Jeg deltog i Jakob Hansens Litteraturfestival som fandt sted under Bornholms Kulturuge 14-16. september 2015. I forbindelse med festivalen blev der udgivet et katalog med seks bornholmertekster af Peter Laugesen, Mette Moestrup, Lars Skinnebach, Pia Juul, Harald Voetmann og undertegnede.

Ø

Iben Mondrup

Jeg ankommer til øen lidt senere end forventet. Igen er det lykkedes mig at blive så forsinket med toget, at min færge er sejlet uden mig. Nogle gange vil jeg ikke ud af stedet, jeg lægger forhindringer i vejen for mig selv, forskellige foranstaltninger, som ikke kan tilskrives en andens sjusk og smøl, noget jeg kan blive gnaven over, jeg er rasende på mig selv i dag. I forbindelse med rejsen til øen er der grund til at forstå forsinkelsen på den måde; jeg har tabt noget på stedet, det er raslet af mig: løsrevne ord og uduelige vendinger ligger og flyder i krogene. Det, der er tilbage indeni: tilfældige sentenser, blege og tynde som vand.

I længere tid har jeg vidst, at jeg ville væk, jeg vil gerne ud af det tavse sted, som jeg klæber til, som har sat sig i mine ben og i mine sko. Jeg har været nødt til at tænke på rejsen som en nødvendighed, men også som noget, der var sundt og godt; øen er et sanatorium, har jeg tænkt, for fulde og syge forfattere, tragiske rekonvalescenter, der tusser rundt i klipperne, snart grå, snart rødøjede, på vej et andet sted hen.

Alle de gode tanker til trods køber jeg billetten i sidste øjeblik, togene er forsinket, jeg løber op til banegården i mine dyndsko, allerede ked af det, allerede overvældende fuld af savn. Ekkoet slæber efter mig, inden også det falder fra og glider ned i en rist. I længere tid har jeg været besat af tavshed; jeg kan ikke. Når jeg springer ud ad døren, haster bort, løber jeg alt hvad jeg kan, og når jeg er kommet langt væk, bag et hjørne eller gemt bag en mur, måske på et helt andet kontinent eller på en ø, og tror, at jeg er undsluppet, så sidder tavsheden som en fedtet hinde under huden, jeg ikke kan vaske af mig. Ikke et ord har jeg tilbage, ikke et ord kommer der fra mig, hjemsøgt og forbandet og helt uden kant.

Det hagler. Fastlandet hoster og harker og holder fast i skroget, én fortøjning bliver kastet, så en anden, og færgen bliver spyttet ud af uvejret, ud over vandet. Med ryggen til mit bestemmelsessted ser jeg bagud på kølvandet; selvfølgelig vil jeg gerne tilbage, jeg vil ligge og have feber derhjemme bag de tunge grå gardiner, som nu sænker sig, først lukker de sig om det gamle land, så æder de horisontlinjen, og jeg synker ned i sædet. Jeg prøver at græde lidt, aldrig har jeg været mere formløs, men så sker det: Solen skærer en flænge i himmelen, og ud sprøjter de skarpe stråler, havet bliver blinkende hvidt; da jeg vender mig om, ser jeg øen af klipper, den ligger fuldkommen og afgrænset af vand, en slags varsel, tænker jeg idiotisk og snøfter, om skrift, renselse og autonomi.

*

Huset på øen er af sten, døren binder ikke, her er lyst og frem for alt rent med store åbne rum uden den mindste beklumrende modstand. Straks jeg åbner døren, føler jeg mig som en ø, der vil ligge og glimte i husets ocean. Her er blanke overflader, ikke et støvfnug, skabene er lukket og uden håndtag; det meste af dét, jeg har med, bliver i tasken, som står i entréen, men vinen tager jeg frem. Selv da jeg senere ligger i sengen, tænker jeg, at det er en god aften, selv da jeg, lige inden jeg sover, ser hvordan noget blafrer rundt i døråbningen helt oppe under loftet, er det en god aften; det er bare en hjemløs hånd, jeg ved ikke, hvem den tilhører, måske et fjernt spøgelse, jeg er for hel lige nu, i en slags tålelig stilhed.

