MAN SKAL IKKE DRIKKE MED SINE BØRN

Iben Mondrup nød stor succes med sin roman om den grønlandske pige Tabita. Nu kommer romanen om Tabitas bror, Vitus, og dén historie er mindst lige så dunkel som forgængeren.

Af: Kasper Schütt-Jensen

Dette er en historie om adoption.

Adoption, der går helt galt.

Det er Vitus, det går ud over. Den grønlandske dreng er lillebror til Tabita, hovedperson i Iben Mondrups seneste roman, sidste års bestseller ”Tabita”.

Forfatterens nye roman ”Vittu” udkommer den 3. januar 2022. Den handler om en dreng, som ikke bare én, men to gange adopteres af danske forældre.

Først af Eva og Berthel.

Parret bosætter sig – som beskrevet i ”Tabita” – i midten af 1960’erne i Grønland, og da deres hushjælp føder Vitus, adopterer parret ham og hans fire år ældre søster, Tabita, og vender i al hast hjem til Danmark.

Her går det op for Eva, hvem der er far til Vitus, og han kommer på børnehjem.

Vitus er fem år, da han igen bliver adopteret, denne gang af fotografen Alice og embedsmanden Stig.

Alice er fascineret af Vitus' grønlandske baggrund og drømmer om at hjælpe et barn i nød. Og livet hos hende og Stig må i alle tilfælde være at foretrække, frem for det, han kommer fra.
Ikke?

Et i forvejen svigtet barn

Det er altså et i forvejen svigtet barn, der bliver hentet på børnehjemmet af Alice og Stig. Vitus er som udgangspunkt skeptisk indstillet over for de voksne mennesker, som viser interesse for ham:

Han sidder inde i bilen der holder stille. Selvom hun har åbnet døren og siger han skal komme ud, rører han sig ikke en millimeter. Det er tusmørke, og han er tummelumsk, hele verden er vendt på hovedet. Han aner ikke hvor han er.
»Hvad er det du ikke vil?«
Hun kommer ind til ham på bagsædet. I det dunkle lys er hendes øjne venlige. Inden han når at sige noget, har manden åbnet døren i den anden side og har trukket ham med ud.

»Vitus er blevet svigtet mange gange,« siger Iben Mondrup, da vi besøger hende i hendes hjem.
»Først efterlades han af sin biologiske mor, og den danske familie, som i første omgang adopterer ham, vælger – af årsager, som vil være kendt, hvis man har læst den foregående bog ”Tabita” – også at give ham fra sig. Følelsen af ikke at høre til nogen steder fylder alt i ham.«

I forfatterens fyldte bogreoler står talrige titler om Grønland, som forfatteren har en særlig interesse for. Her boede hun, fra hun tre år til hun 18-årig rejste til Danmark for at studere.

»Ja, hvorfor bliver jeg ved med at skrive om bortadoption af grønlandske børn?« spørger hun.
»Det er nok fordi, det er dér, vores forestilling om den danske godhed for alvor kommer i spil. Vores forestilling om, hvad der skete, spiller rigtig dårligt sammen med virkeligheden. Der var en heftig transport af grønlandske børn op gennem 1970’erne, og ifølge myten var vi danskere gode kolonisatorer, som hjalp mennesker i fjerne egne. Vi har bare glemt at undersøge konsekvenserne for de børn, som vi troede, at vi var gode over for. Børn har pr. definition ingen magt, og jeg finder det interessant at undersøge, hvad der sker, når man udøver magt i det godes tjeneste. I mine bøger kan selv den mest tykhudede se, at det er forkert.«

Men den aktuelle roman kunne i princippet ligeså godt have handlet om et dansk barn, pointerer hun.
»Dette er en historie om, hvor galt det kan gå, selv om man er optaget af at ville hjælpe. Det er en historie om misforstået godhed, misforstået kærlighed. Det er en historie om voksne mennesker, som bilder sig selv ind, at de hjælper, men som i virkeligheden er styret af egoisme.«

En rigtig mand

Hverken Alice eller Stig formår at vise Vittu den omsorg, han har brug for.

Stig arbejder meget, er typisk kun hjemme i weekenderne og har meget lidt at gøre med drengen.

»Han tager meget lidt ansvar for Vitus. Faktisk bidrager han udelukkende med nogle stereotype bemærkninger om, hvordan Alice skal opdrage drengen, så han kan blive en rigtig mand. Hun skal ikke pylre så meget om drengen, siger hun.«

Iben Mondrup leder efter ordene:

»Stig er et karrieremenneske, der har giftet sig med det noget yngre trofæ, Alice, som til gengæld har tilsidesat sit kunstneriske projekt for at gå derhjemme og passe huset. Stig ønskede ikke noget barn, faktisk føler han, at Vitus stjæler Alice.«

Kan ikke krammes hårdt nok

Alice knytter sig hurtigt meget tæt til Vitus. Hun har et dybfølt ønske om at vise drengen omsorg, men bruger ham samtidig i en fotografisk leg:

Dækket med pels sidder han på den høje stol som Alice har flyttet ud midt i rummet. Hans arme hviler livløse og hvide på stolens armlæn. Fingrene er kolde og blege og unaturligt røde ude i spidserne. Hun har tværet dem rundt i sminken, ligesom hun har gjort med hans tæer, blå og røde. Hvor længe kan hun kigge ind i det kamera? Nu kigger hun op og drejer på en knap. Et gys knirker igennem ham. Nu kigger hun ned igen. Det er længe siden hun har klikket. Men han vil lade være med at nævne det. Hun har sagt han skal sidde stille, og han kan sagtens blive ved. Nu klikker hun endelig et par gange.
»Er jeg færdig?«
»Nej, bliv. Der er kun den tomme stol hvis du går væk.«

»Vittu er Alices et og alt,« udbryder Iben Mondrup.

