Samtale med Lilian Munk Rösing om GODHAVN

7. oktober 2014

Jeg deltog i efterårets litteraturarrangementer hos Politiken. Lilian Munk Rösing interviewede mig om GODHAVN. Her er et uddrag af vores samtale.

Om opbygningen af GODHAVN

Godhavn er en roman, der er komponeret som et triptykon. Vi følger tre forskellige søskendes perspektiver gennem et år i Godhavn. Hvor kom ideen med at arbejde med tre forskellige perspektiver fra?

Jeg har altid været interesseret i lysten til at ville besidde noget, altså i begæret. I Godhavn har jeg forsøgt at arbejde med den energi, der ligger i den forholdsvis uspolerede lyst til livet, sådan som den folder sig ud i barndommen. Måden begæret ytrer sig på, forandres jo ældre et barn bliver. Og fordi jeg har lavet en konstruktion med tre børn på henholdsvis syv, tolv og femten år, får jeg mulighed for at arbejde med lysten i de faser af livet, hvor den gradvist bliver mere og mere styret; hvor barnet bliver klar over, hvad det er for nogle kræfter, der er på spil, og hvor det lærer at bruge de kræfter målrettet.

Om Bjørk

Kan man sige, at lillesøsteren Bjørk er det ukontrollerede begær?

Hun er i hvert fald den, som udpeger det, hun gerne vil have, og så går direkte efter det. Hun er bestemt ikke tilbageholdende og forsigtig.

Tænker du de tre børn som tre forskellige faser, mere end du tænker dem som tre forskellige personligheder?

Jeg tænker dem først og fremmest som tre forskellige personer, men som personer, der repræsenterer tre forskellige måder at være i verden på. Når vi kommer fra den yngste søster Bjørk og op til afsnittet om Knut, møder vi et barn, som er næsten pinagtigt selvopmærksom. Han har den alder, hvor han pludselig kan se sig selv – ikke bare med egne øjne, han kan også se sig selv med andres øjne. Han er begyndt at skamme sig og har i det hele taget en overopmærksomhed på sig selv, som jeg tror kendetegner overgangen fra tidlig barndom til pubertet. Men Knut er også bare en dreng og en karakter, han er ikke kun et instrument for noget, jeg gerne vil fortælle.

Bjørk er på en eller anden måde tryg i verden, hun er hjemme i sin krop og i naturen, verden er til for hende, og hun har en helt uforskrækket omgang med det, som andre måske ville synes, er lidt ækelt. Hun vil for eksempel gerne have kløerne fra de ryper, som hendes far har skudt.

Når man lever i et lille fangersamfund i Grønland, er man ganske tæt på liv og død. Som barn er man vant til at sæler bliver skudt, sæler bliver flænset, nogle gange bliver der også skudt en bjørn, og hele byen stimler sammen for at se dyret blive parteret. Der er en festlighed omkring jagten og en fejring af den, som nok vil være fremmed for et barn, der er opvokset i en by i Danmark. For Bjørk er det ikke fremmed. Bjørk har en ret ukunstlet tilgang til døden. Hun vil selvfølgelig gerne have tænderne fra det døde dyr. Hun vil gerne have, at de skal hænge om halsen i en kæde, og fuglefødderne skal spændes ud og tørre, så de kan blive til amuletter. Døden er allestedsnærværende, også menneskers død. Lever man så tæt på naturen, oplever man at miste mennesker til den. Det er ikke ualmindeligt, at folk omkommer under jagt, eller at nogen falder i vandet og drukner. Da alle kender hinanden, kan man ikke undgå at blive berørt. Man må lære at leve med det. Undervejs i romanen bliver et af byens børn overfaldet af slædehunde og dør. Bjørk reagerer med tanker om, hvordan det er for lille Lisbeth at ligge inde i kisten. Rådner hun, fryser hun til is, og tør hun op igen til foråret?

Om tab

Der er et tema i bogen, som handler om at miste mennesker på flere måder, ikke bare til naturen.

Mine forældre kom til Grønland i 1972, og på det tidspunkt var der kommet fart på moderniseringen af landet. Man ville opbygge og udvikle samfundet til et niveau, der mindede om det danske. Man skulle have sygehuse og skoler og vejnet, og man skulle i et eller andet omfang have flyttet folk fra yderdistrikterne ind til de større byer. Det gik afsindig hurtigt. Den proces var mine forældre med til sammen med en masse andre danske familier. Typisk var familierne i Grønland i et par år, hvis det gik højt var de der i fem år, så rejste de tilbage til Danmark. For de børn, hvis forældre faktisk blev boende, var barndommen ét langt farvel. Afskeden fyldte meget, og for nogle blev det et spørgsmål om ikke at orke investere i nye venskaber; man havde jo kun hinanden på lånt tid.

