Min farfar var en ualmindelig sammensat person, havde vel haft syv års skolegang, fire ugers uddannelse som politimand og dertil en fortid som leder af modstandsbevægelsen i Vendsyssel. Men han ville egentlig bare gerne have været skolelærer. I eftersøgningen af materiale til mit manuskript om drengene fra Frederikshavn fik jeg min far til at sende mig mine farfars arkiver. De var endt i Grønland efter mine bedsteforældres død. Foruden en masse vild korrespondance fra besættelsestiden skrevet i hemmelige koder og vendinger, lå der også en stak aviser. Denne kriminalassistent skrev. I datidens ret komiske stil der altid giver mig fornemmelsen af at være med i en folkekomedie. Men hold op, hvor kunne han skrive altså, syv års skolegang, ingen pisa-test, og så alligevel sådan et sprog. Det skal lige siges at jeg har barberet fortællingen ned til det halve. Den strækker sig over en hel side og udvikler sig i temmelig fækal retning.

VICTORIA

Kaj Mortensen, Frederikshavns Avis, 31. december 1954

Denne historie udspilles i Brønderslev i min barndom, og den handler om ”Victoria”, min barndoms fodboldklub, som blev stiftet den dag, da min mor havde vundet en rigtig fodbold i tombolaen ved pinsefesten i Plantagen. Vi – min brødre og jeg – havde nok før den tid dyrket det ædle fodboldspil.

Sammen med de andre drenge fra Gravensgade spillede vi på Tømmerpladsen, den nuværende Rådhusplads, men vi havde hidtil kun haft en lille gummibold at sparke til. Den havde kostet 35 øre hos træhandler Martinus, og pengene til den var sæsonoverskuddet fra ”Cirkus Hagenix”, som vi havde etableret i smøgen mellem vores vaskehus og naboens snedkerværksted. Nu blev vi brødre pludselig ejere af en ægte randsyet svinelæderfodbold, en genstand, som dengang kun kunne erhverves af store, pengestærke foreninger.

Men inden vi lægger ud med den nye bold, må jeg lige fortælle lidt om mine brødre:

Af brødre har jeg haft mange og gode. Syv har vi været i tallet – plus en søster, én eneste søster. Gud være lovet. Nu skal det naturligvis ikke forstås således, at jeg ikke holder af min søster. Tværtimod, selv om jeg havde haft tyve søstre, kunne ingen være mig kærere end hende. Kan jeg sige det bedre, jeg der i samfulde fire år under de sværeste lidelser har sovet hos hende i den såkaldte ”lille seng” og tålmodigt har fundet mig i, at hun hver aften viklede dynen tre gange rundt om sit luksuslegeme, medens jeg dækkede mig nødtørftigt under en flig. Søster Anne glider imidlertid ud af denne beretning, idet hun aldrig har haft andet med fodbold at gøre, end at hun senere blev gift med en fodboldtosset mand, en af dem, der aldrig selv har rørt ved en fodbold.

Mine ældre brødre, Rasmus, Charles, Harald og Ejner skal jeg heller ikke komme nærmere ind på, da de allerede var voksne og fra hånden. Ejner var den sidste, der havde måttet forlade barndommens paradis og klappe døren i efter sig, idet han, kort før Victoria indstiftedes, med en pæn realeksamen, ditto jakkesæt og tungt hjerte var blevet elev i Brønderslev bank, byens førende, som han sagde, vel vidende, at det var den eneste. At en bankelev allerede dengang betragtedes som noget meget fint og ophøjet, fremgår af, at vi mindre brødre overvejede, om vi burde sige De til Ejner. Da vi forebragte ham spørgsmålet, trak han lidt på det, men kom efter moden overvejelse til det resultat, at det vist ikke var strengt nødvendigt. Vi havde jo dog også alle tre, efterhånden som vi voksede til, sovet sammen med ham i slagbænken, hvor han for øvrigt udfoldede samme rædselsregimente som Anna i ”den lille seng”, om muligt endnu værre.

Tilbage var så de tre små: Aage, den ældste, Tage, den yngste, og mig i midten.

Aage var en udpræget diktator og tyran, der støttede sin magt på det faktum, at vores far var politi. Ved sine lumske, voldelige overfald på de af gadens drenge, der var væsentligt mindre end ham selv, havde han forskaffet sig tilnavnet ”Gravensgades Gangster”. Der var stof i ham til en rigtig bølle, en af dem, der er så moderne nu til dags. Jeg skylder her at fortælle, at han senere forlod denne branche og gik over i barberfaget. Han er nu en ganske ufarlig barbermester i Dronninglund, og ingen behøver at nære den ringeste frygt for ham.

Tage var i modsætning til Aage, lille, stille og blid. Han var afgrundsdyb i sine følelser og havde af den grund forfærdende let til tårer. Det eneste, der kunne bringe ham ud af fatning, var når vi kaldte ham ”den lille”. Så fulgte en eksplosion i sammenligning med hvilken, atomvåben er for en kineser at regner. Senere i livet viste han, at han var større end nogen af vi andre. Men det er en anden historie.

Om mig selv kan jeg sige, at jeg ikke var den store og ikke den lille, men ham i midten med de deraf følgende diplomatiske forviklinger.

Det blev altså vi tre små, der kom til at overtage bolden, og aldrig har vi vel været så langt oppe i himlen, som da vi dagen efter den lykkelige gevinst lagde ud med den nye bold. Til at begynde med spillede vi tre brødre naturligvis alene. Aage var centerforward. Han var en absolut dygtig fodboldspiller, hvis stil nærmest mindede om Anker Hedegaard. Tage stod i målet, hvor han fyldte foruroligende lidt.