Om morgenen er jeg stadig hel, det er let at svinge benene ud over sengekanten. En kvadratisk fordelingsgang med fem døre og en trappe ned til kælderen gør huset overskueligt; det er ikke noget hjem det her, det er et hus med alle bekvemmeligheder; det er let at finde køkkenet og kaffemaskinen, køleskabet, jeg kan nå det hele, jeg skal ikke lede. På det store spisebord, som står midt i stuen, ligger min notesbog lukket. Lyset, der står skråt ind gennem vinduet, får omslaget til at gløde fløjl og vin, kom endelig ind, og tag bare pennen med, beruset som den er af sig selv. Jeg røres af bogens skønhed, den har sådan nogle gode proportioner. Papiret er tykt og lidt gulligt, selv når jeg kratter i et ark med en spids, går der ikke hul. Alt dét ved jeg om bogen, jeg ved noget om at skrive i bogen; så længe den ligger dér og stråler, er skønheden intakt.

Efter et lille morgenmåltid finder jeg tasken for at gå en tur. Jeg skal ud til klipperne og vandet, det er en stærk trang, jeg skal se, at der er vand hele vejen omkring mig, jeg er fortrøstningsfuld, jeg tror også, at jeg nynner, da jeg låser døren bag mig. For øjnene har jeg mine nye briller; jeg kan se langt, over mig en åben himmel, ingen skyer, det er forår, og luften er kold, husene langs vejen, de nøgne træer, græsset, som stadig er tørt og gult efter vinteren, så skarpt alting er, tegnet med en hård og kontant hånd, og jeg strammer bæltet om livet, tasken vejer ikke meget, jeg går.

Knap er jeg kommet ud af den lille by, før jeg får øje på en kat langt forude, hvid er den, med en sort maske, en lille kat; den sejler så underligt af sted. Jeg vægrer mig ved at gå videre og forbander mine briller, der gør, at jeg kan se alting: Hvad gør den kat derhenne? Den trækker sit ene ben, en slags dødvægt hen over asfalten. Pludselig bliver jeg så stor indeni, blodet suser til hovedet, det trykker i mit bryst; et sammenstød af pels og knogler mod en køler, luften der bliver trykket ud af kroppen, den hvirvlende fart gennem luften, kroppen vredet i helt nye og skæve stillinger, og så det tunge fald mod jorden, en endt rejse. Nu ligger jeg dér og kigger tavs ud over marken og den knoldede jord, lidt længere borte de endnu tågede bakker, hist og her træernes opadvendte ris og endnu længere ude, jo, helt derude er havet, hvis man ser godt efter, en lovende blå strimmel, lidt mørkere end himmelen, helt derude skubber havet på kysten, skubber havet klipperne sammen til en ø og et hus. Hvor lang afstand, tænker jeg, skal jeg lægge til noget, før det noget ikke længere sidder som en dump tyngde i brystet, men kan slippe ud?

Da jeg rejser mig, er katten væk. Jeg kigger efter den, ingen totter af pels, ingen blodspor, og jeg sætter det ene ben foran det andet, jeg går igen, fortumlet og konfus. Nogle sener i læggen er forstrakt, en muskel dunker ømt, jeg trækker min fod over asfalten, hele vejen tilbage til huset, hvor jeg kan sætte mig med min bog.