Om Knut

Knut, som er det mellemste barn, er en følsom fyr. Han forekommer mig at være den af de tre børn, som er mindst naturgroet. Det handler både, om hvordan han føler sig hjemme i sin krop, i naturen, i verden og i sin familie. I Knuts perspektiv bliver familien udfoldet som en slags spind. Vil du sige lidt om det?

Jeg tror, der er mange flere børn, end vi forestiller os, der gør sig tanker om, hvordan de hører til i deres familie. Det er ikke ualmindeligt, at et barn ser på sine forældre og tænker: ’Jeg er bare ikke som dem.’ Knuts forældre er på en eller anden måde blevet optaget i Godhavn, de arbejder der, har venner, og selv om de holder sig i en danskergruppe, så har de en tydelig funktion i det sociale. Det har Knuts søstre også. Storesøster Hilde tager på jagt med sin far, og Bjørk vil også gerne jage, men bliver skubbet til side af Hilde. Knut er anderledes, og det er lidt uheldigt for ham, for han er en dreng. Det ligger ofte i forventningen til drengens dna, at han skal slægte sin far på. Men Knut har slet ikke lyst til at dræbe, til at skære i dyr og den slags. Han overvejer faktisk at blive vegetar, hvad der er helt absurd; det kan slet ikke lade sig gøre i Godhavn. I stedet for at yde modstand over for de omstændigheder, som omgiver ham, retter Knut det kritiske blik mod sig selv. Det er svært at være ham i det miljø, og det bliver ikke lettere af, at han er barn i en halvfjerdser-familie, hvor man ikke var så opmærksom på børnenes behov. Der var masser af kærlighed i datidens familier. Men børns behov fyldte bare ikke på samme måde. Så der er ikke nogen, der snakker med Knut om de her ting. Han får lov at gå med det selv. Og fordi han undervejs i fortællingen mister sin bedste ven, der pludselig skal flytte til Danmark, bliver hans anderledeshed mere akut. Det bliver næsten et ubærligt tab for Knut at miste Rene; han var den eneste, Knut kunne identificere sig med. Derfor er Knut så optaget af, ikke bare hvordan familien hænger sammen, men også hvorfor den hænger sammen, som den gør. Han er ikke en del af de tråde som udgør spindet, tværtimod er han den, der er fanget i det.

Han har også en evne til indlevelse i dem, som er omkring ham. Særligt hvis de føler sig lidt klemt.

Han er frygtelig empatisk.

Ja, blikket er ikke kun rettet mod ham selv, det er også en observationsevne i forhold til andre.

Jeg kan se, at Knut på en måde også kommer til at repræsentere det som sker for et barn, der vokser op i et samfund, hvor det er anderledes end majoriteten. Som danskerbarn i Grønland tilhørte man – i hvert fald før i tiden – en privilegeret, men lille flok. Men man var er også udsat. Det var ikke ualmindeligt, at der blev råbt efter danskerbørnene på gaden, at de var dumme danskere, og at de skulle rejse hjem. Hvad stiller man op med den slags som barn? Uanset hvor man kommer fra, er det sårbart at være anderledes. Man kommer uafladeligt til at se på sig selv udefra, fordi man har de andres blik på sig. At være anderledes er ikke i sig selv noget negativt. Men det tipper meget hurtigt over og bliver til en følelse af at være forkert. Det kan for børns vedkommende udvikle sig til en slags oversensibilitet, og til en evne til at kunne sætte sig i alle muliges sted. At være empatisk er godt. Men hvis ikke man formår at håndtere sine empatiske egenskaber, så kan det blive negativt, fordi man måske er foranlediget til at tage nogle hensyn, som man dybest set ikke burde tage. Hilde er ikke ligesom Knut parkeret i en bestemt opfattelse af sig selv. Hun kan flytte sig. Hun kan vælge, om hun vil høre sammen med den ene eller den anden eller den tredje gruppe. Hun har det mere modne individs mobilitet.