»Her har han – umiddelbart – muligheden for at få en lykkelig barndom, for at få de trygge tilhørsforhold, som han og alle andre børn har brug for. Alice ønsker at give ham det hele, men hun formår ikke at løfte opgaven, da hun er forblændet af egne ambitioner. Hun ønsker at genoptage karrieren som feteret kunstfotograf, og Vitus skal – i bogstaveligste forstand – stå model for hende, så hun kan få sig et liv.«

Brug for betingelsesløs kærlighed

Han har brug for en helt anden form for opmærksomhed, pointerer forfatteren.

»Vitus har brug for betingelsesløs kærlighed, kærlighed, som han ikke skal gøre sig fortjent til eller skal præstere noget for at opnå,« siger hun.

»Det er svært at få en dreng som Vitus til at føle sig elsket, for han er skadet af sin forhistorie. Han er en dreng, som ikke kan krammes hårdt nok. Uanset hvor længe krammet varer, så vil han fokuserer på, at krammet stopper, hvorefter han – i sin egen optik – højst sandsynligt vil blive forladt. Alle børn går igennem en fase med separationsangst, men de fleste lærer at tøjle angsten, fordi de erfarer, at mor og far jo ikke forsvinder. Sådan er det ikke med Vitus, han har netop erfaret, at de voksne mennesker, som han opbygger tillid til, kommer til at svigte på et tidspunkt.«

Tilbage til Grønland

Forfatteren har – i forbindelse med arbejdet på både ”Tabita” og aktuelle ”Vittu” – interviewet en række voksne adopterede. Hun finder det bemærkelsesværdigt, hvor mange års tilløb, det har krævet, at gå ned i familiehistorierne.

»Jeg mødte en 47-årig grønlandsk kvinde, som siden er blevet en virkelig god ven. Som treårig blev hun adopteret af en dansk familie, og først for nylig fandt hun modet til at se dybere ind i sin egen historie. Jeg rejste med hende tilbage til Grønland, hvor hun erindrede nogle af de svære ting, som var sket i der, men også genfandt mennesker og historier fulde af kærlighed. Svære oplevelser skal man være voksen for at italesætte. Vitus er bare en stor dreng, og han er – selv om han får en kæreste, som på det kraftigste opfordrer ham til det – slet ikke er klar til at se sig tilbage. Han har det, som om mørket forfølger ham. Der er en slagskygge, som han ikke kan slippe af med. Han kan ikke gøre andet end forsøge at flygte fra de negative følelser.«

Ikke politiske bøger, men ...

Hverken ”Tabita” eller ”Vittu” er politiske bøger, pointerer Iben Mondrup, men helt fri for at blive politisk er forfatteren dog ikke.

»Politikerne siger, at de er på børnenes side, men ...,« siger hun og holder en længere tænkepause.

»Jeg synes, man glemmer at høre, hvad børnene egentlig beder om. Når Mette Frederiksen siger i en nytårstale, at flere børn skal tvangsfjernes, fordi de lades i stikken i dysfunktionelle familier, så mener jeg, der er tale om en grov forenkling. Det er så nemt at sige sådan og langt mere tidskrævende at lytte til vidnesbyrdene fra de voksne mennesker, der som børn blev adopteret og måske havde en forfærdelig opvækst. Min pointe er, at man skal lytte til dem, der har erfaringen, også selv om det er omstændigt. Det siger sig selv, at konkrete beretninger sikrer en bedre hjælpeindsats. Alle er enige om, at børn skal have det godt, men hvordan vi kommer derhen, er der knap så bred enighed om.«

»Godt du ikke er mit barn«

I ”Vittu” skildrer Iben Mondrup, hvordan Alice, som jo ønsker det bedste for Vitus, ikke formår at lindre drengens smerte.

Hun har sine egne problemer, som fylder mere og mere for hende. Hun føler sig ensom og dulmer de negative følelser med alkoholen, som hun også fylder på drengen, da han er blevet teenager:

Det er et dårligt tegn at hun kun har kimono på. Det er et lige så dårligt tegn at hun er fuld. Sidste gang vrikkede hun om på trappen og forstuvede foden. Han opdagede det om morgenen. Hun lå i soveværelset og kunne knap komme ud af sengen fordi anklen var svulmet op til dobbelt størrelse.
»Jeg kommer om lidt,« siger han.
Han går op på badeværelset og børster tænder. Da han kommer ned igen, har hun skænket vin op til ham, mere fuld end han troede. Han tømmer sit glas i store slurke og kan ikke vente til vinen skal gøre ham blød og ligeglad.