*

Jeg har skrevet hele formiddagen, bare løse tanker, ikke noget særligt, siger jeg til mig selv, dét der lige trænger ind, trænger ud. Det handler mest om rejsen herover, en rejse, som i virkeligheden tager tre timer, men som jeg har fået strakt ud over det meste af en dag. For længst har jeg opgivet det med linjer; jeg kan ikke holde mig inden for stregen. Jeg har gjort afgangen svær, træg, jeg har skrevet mine sko om til sten, jeg snubler i ophobninger og ting, jeg har mistet og kastet fra mig. Mens jeg skriver, er jeg ikke langt fra at tænke på mig selv som et hus udsat for indbrud; nogen har talt ind gennem min brevsprække og sendt mig kuverter med farligt indhold, horder af andre instanser har angrebet min klokke, de har revet i min dør. Der er fremmede sprog på færde, jeg forstår ikke, hvad de siger, og svar har jeg ingen af.

Sandt at sige, er det ikke rejsen, som har ædt mine timer; da jeg skriver mig frem til ankomsten til huset, glider teksten over i mørke, den begynder at krølle og gøre modstand; hele tiden vil jeg tilbage til udgangspunktet, til det sted, som jeg er taget væk fra. Hvorfor kan jeg ikke blive her? spørger jeg, og jeg kredser, kredser, helt oppe fra hundred meters højde ser jeg ned på katten på marken. Den forsvandt ikke, den trak ud midt på marken, hvor den faldt omkuld og nu ligger og piber.

Irriteret tager jeg frakken på for at gå i skuret. Jeg ved, at der hænger en skovl derude og går ud for at hente den. Med skovlen over skulderen begiver jeg mig på vej i retning af ulykkesstedet. Det har regnet i løbet af natten, jorden er fugtig og nopret, flere gange synker jeg i til ankelen, og ingen steder kan jeg se katten. Til sidst når jeg helt op til skoven, en mur af søjler foran mig, jeg er ved at give op. Et træ er væltet og har lavet et stort sår i jorden. De nederste rødder har stadig fat i mulden, resten står ud til siderne i en mørk sol. Nede i hullet sidder en hare.

Det er en gammel hare, brun som mulden, hovedet er kantet, ørerne ligger ned ad ryggen. Der er noget forkert over de grove bagben og slidte poter, de ligger akavet under dyret, kroppen sitrer kraftigt, og jeg sætter mig på hug ved siden af den. Hvorfor ligger du der? spørger jeg og ser mig forvirret omkring ved lyden af min egen stemme. I hånden kan jeg allerede mærke dyrets hals; den er tyndere, end jeg ville have forventet, halshvirvlerne træder tydeligt frem under den løse pels, oppe under ørerne skal jeg tage fat, så jeg kan presse hovedet mod jorden, inden jeg sætter ind med stenen i panden; jeg er nødt til at tage livet af den, lige nu er det livsnødvendigt; selv om det er et svagt bytte, er det sprog. Idet et gys risler gennem mig, springer haren op og laver tre hop ud på marken. Imidlertid stopper den blot et par meter væk og trykker sig på ny mod jorden. Jeg følger efter, mens jeg taler til den, jeg ville jo bare hjælpe dig, siger jeg, du er syg, du er besat, tal til mig. Efter et par minutter bliver dens åndedræt roligere, kroppen falder til ro igen, næsetippen vipper ikke så heftigt, jeg har øje på en passende sten, en som har lidt kant, og så med ét rejser haren sig knurrende og springer forbi mig over hullet og ind i skoven, hvor den forsvinder.

*

Hele næste dag ligger jeg i sengen i huset på øen. Jeg drikker af vinen, glødende løber væsken ind mellem mine læber, beruset som jeg er af stilhed. Øen er en fæstning i havet, ikke som andre øer, der gyldne og bløde mister en næse og lader en pukkel vokse ud på ryggen. Bløde øer lader sig ommøblere af havet i stormen, her ligger jeg trygt i huset på klipperne, efter at det har stormet, vel vidende at dønningerne stadig slår arrigt mod stenene, slår ind i slugterne, skuffede og ondsindede har de tabt igen.

