Interviewet findes i Politiken her

ØMHED OVER 4000 KILOMETERS AFSTAND

Forfatteren Iben Mondrup fik sit store gennembrud med romanen ’Godhavn’. Nu kommer opfølgeren ’Karensminde’, der igen tager udgangspunkt i familielivet. Og mere konkret, hvad der sker, når voksne børn opdager, at deres forældre også bare er mennesker.

Af Birgitte Kjær

Iben Mondrup skal til Mallorca. I anledning af forældrenes guldbryllup er hele familien, børn, mænd, kærester og koner inviteret på ferie. Det er første gang i ti år, at de alle skal samles.
»Først tænkte jeg ’yrks! Det kan gå galt’. Men hvad vil det sige at noget går galt? At man får dårlige følelser undervejs? At man er uenige eller skændes? Og hvis det sker, hvad gør man så med de dårlige følelser? Kan man bruge dem til noget? Ja, det kan man faktisk godt. Det kan være afsæt for nogle gode samtaler. Og at man får mulighed for at se ting fra en ny vinkel eller vælger at gøre noget på en anden måde. Så jeg har meget mod på det. Og det fornemmer jeg også, at mine søskende har. Det er som om vi er blevet rigtigt voksne, at vi ikke længere er vores forældres børn. Og prøv at hør her! Det er vi jo også. Vi er granvoksne mennesker, som skal mødes med vores ligeværdige voksne forældre«.
Forfatteren er 46. Forældrene har rundet de 70. I sit store folkelige gennembrud ’Godhavn’ skrev hun ud fra sine egne erfaringer om, hvordan det er at vokse op i en lille grønlandsk bygd som barn i en dansk lærerfamilie. I sin aktuelle opfølger, der har titlen ’Karensminde’, laver hun et tankeeksperiment og undersøger, hvad der sker, når de voksne børn skal tage imod deres gamle forældre, der er flyttet fra Grønland til Danmark. Bøgerne er ikke selvbiografiske, Iben Mondrups forældre bor stadig i Grønland, men hun bruger litteraturen til at gennemtænke nogle af de temaer, der præger forholdet til hendes egen familie. Hvad er forældrenes ansvar i relationen til børnene? Når de er små, og når de er voksne? Hvad sker der, når det vender rundt, og børnene skal tage ansvar for de aldrende forældre? Og er det billede, man har af sine forældre, sandt eller fortegnet? Skal rollerne genforhandles?
»Det har optaget mig meget, om mine forældre kom til Danmark eller ej. Og hvad det ville sige, hvis de pludselig rykkede tæt på. Det er den tanke, som er udgangspunktet for min roman. Man kan sige at jeg har taget hul på nogle af de spørgsmål som opstår, når man har været adskilt så længe. Mens mine jævnaldrene jo har haft jævnlig omgang med deres forældre, så har mit forhold til mine forældre jo ikke på samme måde undergået en forandring. Det er på en måde lidt stagneret, fordi vi ikke har udviklet os sammen. Man kan prøve at fylde ud med forventninger og forhåbninger, men reelt kan man ikke vide, hvad der ville ske, hvis vi pludselig var tæt på hinanden. Og det har optaget mig, og måske er det derfor, jeg har sat det i scene på den måde, selv om jeg er kommet til at gøre det lige lovlig dramatisk. Jeg håber virkelig at det går helt anderledes i virkeligheden!«.