Alice er svært grænseoverskridende i sin relation til Vitus, understreger Iben Mondrup.

»Hun har så meget brug for Vitus, at hun – selv om hun inderst inde forstår, at det er helt forkert – får et usundt forhold til ham. Altså, da han bliver kærester med nabodatteren, bliver hun vildt optaget af at vinde ham tilbage.«

Og således rykker grænserne sig konstant:

Han bliver svimmel da han rejser sig. Hun sidder med sit tomme glas og lader som om hun ikke hører ham. Giver modvilligt op da han bliver stående og lader ham hjælpe hende op af stolen. Så svajer de begge to.
»Man skal ikke drikke med sine børn,« siger hun og griner.
»Godt du ikke er mit barn.«
Hun sejler hen mod trappen. Så forsvinder benene under hende. Som en gentagelse, ryger det igennem hans hoved da han ser glasset
i hånden splintres mod gulvet. Men der kommer ikke en lyd fra hende, hun ligger bare og trækker vejret tungt og glor op i hans åbne
ansigt og smiler lykkeligt idet han forsøger at vende hende om. Der er blodstænk på gulvet, hendes kind er våd og rød.

Iben Mondrup smager på ordene:

»Godt du ikke er mit barn.«
Og ryster på hovedet:

»Tænk, at sige sådan. Der findes vel ikke noget, der – som sådan et udsagn – kan give et barn følelsen af ikke at høre til nogen steder.«

Aldrig lige

Et psykologisk spil om kærligheden tager sin begyndelse. Alice går til yderlighederne med Vitus, og da det går op for hende, hvad hun har gjort, forsøger hun at skyde skylden på ham eller i det mindste gøre dem ligeværdige i skyldsspørgsmålet.

»Alice kan ikke arbejde med skyldfølelse, det er alt for tungt for hende. Hun forsøger i stedet at legitimere sine handlinger efter den situation, hun står i. Hun ligestiller sig med barnet, og det er den helt store misforståelse i forholdet mellem børn og voksne. Man er aldrig lige. Det er altid den voksne, der har ansvaret,« fastslår Iben Mondrup.

Skulle være blevet i Grønland

Alle adoptioner har omkostninger, siger Iben Mondrup.

»Og det er altid barnet, der betaler prisen. Det er barnet, der får følelsen af ikke at høre til, så det er helt afgørende, at man som voksen tænker sig godt om.«

Enkeltindivider som Alice har, sanktioneret af staten, historisk set begået mange fejl, som har forværret tilværelsen for børn, mener Iben Mondrup.

Hun mener desuden godt, at der kan udbetales erstatning til de 22 grønlandske børn, som i 1951 blev fjernet fra deres familier i et forsøg på at gøre dem danske.

»Jeg ved ikke, om penge kan hjælpe mennesker, som har været udsat for tyveri af den slags, men hvis det kan hjælpe det mindste, er det peanuts i vores regnskab.«

Alt var galt med det eksperiment, mener hun.

»Tanken om, at man kan gøre et grønlandsk barn dansk, er absurd. Hvordan skulle man kunne det? Vi danskere er privilegerede, og vores system virker for os, men vi er også selvgode og virkelig dårlige til at indrømme fejl. Selvfølgelig begår vi fejl. Det var alt for nemt at tage til Grønland i 70'erne og komme hjem med et barn. Børnene Tabita og Vittu fra mine bøger havde i hvert fald været bedre tjent med at blive i deres biologiske familie i Grønland.«

Behandler grønlændere som andenrangsmennesker

At vi som danskere opfører os selvgodt er desværre ikke kun historie, siger Iben Mondrup. Det er ikke kun noget, der foregik dengang i 70'erne. Det foregår lige nu og her.

»Der har på det seneste været skrevet en del om, hvordan danske arbejdere i Grønland over en bred kam opfører sig magtfuldkomment og, for at sige det rent ud, behandler grønlændere dårligt. Vores forestilling om os selv som gode mennesker trænger til et realitytjek,« siger forfatteren og drager paralleller til den aktuelle MeToo-debat.

»Vi har så travlt med at sige, at vi er ligestillede nu, og at problemerne hører fortiden til, men hvis man ser ordentligt efter, så handler det jo om kultur, som gennemsyrer det grønlandske samfund, og et menneskesyn, der ikke bare forsvinder, fordi en chef bliver fyret, eller fordi man har fået Hjemmestyre og Selvstyre. Der er stadig masser af danskere i Grønland, som ser ned på grønlænderne, og som udnytter deres position økonomisk og menneskeligt, det kommer bare sjældent frem i medierne. Det skal ændres, og vi er nødt til at se på vores adfærd historisk for at forstå, hvorfor vi opfører os, som vi gør i dag.«

Foto: Stine Rasmussen

Interviewet har været bragt i JP her

 
 
https://ibenmondrup.dk/files/gimgs/th-415_407_Untitled-2_v2.jpg