Jeg bidrog i juni 2015 med en tekst til det 'litterære email-projekt' Hvermandag.dk redigeret af Peter Adolfsen, Kamilla Löfström og Boris Boll Johansen

Aflukket

IBEN MONDRUP

Mine øjne pisker rundt i det lille aflukke, op og ned og frem og tilbage, de forsøger at kortlægge hele interiøret med det samme, blikket vil vide alt om det aflukke, det vil vide, hvad der er at se på forhånd; så falder det til ro på sengen.

På sin vis er det rigtigt, at Jens ligger og stirrer. Hans hoved er gledet til side på puden, og øjnene, de er endelig åbne. På afstand virker ansigtet et øjeblik helt livagtigt, men selvfølgelig er det ikke det; da jeg kommer tættere på, ser jeg, at en hvid hinde er trukket for øjenæblet, de bittesmå øjenvipper er fedtede, de rammer øjnene ind som små eksplosioner.

Jeg nærmer mig endnu mere, nu er jeg meget tæt på. Huden har forandret sig; før var den mat og bleg, nu er den gullig som voks. Også huden er dækket af en hinde, den smule fedtstof, der har siddet i kødet, er på vej ud gennem porerne. Jeg lægger en finger mod ansigtet, men så snart fingerblommerne registrerer berøringen, stråler kulden gennem hånden og op gennem armen, den forplanter sig i mig og tvinger mig til at sætte mig ned; hovedet mellem benene, jeg slår mig selv på kinderne. Med blodet dunkende i tindingerne trækker jeg lagenet af ham. Kroppen, som ligger indenunder, og som jeg længe kun har set tildækket, er lillebitte. En pludselig spasme må have fået ham til at trække sig sammen; med det ene ben hvilende over det andet er han skruet ind i en slags fosterstilling; et gespenst uden kød, med alt for store underbukser på, og en undertrøje, der er blevet trukket ud af form undervejs ind i døden. Den side af kroppen, som vender nedad, er blå, som har nogen dyppet ham i blæk på undersiden og lagt ham på plads sådan, tøjet er komisk, på fødderne et par uldsokker, om halsen en ulden klud. Det vender sig i maven på mig, er det latterens rumlen? Nej, det er kvalmen. En skarp lugt af våde bleer stiger op fra sengen, den spiler mine næsebor ud og pumper sig vej ind i mine slimhinder, som den straks koloniserer. For sent lukker jeg for næsen og trækker i stedet vejret med åben mund; lugten har allerede sat sig i svælget, under ganen og omkring drøblen.

Jeg lader lagenet falde på gulvet og kaster mig over vinduet, som jeg banker op så hårdt, at det slår ind i muren. Oppe ved brynet står Knut, han er lige så hvid i ansigtet, som den trøje han har på, nu løfter han armen og vinker til mig med en hvid hånd, som om han har tænkt sig at forsvinde ind mellem træerne.

”Kom tilbage, Knut,” råber jeg. ”Du må ikke gå.”
”Jeg skal bare lige have lidt luft,” siger han. ”Jeg har brug for lige at tænke lidt.”

Iben Mondrup, født 1969, billedkunstner og forfatter. Debuterede med Ved slusen i 2009. Seneste udgivelse er romanen Godhavn (2014).

 
 
http://ibenmondrup.dk/files/gimgs/th-303_1Uden-navn.jpg