Iben Mondrup sidder på en smal børnebænk i sit lille køkken på Vesterbro. Rank i hvid T-shirt og lammeskindsvest. Hendes korte negle er lakeret i samme røde farve som de spidse sko, hun har på fødderne. Røde som de jordbær, der er på toppen af den kage, som hun har ønsket sig til kaffen. Det dufter af de liljer, der står samlet i en vase bag os.
Når hun taler om at sætte i scene, så handler det om, hvordan ’Karensminde’, efterfølgeren til ’Godhavn’, er rammen for et drama mellem voksne børn og forældre. Karensminde er rent fysisk en gård på Møn, som forældreparret Jens og Karen køber og flytter ind i, da de som pensionister forlader Grønland for at komme tættere på deres børn og – især – deres børnebørn. Og det er her det åbenbarer sig, at styrkeforholdet mellem familiens medlemmer er forandret. At den stærke far er blevet skrøbelig, at den følsomme bror er blevet en ansvarlig, voksen mand med realkreditlån, godt job, kone og børn og den temperamentsfulde storesøster er blevet en enspænder.
»Jeg skulle til at skrive bog nummer fem, men det føltes som om, jeg skulle skrive nummer to. ’Karensminde’ er blevet den svære toer«, fortæller Iben Mondrup om arbejdet med bogen,
’Godhavn’ fra 2014 vandt en pris, fik flotte anmeldelser, solgte godt og har været læst og diskuteret i læseklubber over hele landet, og når Iben Mondrup har været ud og give foredrag har hun oplevet, hvordan læserne er på fornavn med storesøster Hilde, broren Knut og lillesøster Bjørk.
»Jeg har kunnet mærke, at mange lever med. Og så sætter sådan nogle helt banale ting ind som ’bare jeg nu ikke skuffer folk’. På den ene side kan man godt have lyst til at skrive den bog, som man ved, gør folk endnu mere glade. Men reelt kan det jo ikke lade sig gøre. For indeni forfatteren sidder der altid en lille stemme og siger ’det er den her bog, du skal skrive’. Og så skriver den sig selv«.
Mange læsere vil nok glæde sig over, at den stemme har sagt, at Iben Mondrup i sin ’svære toer’ skal fortælle et nyt kapitel i familiens liv, at vi igen skal møde rebellen Hilde, den stærke jæger-far Jens og de andre fra Godhavn. For hun kan lide at være i et univers i lang, lang tid og undersøge det fra forskellige synsvinkler. Til gengæld har det ikke optaget forfatteren at fortsætte i lige linje og fortælle om, hvordan børnene er blevet teenagere, har taget uddannelser og flyttet hjemmefra. Hun har som nævnt i stedet taget fat i spørgsmål, hun selv tumler med i disse år.
»Mine forældre er ved at blive ældre, men alderdom er jo ikke skrøbelighed i sig selv, selv om den kan medføre en skrøbelighed på et tidspunkt, og så må vi tage stilling til det. Der ligger selvfølgelig mange overvejelser om kommende følelser i den relation, man som voksen har til sine forældre. Kommende følelser siger jeg, for jeg kan jo kun forsøge at forudsige, hvordan det vil føles, hvis mine forældre bliver boende i Grønland til de er så gamle at de ikke længere kan gå op til huset selv, når de er nødt til at indrette sig anderledes, eller når den ene måske falder bort. Jeg kan forestille mig det, men jeg kan ikke reelt sætte mig ind i det – hvad nu hvis sådan og sådan? Jeg ved det reelt ikke. Jeg vil da godt indrømme, at jeg gerne så, at de blev rigtig gamle her i landet. Jeg har svært ved at forholde mig til den ekstra udfordring, det er, at omsorgen og ømheden skal foregå over 4.000 kilometers afstand. Det vil selv jeg, der er vant til at operere over den afstand, synes er svært«.