Huset er lavet af mursten, et lille firkantet fort med kvadratiske vinduer ud til haven. Ikke alle huse er solide som dette, nogle ligger på klipperne og blæser omkuld i vinden, hele vægge rives af og blafrer som papirark ud over havet, væk er ordene, linjerne, ja hele bogreoler fyldt med bøger, tilbage står fundamentet, vokset fast som rurer på en sten. Jeg er i sikkerhed her. Fra sengen, der er høj, kan jeg se ud på den bløde plæne. Græsset har lagt sig for vinden som en villig hund, huset ikke engang mumlede, da det var værst, ikke et suk.

Men da jeg står op og går ud på trappen, kan jeg se alle sporene i græsset. Fra forskellige vinkler har de angrebet huset i lange linjer over plænen. Nu ligger dyrene bedøvede og sløve helt inde ved muren i en smal stribe jord, mus, harer, pindsvin, en hjort.

*

Engang, mens jeg var ung, jeg har vel været omkring atten år, gik jeg langs en elv langt ind i landet. Visse steder bredte elven sig ud og flød adstadigt som et tykt kviksølvbælte mellem de rundede klipper, andre steder var den trængt sammen af stejle vægge og blev til en brusende ilter strøm. Der var noget bedøvende ved denne vekslen; landet skiftevis løsnede og strammede sit greb om elvens hals og elvens stemme, fra den næsten lydløse hvisken, som veg for fluernes summen, og til fossens tordnende tale. Med et par kilometers mellemrum blev elven til større bassiner; jeg var drægtig og blev suget opstrøms sammen med laksen, op for at gyde.

Sejlturen ind i fjorden havde været forfærdelig og fuld af snak, der blev kastet rundt på det trange dæk, og som indimellem fløj til vejrs eller røg over bord i vandet. Sagde én noget, svarede en anden rapt, en tredje bidrog fornøjeligt, alt gik så hurtigt, og intet var nogensinde tungere, end at selskabet pludselig kunne vende ansigtet opløst mod himmelen og le. Jeg var fortabt mellem mennesker, det var, hvad jeg følte dengang, jeg var atten år og kunne ikke formulere mig. Ved elvmundingen forlod jeg de andre for at gå for mig selv.

Det første lange stræk holdt jeg mig til strømmen, på den måde kan man altid finde tilbage. Men ved det andet bassin bøjede jeg af og fortsatte ind i landet over en fjeldtop. Hvor længe jeg gik, husker jeg ikke. Men jo dybere jeg bevægede mig ind i landet, des mere stille blev der; stemmerne forsvandt, latteren døde ud, selv elvens tone hørte op. Til sidst var der kun lyden af min egen tavshed og blodets pumpen i mine ører.

Jeg kom til mig selv i en lavning i et tuet område mellem mørke fjelde. Jeg kom til at se til siden og fik øje på mit hår, det lå ud over skulderen, det bevægede sig let i vinden, gyldent og tørt, ligesom græsset, jeg kunne pludselig ikke forstå, at det var mit. Jeg så på mine hænder, også de var fremmede, trøjen og bukserne jeg havde på, hvor kom de fra? Da jeg nåede til skoene, var jeg gået i opløsning, jeg fandtes ikke mere, der var ingen tanker, bare denne blodets brusen sammen med nogle tilfældige beklædningsgenstande, en krop og et par hænder, og fødderne, som jeg ville snøre ud af støvlerne.

Så opdagede jeg reden. Den skjulte sig i græsset mellem tuerne, brun og spættet, næsten usynlig; havde jeg taget et skridt mere, ville min vægt have knust den. Hvad forrådte den? En ællings blanke øje? Min døvstumhed som gjorde, at jeg stirrede nedad på mine fødder? Ællingen i reden trykkede sig mellem stråene. Pludselig kendte jeg mine arme igen, og hænderne, mine hænder; jeg tog fuglen op og lagde den mod brystet; jeg var lettet, noget ved dette møde var vigtigt; jeg var for ung til at vide hvad.