Han havde så tit set voksne målmænd kaste sig efter bolden. Også Tage kastede sig, om end det var for at undgå Aages jernhårde skud. Jeg indtog pladsen som back og forsøgte at efterligne mit store ideal på denne plads, ”Danmarks Konrad”. Jeg gjorde mig så hjulbenet, jeg kunne, og stoppede en stor tot græs op i den ene side af munden for at efterligne Konrads skrå.

I en kreds bag målet stod kammeraterne fra Gravensgade med den lille gummibold, som havde forskaffet os så mange lykkelige timer på Tømmerpladsen. Hvor så den dog fattig og slatten ud nu. Og drengene! De stod med kæber drivende af misundelse. Enhver anmodning om at få lov til at spille med blev brutalt afslået af Aage. Tage syntes, det var synd og smågræd i målet. Men da publikum nu begyndte at rose og smigre Aage på det skammeligste, blev han overvældet af storsind og inviterede hele banden til at spille med, med undtagelse – naturligvis – af dem, der ikke var fra Gravensgade. Og det gik hurtigt op for Aage, at hans glæde blev større, når den blev delt med andre, hvilket var grunden til, at han, da spillet var forbi, med øjeblikkelig varsel indkaldte til generalforsamling hjemme i vaskehuset. Nu skulle der dannes en fodboldklub.

Tilstrømningen var overvældende, men kun drenge fra Gravensgade kunne få adgang – Aage præsiderede på gruekedlen, højt hævet over folket. Og for at nævne spidserne på de fremmødte, så var der Bitte-Jens og Bitte-Aage, Kontrollen Kaj, Idas Harry, Jens og Magnus, Madsens Johannes og Kresten, Vognmandens Ville og Bitte, Niels Wacher, Pigens Ejner og Bitte-Verner m.fl.

Som man ser, havde mange af drengene Bitte som tilnavn. – En stor del af dem er dog senere blevet nogle lange rør, og enkelte er blevet store mænd. Længst er vel foreløbig Pigens Ejner nået. Han gik nemlig senere ind i storpolitik og blev sognerådsmedlem. Men han har også alle dage været en væmmelig knægt. I øvrigt var han min bedste ven og kammerat.

Bitte-Verner er ikke blevet ret meget større siden, men det har ikke hindret ham i at gøre karriere på fodboldbanen, og han har sat mange frederikshavnske målmænd grå hår i hovedet og mange bolde i deres net. Med tiden dalede naturligvis hans stjerne, og han sank ned til at blive en ganske almindelig – men hæderlig Købmand i Brønderslev.

Niels Wacher var den eneste uden for Gravensgade, som fik lov at være med. Vi kunne ikke undvære ham, for han var Tages allerbedste ven, dertil en fortræffelig halfback og en rolig og saglig slagsbroder, især hvis det drejede sig om at forsvare lille Tages rent personlige interesser.

Da Aage besteg gruekedlen, blev der ro i salen.

”Generalforsamlingen er åbnet,” erklærede han, ”vi går straks over til valgene”, hvorpå han valgte sig selv til 1. formand, mig til 2. formand og Tage til 3. formand. Harry gjorde vrøvl, men Aage lukkede munden på ham ved at gøre ham til suppleant. Ingen vidste ganske vist, hvad det var, men alle anede, at det var noget fint, da Harry omgående forlod lokalet og pilede hjem til sin mor for at fortælle hende, at han var blevet en stor mand.

Herefter skulle der vælges et navn til foreningen. Der indkom mange ejendommelige forslag, såsom: ”B 1903”, ”Danske Drenges Frihedsværn”, ”Ned med nakken”, ”Jyden han er stærk og sej” osv., men det endte med, at Åge bestemte, at klubben skulle hedde ”Victoria”, og således blev det. Kontingentet blev sat til fem øre om måneden, og der valgtes en kasserer.

Mødet hævet.

Og så begyndte træningen og kampene. Ih, hvor vi sled i det. Arvefjenden var ”Chang”, en tilsvarende drengeklub, der havde det fortrin frem for ”Victoria”, at den rekrutterede fra hele byen, og ikke kun fra en enkelt børnerig gade. ”Chang” kunne vi ikke rigtig klare, hvad man forstår, når man betænker, at den disponerede over sådanne berømtheder som den senere så elegante landsholdsspiller Sven Sanvig, broderen Kaj, der allerede dengang var en kæmpeknokkel, samt Hans Henriksen og ”Danmarks Konrad”s Ejner m.fl., alle velkendte af nu pensionerede F.F.I-spillere.

En anden fjende var drengene i ”D.U.I.” Dem bankede vi, for ordet ”idræt” i denne forenings navn var – dengang som nu – kun camouflage for politisk opdragelsesanstalt, noget i retning af det, som tyskerne senere havde i deres ”Hitlerjugend”.

Den svageste af vores modstandere var FDF, men de havde det jo også ligesom ”D.U.I.”, blot med den forskel, at de havde Vor Herre som fører, hvor ”D.U.I.” kun kunne stille med Stauning. Vi havde ærligt talt det indtryk, at Vor Herre ikke havde ret meget med fodbold at gøre. Men på daværende tidspunkt var fodboldpræsten, Gaarn Larsen, jo også kun en lille dreng, der gik og vogtede får på Læsø.

Men vi kæmpede også udenbys. Jerslev, Serritslev, Emb, Vraa, Sterup, Tolstrup og Klæstrup, Karlehold blev nedkæmpet med hård fod. Selv til Hjørring nåede vi, men der fik vi klø, for ”H.I.” havde lumskeligt stillet deres mesterrækkehold op imod os. Vi tabte med 0-1, hvilket fortæller lidt om Hjørring Fodbolds høje stade dengang.

 
 
https://ibenmondrup.dk/files/gimgs/th-385_IMG_2682.jpg