På den hårde måde
Siden hun var 17 har der været tusinder af kilometer mellem Iben Mondrup og hendes forældre. Hun blev gift med kongebrev med sin grønlandske kæreste og drog til Danmark, hvor han skulle læse medicin, og hun skulle tage en HF. Omplantningen var et chok. Odense virkede uoverskueligt stor, så hun måtte bruge kort for at finde hen på skolen en kilometer væk, og der var ingen tante, hun kunne tage hen til og få vasket tøj – eller bare få omsorg.
»Jeg havde jo ikke noget netværk her. Jeg var lost i den der enorme by. Mine forældre havde tillid til, at jeg nok skulle klare mig. Det har de altid haft. Og de har nok i et eller andet omfang ikke været klar over, hvor svært, det har været. Eller også har de, men ikke haft mulighed for at stille noget op. Jeg var jo voksen, de kunne jo ikke hente mig hjem igen. De kunne ikke flytte til Danmark, og man skal jo lære at klare sig selv. Det her var så på den hårde måde. Jeg havde ikke et sted, hvor jeg følte, jeg kunne komme, og at her var jeg hjemme«.
Efter en hård periode, en decideret nedtur, startede Iben Mondrup om. Begyndte at spille musik, studere på kunstakademiet og i det hele taget sætte pris på de mange muligheder, Danmark bød på.
»Det var fedt. Superfedt«.
Hun tog eksamen som cand.phil fra kunstakademiet, og det var med de større skriftlige opgaver på overbygningen, at hun opdagede, at alt det hun havde ambitioner om at forløse med billedkunst kunne lade sig gøre i tekst.
»Det her med at få en stor tekstmasse til at hænge sammen. At give den en struktur, en overflade, og arbejde med noget, der foregår nedenunder, at bygge op og bryde ned og pudse og gøre ved. Dét kunne jeg finde i teksten. Og det var en kæmpe opdagelse. Det var bare sådan her!«
Iben Mondrup rækker armene op over hovedet i sejrsrus.
»Det er jo det! Det er jo det, jeg skal! Her kan jeg jo også arbejde med sanselighed, jeg kan arbejde med lugte og lyde, jeg kan arbejde med stemninger, jeg kan arbejde med tidslighed og sammenstød af ting. Jeg havde hele værktøjskassen i én lillebitte maskine, som jeg kunne sætte op på spisebordet. Jeg behøvede ikke engang et atelier eller et udstillingsrum. Når jeg har skrevet en bog, og den udkommer på Gyldendal, så bliver den distribueret. Hvis jeg ellers er dygtig nok, så får jeg faktisk læsere. Og mine værker bliver ikke pakket ned i en kælder efter en udstilling. De får et liv, når de står på bibliotekerne. Med ’Godhavn’ helt åbenlyst. Den kom ind i alle læseklubberne og blev læst af rigtig mange. Det er lige præcis det, man gerne vil som kunstner. Man vil gerne have af arbejdet lever«.
De lysegrønne øjne stråler. Hun har aldrig fortrudt, at hun brød med billedkunsten til fordel for litteraturen.
»Det var som at komme hjem. Det er det helt rigtige sted for mig. Selvfølgelig er det svært at starte med at skrive romaner, man skal lige kende sit instrument og finde sin tone. Men det er åbenbart ikke vedholdenhed, jeg mangler. Jeg har jo simpelthen skrevet fire romaner på fem år. Så jeg har haft rigtigt meget brug for og lyst til at få lavet noget, som jeg ikke kunne finde ud af, hvordan jeg skulle få realiseret i billedkunsten«.

