Hvor du leder

Hvor du leder lavede jeg til lanceringen af tidsskriftet SUM på Statens Museum for Kunst i 2009. Jeg havde lånt en festdragt og sat håret op, og iført denne klassiske mundering talte jeg om det konsekvent at blive vurderet på sin etniske fremtoning. Som grønlænder. Nedenfor er teksten jeg fremførte.

Engang skulle jeg lære noget om dialog – om hvordan man har en rigtig dialog. Ikke sådan en, der er fuld af uautentiske spørgsmål, og hvor det måske kun er den ene part, der kommer til orde.
Det var et kursus.
Du skulle have været der.
Vi hørte en hel masse, og så skulle vi lave en øvelse – så vi kunne prøve det.
Vi tog bare et tilfældigt emne: Metroringen omkring København.
Dialogen kørte med det ene og det andet indlæg. Lige indtil kvinden ved siden af mig sagde, at hun ikke syntes, det var en god idé at lægge en metrostation på Gammel Strand, fordi, som hun sagde, det ville omdanne den fine gamle plads til et nyt Christianshavns Torv. Til et uskønt samlingssted for pølsevogne og grønlændere.
Nu tror du måske, at dialogen sluttede der. Men du tager fejl, det gjorde den ikke.
Der var ingen, der reagerede. Vi forstod og accepterede tilsyneladende det med grønlænderne på torvet som et vigtigt indlæg i dialogen.
---
Det er faktisk ikke så sjældent, at jeg hører folk sige noget, hvori der optræder en eller flere fulde grønlænder. Nærmest som om det var et fænomen. Ligesom kajakken og den store grønlandske natur.
De siger, at det er fordi, man ikke ved så meget om Grønland. At det er derfor, at den fulde grønlænder og kajakkerne får lov til at fylde så meget.
Og så spørger de: hvor skal man lede hvis man vil vide mere?
---
Jeg kender så mange, som vil noget med Grønland: journalister og filmfolk og forfattere, der af et godt hjerte vil gøre landet og kulturen levende for dig.
På en eller anden måde lander de altid i det tunge, det hæslige, det sultne, det grimme – på en baggrund af det smukke.
Jeg kan godt forstå du bliver forvirret. Over at opleve klicheen blive mere eller mindre ophøjet til sandhed.
---
Grønland er en ordentlig kolos at gøre sig klog på. Og så ligger det langt væk. Hvis ikke, det var fordi, vi havde historien til fælles, ville du sikkert ikke interessere sig for, hvad der foregik deroppe.
Vores fælles historie gør, at du har lært, at du skal forsøge.
---
Jeg tror, der er tale om en slags dårlig samvittighed. En slags kollektiv dårlig smag i munden der gør, at også jeg bliver ved med at
kredse – kredse
Dårlig fordi det ikke er rart at skulle se, at der i hundredvis af år faktisk var tale om et uværdigt forhold
imellem grønlændere og danskere.
Nogle vil endda mene, at det uværdige endnu ikke er erstattet af noget værdigt.
Det kan meget vel være – jeg kan konstatere, at det er galt.
---
Vi har lært om kolonierne igennem fortællinger. Historierne er strømmet fra Grønland til Danmark.
Det er nogle funklende flotte billeder. Deroppe er civilisations vugge.
Nu ved vi selvfølgelig, at fortidens skildringer skulle vise den europæiske overlegenhed over for den indfødte befolkning, som man jo dominerede.
Det var grusomt!
Engang var det den europæiske videnskab, der havde patent på sandheden.
I dag må vi gå til grønlænderne, hvis vi vil vide noget om Grønland.
I dag har vi et helt andet blik for detaljen.
Siger du.
---
Du lægger mærke til, at der ikke kommer særlig mange informationer fra Grønland. Og dem du får, er svære at forstå. Synes du.
Du synes det er på tide, at den store film om Grønland bliver lavet af en grønlænder. Og nu de er i gang, så kunne du også godt tænke dig flere kunstudstillinger, flere romaner, mere musik, og billeder, lyd, tekst.
