivler, men det får vi nok først svaret på om 20 år, når vi kan se resultaterne af det.«

Tingene forandrer sig meget hurtigt, tilføjer Iben Mondrup.

»Lad os bare blive ved de sociale medier, som har været på fremmarch gennem efterhånden mange år. Dér oplever vi også en modreaktion i øjeblikket. Min 18-årige datter er stået af Facebook, Snapchat, Instagram, det hele. Hun har ikke engang en smartphone længere. Det er da et manifest.«

Om lidt er det slut

Sociale medier kan Iben Mondrup tale om længe.
»Vi har ikke se konsekvenserne af det endnu, sorry,« udbryder forfatteren.
»Sociale medier begrænser tankevirksomheden og ødelægger evnen til at kapere noget, som varer i mere end fem minutter.«
?
Øjenvidneberetninger fra eksempelvis koncentrationslejre under Anden Verdenskrig bør til gengæld være pensum i skolen, mener hun.

»Tro mig, alt kan blive glemt. Også Anden Verdenskrig. Lige om lidt, så er de sidste øjenvidner væk, og hvad sker der så? Med dem dør en del af vores historie, og det skræmmer mig helt vildt. Ja, vi kan stadig læse bøger om faktuelle begivenheder, men hvad med de menneskelige fortællinger om kollektivforførelse og trang til at lægge låg på alt det svære.«

Vi gør det heller ikke nemmere for os slev ved at digitalisere alting, tilføjer forfatteren.
»Vi føler os overbeviste om, at digitaliseringen er lykken, men jeg tror, at vi vil erfare, at det er et langt sværere – ja, et nærmest uoverkommeligt – arbejde at grave informationer frem i gigantiske databaser, end det er at finde en bog på en reol. Det er katastrofalt, at man kasserer bøger i digitaliseringens navn. Jeg frygter, at det kan svække vores erindring.«

Foto: Stine Rasmussen

 
 
https://ibenmondrup.dk/files/gimgs/th-396_IMG_3387.jpg