Forældre lever deres egne liv
Det er snart 30 år siden Iben Mondrup forlod Grønland og forældrene. Siden har hun besøgt hjemstavnen løbende, men kontakten bliver mere og mere sporadisk. I dag er det mest hendes lillesøster, der har små børn, som jævnligt ringer sammen med forældrene. De har levet deres liv, mens hun har levet sit, og hun har respekt for deres valg.
»Ligesom i ’Karensminde’ har de skabt sig et liv, hvor de ikke lever efter forestillingen om, at man lever sammen i en slægt, at man er forpligtet overfor hinanden. De har realiseret sig selv«.
Og det har Iben Mondrup respekt for. At man tager ansvar for sit eget liv, udviser selvstændighed og lever efter de værdier, man synes giver mening. Også selv om det kan være hårdt at være deres barn, når forældrene slipper tøjlerne tidligt, så man selv må træffe sine valg og klare sig alene. At undvære den støtte kan være en udfordring selv i voksenårene, har hun og hendes søskende mærket.
”Når vi søskende ser på vores jævnaldrende, der har bedsteforældre, som kommer og passer børnebørn og den slags, så kunne vi da godt tænke os, at det var sådan for os også. Men på samme tid forstår vi godt, at vores forældre har foretaget nogle andre livsvalg. Og de er meget glade for det liv, de har, så jeg kunne aldrig kritisere dem for det, de gør. Jeg er ret sikker på, at jeg ville gøre det samme«.
I ’Karensminde’ flytter de aldrende forældre hjem til Danmark, fordi de gerne vil være tæt på deres børnebørn. De køber en ejendom på Møn og begynder at sætte den i stand for at drive bed & breakfast. De tre voksne børn, Bjørk, Knut og Hilde, griber gensynet an på hver deres måde. Med henholdsvis ønsket om at være helt tætte igen, med moden ansvarlighed og med en fjern, anklagende attitude. Familiens relationer skal genetableres, men det er svært for dem alle at finde ind i roller, de er komfortable med. For forældrene er ikke længere de samme som dem, børnene voksede op med.
»Man skal huske på, hvem det var der beskrev faren i Godhavn. Det gjorde børnene. Der er ingen tvivl om, at han i deres øjne, og sikkert også i andres, har været en stærk og karismatisk figur, men måske har børnene ikke set hans latente skrøbeligheder. Og jeg tror, at Jens’ skrøbelighed udløses af den her overgang fra at være arbejdende og til at blive pensioneret, og fra at bo i Grønland og så flytte til Danmark. Det siger Karen (moren, red.) jo også. Fra at have haft en betydning, fra at være i vigør til ikke at skulle noget, eller skulle noget andet. Men der er i det hele taget en klemme på dem alle sammen. Alle fem: Nu er det nu. Nu skal de være tættere på hinanden igen, og hvordan gør man lige dét?«
Også her har Mondrup trukket på sine egne erfaringer. Nemlig opdagelsen af, at det hun troede var det sande billede af forældrene viste sig blot at være hendes egen særlige skitser.
»Jeg fandt nogle gamle dagbøger og breve på loftet og slog op på en tilfældig side, som jeg har skrevet flere år efter jeg flyttede til Danmark. Og jeg tænkte bare ’gud, jeg har slet ikke set dem. Jeg ser kun hvad de betyder for mig på det her tidspunkt’. Sådan har det været i mange år. Jeg har kun set dem ud fra lige netop dét, de betød for mig. På et tidspunkt bliver man nødt til at sande, at de billeder, man kan have af sine forældre ikke nødvendigvis stemmer overens med de mennesker, de faktisk også er. For mig har det givet en vis åbenhed og en lyst til at lære dem at kende som noget andet end forældre«.
Med alderen oplever Iben Mondrup, at hun er nødt til at stille spørgsmålstegn efter spørgsmålstegn ved mange af de ting, hun har taget for givet. Både i forhold til sine forældre og sit eget moderskab.
»Det er ikke længere som jeg troede, det var. For mig er den erkendelse kommet ganske sent. Pludselig tænker jeg ’what!? Nå! Jeg har oplevet tingene på én måde, men jeg ved faktisk ikke, hvordan det var’. Det er også den slags overvejelser, der strømmer gennem ’Karensminde’. Ved vi faktisk hver især, hvordan det hele hænger sammen inden for familien? Vi tror måske, vi ved det. Men hvad sker der, hvis vi stiller spørgsmålet? Får vi et svar eller viser det sig, at der er flere forskellige svar?«.
Og når Iben Mondrup taler om at stille spørgsmål, så handler først og fremmest om at stille dem til sig selv. For hun tror ikke meget på det med at tale ud inden for familien.
»Jeg er ikke sikker på, at det er meningen, at man skal mødes og gøre rent bord i en familie. Jeg er ikke sikker på, at det er hensigtsmæssigt eller ideen med en familie«, siger hun.
I hendes egen familie taler man ikke meget om relationer, følelser og ting der er gået galt. Man gør ting sammen. Lægger tag på sommerhuset, fisker, tager på jagt.
»Jeg tror, det kan være lige så væsentligt og en måde at holde en familie ventileret på, at man gør noget sammen, for der ligger en umiddelbar kærlighed i, at man indgår i en stor organisme, en krop, hvor man hjælper hinanden med noget«, mener hun.
Det har fungeret for familien. Indtil nu. Men Iben Mondrup oplever, at der er forskellige behov fra generation til generation. Mens den ældre generation, hendes forældres, måske ikke har brug for at analysere familien, så har deres børn og børnebørn måske en anden tilgang, oplever forfatteren.
»Det er meget almindeligt at usagte ting i familien kommer til at betyde noget for min generation, os med overreflekterende bevidstheder. Vi kommer til at sidde of spekulere os sønder og sammen. Hvad blev der sagt, hvad skete der, hvem gjorde hvad og hvorfor? Måske går vi ligefrem i terapi for at forstå det«.
Iben Mondrup mener, at man skal være påpasselig at give frit løb til tanker om, at et eller andet traume i barndommen har skylden for, at alt ikke flasker sig for en. At man i stedet bør tage ansvar for sig selv.
»Hvad er det vi har lært i vores generation? Vi har lært at gå til psykolog, ikke? Og hvad lærer vi hos psykologen? At pege tilbage på vores forældre. Når vores selvstændighed falder fra hinanden, og det der liv ikke rigtigt virker, så er det vores forældres skyld. Sådan ville vores forældre ikke tænke. De peger ikke på deres forældre. De har en helt anden kultur omkring, hvad man gør med sine små og store traumer. Og det er også det, ’Karensminde’ handler om. Især Jens har en diffus fornemmelse af at han bliver beskyldt for noget, både af sine børn og af sin kone. Han leder og søger i sig selv, men han aner ikke, hvad han har gjort. Men er det interessant, hvad der er blevet gjort i en fjern fortid? Nej, egentlig ikke. Det, der er interessant, er den dynamik, som kan styre en hel familie. Alle er jo påvirket af, at der er nogen, der går rundt med sår på sjælen og ikke selv tager ansvaret for det, men peger på nogen, der har skylden. Det kan forme en hel familie. Og det er det, jeg synes er spændende her«.