*

Da jeg går ad kyststien, ser jeg ned i en slugt. På det tidspunkt står solen højt, havet, som flimrer mellem stammerne, er kælent, allerlængst ude de forrevne skyer som et ulykkesvarsel. Her kastede nogen sig ned, tænker jeg, og slog sig på stenene; de var utydelige og potentielle, de var bassiner af mulige udsagn og alle mulige udsagns fortolkning. Faldet i sig selv har ingen lyd, kun stemmen der kastes vilkårligt mellem klipperne.

Et sug, en kildren i maven mens jeg ser på fladerne dernede, nøgterne brune, grønne og grå, en krop kunne have ligget forvredet, sådan som noget vrides, når det efter længere tids roterende fald endelig lander på en tavle, skulderen først, hovedet, venstre arm og lår, og så hånden med pennen.

Der er ingen spor efter nogen, jeg er helt nede at kigge, end ikke et lille bitte punktum; bortvisket, som kroppen er, af havets grådige tunger; de vandt alligevel noget, det er ikke mig.

*

I skoven på øen ser jeg klovspor, de næsten symmetriske negle i det mørke dynd; som dyret dog har trippet rundt i dyndet, et stort dyr, måske drægtigt, hvor var det på vej hen? På visse strækninger passerer rådyrene sammen med harerne over vejbanen, ved højlys dag og om natten, ét eller flere dyr, springende som pile i halvmånebuer.

Om natten tager jeg bilen og kører op til skoven igen. Idet jeg drejer ind på en skovvej, sagtner jeg farten og sætter det lange lys på. Pludselig springer en skygge ud foran mig; jeg når lige at se lyset fanget i et gult øje, så hører jeg den dumpe lyd af bagkroppen mod bilens køler. Roligt kører jeg ind til siden og stiger ud af bilen. Inde mellem træerne lyden af knækkende kviste og klove i fugtige blade. Så stilhed. Min ånde står som tåge ud af min mund, foran mig de spredte sølvstammer, ellers bare mørke. Bør jeg slukke motoren på bilen, bør jeg sætte mig tilbage til rattet og køre væk?

Jeg slukker motoren og finder stavlygten i handskerummet. Forsigtigt bevæger jeg mig væk fra vejen og ind mellem træerne. Det fjedrende underlag knager og brager, lyden kastes rundt mellem træerne og giver genlyd op mellem stammerne; lyskeglen fra lygten trækker mig fremad gennem krat og lavthængende grene, jeg passerer et vandløb og når til en skrænt, som jeg må forcere kravlende med lygten mellem tænderne. Med et fast tag i rødder og klippefremspring kravler jeg opad; jeg aner ikke hvor langt der er op, og om jeg skal måle i meter eller timer. Knæene skraber mod stenene, jeg river mos af i store totter. Langt om længe er jeg der. Jeg klapper med hånden foran mig, men det er ikke nødvendigt at føle mig frem. Jeg kan slukke lygten, månen oplyser lynglandet. Det sidste stykke haler jeg mig op i armene til jeg kan rejse mig op over skoven.

Og derhenne er dyret; det er et lille dyr, en kalv, som ligger i en rede mellem tre store sten. Ubevægeligt er det, næsten som om det sover, men øjnene, nu ser dyret på mig brunt og forvildet; dyret ved, at mørket er ved at slutte sig om det, at jeg om lidt vil trække snøren sammen omkring det; det ligger allerede på bunden af en tæt, tæt sæk. Nu finder jeg foldekniven i lommen. Nu sætter jeg bladet for struben. Et hurtigt snit, og blodet flyder ud i lyngen, det rallende luftrør taler i dirrende bobler af blod.

Læs Jon Albjerg Ravnholts omtale af katalog og festival på Litteratursiden her

 
 
http://ibenmondrup.dk/files/gimgs/th-302_jh-antologi-15-forside.jpg