Mondrup og Lassen opfører 'Små hvide sten' på Louisiana Literature 2015

Små hvide sten

Jeg husker ikke længere hvordan eller hvornår det begynder at skride, hvor vejen første gang deler sig, og vi vælger en sti som er blind eller som fører steder hen der er så uvejsomme at vi må krybe og kravle, vores gangart bliver så besværet at vi til sidst må kalde os krøblinge, sådan som vi skiftevis møver os, vrider og skruer os frem.

Det sker i en glidende bevægelse, vi driver ind på stien; den kan være lige så god som en anden, tror vi, vi har ikke tid til at tænke, og så forgrener den sig igen.

Så er den en margueritrute gennem smukke omgivelser, der er lunt i et hjørne af sofaen, nogen har tændt op i en brændeovn, men da vi blinker, er der dunkelt og ingen stedkending, vi ser os om efter et tegn på et træ eller en dørkarm, en farvet pil, noget der kan lede os videre, og så er der endnu en forgrening, ingen har lagt korn ud eller små hvide sten.

Foto@Klaus Holsting