Børn drukner og falder ned
Som mor forsøger Iben Mondrup selv at være bevidst om sin rolle som spejl og forbillede, om at fange de mulige svigt i opløbet, før de kan udvikle sig til noget, som børnene engang vil have brug for at snakke med en psykolog om, men hun er klar over at det er halsløs gerning. De ting som børnene hæfter sig ved som svigt, er gerne nogle helt andre end dem som forældrene bebrejder sig selv. Hun vil gerne give sine to børn, Bror på 13 og Ellen på 16, samme frihed under ansvar, som hun selv har haft i sin opvækst på Grønland. Men det er svært. Hun har for eksempel kun en enkelt gang, da børnene var blevet store, taget imod sine forældres tilbud om at lade børnene komme på ferie i Grønland.
»Paradoksalt nok har jeg tænkt, at de ikke kan tage ansvaret for mine børn. Det er jo vanvittigt. De har haft tre selv, og vi er sunde og raske. Men jeg har tænkt, at de drukner, de falder ned af klipper og slår sig. Altså, de der børn, jeg har skrevet om i ’Godhavn’, som er de børn, jeg selv tilhører, de børn har jeg ikke undt mine egne børn at blive. Det føles så dumt og helt umuligt at gøre anderledes«.
Til gengæld forsøger hun at have en åben kanal til sine børn og kommer dem aktivt i møde ved at tage de svære snakke, når noget er besværligt, følsomt eller trist.
»Mine børn stivner, hvis jeg siger ’børn, jeg skal lige snakke med jer’. Så siger de ’det er vel ikke noget alvorligt?’. Gudskelov er min datter efterhånden ret hårdhudet. Hun kommer og siger til mig ’med dig mor, der ved man, at du er ærlig og hvis der er noget, du synes, vi skal snakke om, så gør du det, det er du ikke bange for, og det kan jeg egentlig godt lide’«.
Hun er stolt af, at hendes børn kan lide den familie, de sammen udgør. Med skilsmisser, nye kærester og det hele. Og hun er godt klar over, at hun – endnu – stadig mest er deres forælder, og at de først så småt er begyndt at se hende som et menneske med et liv ved siden af det at være mor.
»I vores børns bevidsthed eksisterer vi kun som det, de kender som forældre, og meget ofte interesserer de sig ikke for det, der ligger uden for det. Ikke engang for vores arbejde, vel? Mine børn ved godt at jeg har skrevet bøger, men det er stadig fjernt og eksotisk og noget som de ikke er fortrolige med«.
Men det skal nok komme. Ligesom hun nu selv som 46-årig spændt ser frem til at mødes med sine forældre igen. En uvant sammenkomst over en hel uge uden jagt-muligheder eller praktiske gøremål, men med masser af tid til at snakke og mindes og måske i al fredsommelighed få udvidet synet på hinanden og de roller, der blev etableret i barndommen. Og med mulighed for at lære sin egen søn og datter, at det er ok at være sammen, at der kan ske ting, og at der kan opstå svære samtaler.
Iben Mondrup er klar til Mallorca.

»Mine forældre er måske 10 procent forældre nu. Resten er bare mennesker og levet liv, relationer, ting de gør, værdier - og meget af det, ved jeg ikke særligt meget om. Det er altså interessant. Jeg går ind i det sådan ’wau – det her bliver spændende’. Man kan slå sig lidt psykisk, men så kan man rejse sig op igen«.

 
 
http://ibenmondrup.dk/files/gimgs/th-342_Uden-navn_v3.jpg