Inuit Live! 2011 / Museet for Samtidkunst, Roskilde

Inuit Live! er ret beset ikke mit værk. Her var jeg i stedet kurator; det er mig der har kurateret programmet på Museet for Samtidskunst i april 2011. I den forbindelse blev jeg atter mindet om hvor svært det er at komme til henholdsvis at vise og se kunst fra Grønland i Danmark, uden at det er blevet tilpasset et særligt Grønlandsreservat. Da jeg blev opfordret til at sætte programmet sammen, var det da også som en del af en større festival, som gik under navnet Inuit Nu, i Roskilde Kommune.
I stedet for at afslå denne opfordring med henvisning til det, i mine øjne, problematiske med reservatfoholdet, valgte jeg at tage udfordringen op og i stedet præsentere kunstnere og projekter som på forskellig vis bryder med det stereotype billede vi så ofte ser af Grønland. I stedet for tromme- og maskedans ville jeg vise kunstperformance. I stedet for sangkor ville jeg vise drag show. Og i stedet for naturfilm ville jeg vise kunstvideo.

Baggrunden for festivaler og fejringer af Grønland er givetvis et ægte ønske om at komme i dialog med det grønlandske, at ville vise hvordan Grønland er for det danske publikum. Men netop det man kunne kalde kulturmødet, rummer faldgruber som arrangørerne sjældent er bevidste om, noget som jeg pointerede i min velkomsttale som åbnede programmet på Museet for Samtidskunst.

Overskriften på talen “Dialog og udveksling”, kunne lyde som titlen på en selvhjælpsbog for kriseramte nationer, kommuner eller ægteskaber. Det var det selvfølgelig ikke. Men jeg syntes det var på sin plads, når nu vi befandt os på et museum for samtidskunst, hvis fineste ærinde er at indgå i dialog, og fordi det live-program vi skulle se, indgik i et større program, hvor dialogen med inuitkulturen var emnet.

“Dialog og udveksling”

Jeg støder ganske tit på forestillinger om Grønland eller grønlændere som er klichefyldte eller i bedste fald noget forenklede. Samtidigt oplever jeg en generel hunger efter at få udvidet den opfattelse og at få klicheen 0pfyldt med et indhold. Jeg oplever ofte folk spørge mig hvor de skal lede – hvor de skal bevæge sig hen for at søge viden.

I det danske medielandskab dukker der jævnligt produktioner og arrangementer op der forsøger at tage livtag med Grønland, fx i avisartikler, Tv-programmer, dokumentarfilm og bøger. Journalister, filmfolk, fotografer og skribenter der er optaget af Grønland, vil gerne dele deres viden med den danske offentlighed, til et sultent publikum.

Desværre (må jeg sige) er det stadigvæk sjældent at disse velmenende initiativer løfter sig ud over klicheen. Der fokuseres næsten altid på de samme emner, nemlig det socialt set, hårdt prøvede, men smukke land og dets befolkning. På alkoholmisbrug, på trommedans og naturskilderier. Det efterlader naturligvis det videbegærlige publikum forvirret og frustreret over at opleve klicheen blive ophøjet til sandhed som det ofte sker når noget har været igennem medierne.

Grønland er rigtignok en overordentlig og uoverskuelig størrelse at gøre sig klog på, og specielt da fordi landet ligger så pokkers langt væk. Hvis ikke det var fordi vi har parallelle historier, ville langt færre mennesker interessere sig for hvad der foregik deroppe. Men netop vores parallelle historier gør at vi har et blik for hinanden – det er en del af vores pensum.

Megen af den viden vi har om Grønland, stammer fra etnografiske studier, og altså noget med (og her tillader jeg mig at ty til klicheen) at den hvide mand drog ud og filmede og skrev om de fascinerende vilde. Men hvis man vil vide noget om Grønland, ja så er det en god idé at opsøge Grønland og grønlænderne selv.

Desværre ser vi bare stadig alt for lidt af det der faktisk sker på den grønlandske hjemmebane. Enten fordi vi ikke kan se langt nok (afstanden til Grønland er ikke blevet kortere med tiden), eller også fordi vi ganske enkelt ikke bliver delagtiggjort i nogle af de markante ting der foregår der.

Jeg kunne nævne adskillige begivenheder hvor det ville være oplagt også at have grønlandske kunstnere repræsenteret. Ikke så meget fordi de er grønlandske, men fordi de virkelig har noget godt at byde på. Det være sig musikere, skuespillere, filmfolk, forfattere og billedkunstnere. Og jeg undrer mig over deres fravær.

Jeg skal ikke bevæge mig ud i teorier om hvorvidt der er tale om en udelukkelsesstrategi, men blot konstatere at der på en eller anden måde skal en særlig ramme til. Man kunne også sige at vi skal ind i en slags reservat før vi faktisk får mulighed for at høre og se kunstnere som dem der optrådte på Inuit Live.?Vi skal ind i en ramme hvor vi kan samtale med hinanden på tværs af noget, vi skal lære hinanden at kende, vi skal i dialog og lære at udveksle holdninger og erfaringer. Men ikke nok med det:
Dialogens forudsætning er netop oppositioner; her sættes vores forskellighed i scene – alt sammen med intentionen om at bygge bro.

Men dybest set er vi ikke så forskellige. Og når vi udtrykker os i kunstens sprog, bliver vores fællesskab så meget desto tydeligere. Er det en kliche? Nej slet ikke. Noget af det der er så fint ved kunsten er at den i sig selv er et dialogisk rum, og altså et sted vi kan mødes med de forudsætninger vi har hver især. Det gælder særligt for samtidskunsten der netop vil det bølgende, i billeder og lyd og i bevægelse, lige her og nu, LIVE!

For mig var det en særlig glæde at kunne præsentere publikum for performancekunst af den slags der på alle måder gør op med det flade billede, også selv om det foregik inden for rammerne af en kulturfestival. Julie Edel Hardenberg præsterede en skarp tale hvor hun tog udgangspunkt i det sprogprojekt som hun på forskellig vis har foldet ud i kunstens rum. Jessie Kleemann inddrog på smukkeste vis sit publikum i det skønne og det frastødende ved grønlandsk blandkultur, og Lu Berthelsen og Nuka Bisgaard tog publikum med et brag af et drag show på åbningsaftenen. Udover disse live-kunstnere blev der vist kunst-dokumentarfilm af Nanna Ánike Nikolajsen og Ivalo Frank, nogle fremvisninger der åbnede for spændende og berigende diskussioner mellem publikum og intruktør. Sidst men ikke mindst blev Otto Rosings og Torben Bechs film “Nuummioq” vist, et projekt som understøtter min pointe om at det er ualmindeligt svært at komme til at se grønlandske produktioner i det ‘helt almindelige’ danske kulturliv (filmen har endnu ikke været vist i danske biografer).

Som kurator er jeg stolt over at have haft mulighed for at vise disse markante kunstnere for publikum. Fordi det netop er kunstnere der ikke lader sig bestemme som enten-eller, men som i stedet dirrer i deres ubestemmelighed og gør kulturmødet overflødigt. Der er rent ud sagt tale om god kunst.

Foto © iben Mondrup

Jessie Kleemann

Nuka Bisgaard

Aqqalu Engell