Så vidt du ved, er der både film- og Tv-folk og forfattere og billedkunstnere og journalister og skuespillere i Grønland?
Nu går vi bare og venter.
---
Jeg kender en del kunstnere, som også udstiller i Danmark. Vi arbejder med tungen lige i munden.
Vi kommer hele tiden til at vise vores ting i et miskmask af landskabsmalerier og husflid.
En sentimental-eksotisk affære.
Eller et kling-klang-kultursammenstød.
Det er altid en risiko at komme til at optræde i skindkant og kamikker.
I det hele taget bliver jeg tit castet på min kulør, om jeg så må sige.
---
Grønland og Danmark er i dialog, parterne udveksler informationer og synspunkter.
Det er ikke særlig vellykket.
Vores dialog er hæmmet. Det er hele grundlaget, der er forkert.
Dialogen kom simpelthen i stand ved magtanvendelse. Og allerede dengang var dialogen mest en spørgen, en undersøgen, en undren over det på alle måder så anderledes.
Du er så fjern.
For så vidt er der ikke den store forskel på den koloniale dialog og på vores postkoloniale; interessen og spørgelysten går stadig kun den ene vej.
Jeg er så fjern.
Og sikke nogle spørgsmål!
---
Hun synes nogle gange det virker som om, at man venter på, at de skal komme op med noget, der én gang for alle siger det hele om Grønland.
Hun ønsker faktisk også, at det vil ske.
Men hun forstår hvorfor det projekt må opgives på forhånd.
En sandhed om Grønland. Hvis den fandtes, ja, så ville hun da også gerne selv kende den.
---
Hun mærker en indberetningspligt. Det er sådan dialogen føles.
Det er udmattende og anstrengende at skulle svare på de spørgsmål om, hvordan det er at være grønlænder.
Lige meget, hvad hun siger, falder svarene vanartet ud.
Hun tænker, at de skal finde en anden måde at tale sammen på. Indtil det sker, har hun i hvert fald tænkt sig at finde nogle andre at snakke med.
Udfald.
---
Danmark er en lillebitte klat at gøre sig klog på. Og så ligger det så pokkers langt væk. Hvis ikke det var fordi, de havde en historie til fælles, ville hun slet ikke interessere sig for det.
Hun går jævnligt hen og glemmer det. Glemmer det. Så er Danmark og Grønland bare old news.
---
Jeg er et kursus.
I skal lære noget om dialog – om hvordan man har en rigtig dialog, og ikke sådan en, der er fuld af uægte spørgsmål.
Det er en kunst.
Dialog giver viden, giver overblik, giver noget, der minder om kontrol over – eller med.
Og hvad giver den manglende dialog så i det perspektiv?
Du siger, at tavsheden udløser en vis portion uvidenhed – og måske også lidt tvivl?
Jeg siger, at på sin vis er uvidenheden komfortabel. Den uvidende kan intet lastes.
Hvad siger du til det?
---
Du kom forbi og spurgte hvor du skulle lede, hvis du ville lede på den rigtige måde, og altså uden at komme til at vandre rundt i gamle spor.
Det fine er faktisk, at du spørger om netop dét.
Det er aldrig bare sådan lige ud ad landevejen, og her tør jeg godt sige aldrig.
Der er historien imellem os, hele tiden. Lige meget hvad.
Lige nu.
Og heldigvis for det – har der nogensinde været sådan noget som uskyld?
Det gælder i øvrigt os begge.
---
Måske er det noget med fokus. Den måde jeg stiller mig an på. Den måde du kigger. Når vi danser vores lille pardans.
Så vi lægger den der dialog i dvale.
Vi flytter fokus.
Til nøjagtigt en fingerbredde ved siden af det, som du troede, du ville se. Sigter galt med vilje.
Eller hvis du er til det rodede; roder i hullet ved siden af hullet uden at nægte at tro, hvad du ser.
Jeg kan afsløre: der dukker ting.
Det er alt sammen uafgrænseligt. Et brusende mylder af særligheder og banaliteter og intetheder alvorligheder og altmuligheder.

her er flere billeder til "Hvor du leder"

 
 
http://ibenmondrup.dk/files/gimgs/th-20_2.jpg