Jeg ser Knut som en lille forfatterspire. Mens jeg læste, tænkte jeg, at Knuts indlevelsesevne spejlede forfatterens indlevelsesevne. For der er jo helt tydeligt tale om tre vidt forskellige bevidstheder i den her fortælling, som forfatteren formår at indleve sig i.

At have forfinet sin evne til at leve sig ind i andres virkeligheder kan være en fordel, ikke mindst for en forfatter. Det er en gave, når man skal skabe identiteter; at man faktisk kan leve sig ind i, hvordan de tænker og føler, når man flytter rundt på dem. Det gør man jo som forfatter; man flytter rundt på sine personer mere eller mindre nådesløst.

Om Hilde

Du har allerede sagt om Hilde at hun går på jagt, og i hendes afsnit når vi hen til enden af barndommen på tærsklen til det voksne kvindeliv. Jeg synes, du skildrer Hildes vækkelse til seksualiteten så fint. Der er næsten en slags bliven-barn igen. Man kunne forestille sig, at seksualiteten var et farvel til barndommen. Men Hilde tænker i stedet, da hun hopper hen over klipperne, at nu har hun det, som om hun er blevet barn igen.

Vi er vant til at betragte det seksuelle som noget alvorligt, men i den seksuelle tiltrækning er der også et element af eufori; man bliver let og høj, man bliver fjollet. Det er i virkeligheden meget lig, det der sker, når man leger som barn. Der er noget selvforglemmende over det. Knut formår, trods sin tyngde, i kortere eller længere momenter at give sig hen til legen og glemme sig selv. Det samme sker i det seksuelle rum. Man sætter parentes om alt andet og hengiver sig til det, der dybest set er meningsløst. Jeg tror det er, hvad Hilde oplever med sin forelskelse i Johannes; en tilbagevenden til noget formålsløst, noget dejligt og spændende. Det er en formålsløshed som på en eller anden måde føles som formålet i sig selv.

Om dyrene

Dyrene spiller en stor rolle i romanen. Der er flere steder brugt dyremetaforer om mennesker. Hvorfor er det vigtigt at skrive om forholdet mellem menneske og dyr?

Jeg ved ikke, om det er vigtigt. Men dyret er taknemmeligt at bruge for nogle bestemte træk og egenskaber hos mennesker. Johannes er en lidt skæv dreng med en temmelig rodet baggrund, og han kan – ligesom haren – camouflere sig. Sneharen er hvid om vinteren, og om sommeren bliver den meleret, så den kan gemme sig i lyngen og på fjeldet. Det samme med rypen. Mennesker kan også camouflere sig i deres adfærd – for eksempel ved måden de taler eller bevæger sig på. Nogle mennesker er rigtig gode til det; det kan være næsten uhyggeligt at se, hvordan de kan gå fra gaden og ind i et selskab, og så snart de træder indenfor antage en form, der passer ind i omgivelserne. Det kan være en god social evne at have, at kunne lade som om man er som de andre. Knut er optaget af ligheden mellem blomsterfluen og hvepsen; de to insekter ligner hinanden. Blomsterfluen drager fordel af at ligne et insekt, som kan stikke. Den mimer nogle egenskaber, som den ikke har, men som beskytter den. Det kan mennesker også gøre. Og det giver en vis magt. Fordi man måske i virkeligheden er den eneste, som ved at man er anderledes, og
kan bruge sine skjulte egenskaber som våben.

Hundene er også et genkommende motiv.

Jeg har lært at hunde er livsfarlige, og især slædehunde selvfølgelig. Når jeg bruger dem som emne i romanen, er det fordi jeg er fascineret af hundene, men også for at demonstrere, hvad der sker inden for et bestemt hierarki. Der er altid en leder i en flok. Hvis man fjerner en førerhund fra flokken, går flokken i opløsning og er nødt til at redefinere sig. Hundene holder hinanden i skak. Sådan er det også i en hvilken som helst familie, ja, i alle hierarkiske systemer; hvis man fjerner den stærke leder, hvad vi jo ser i disse revolutionstider, så opstår der kaos, nye bejlere til magten dukker op, og tingene skal redefineres. Det kan ret let illustreres med hundene. I familien i Godhavn er det tilsyneladende faren som er chefen; resten af familiemedlemmerne rangordner sig under ham. Det er Knut, der har gennemskuet ordenen; han ligger selv ret langt nede på ranglisten …

Om familien

Du snakkede tidligere om familien, der har ændret sig. Er der noget ved barndommen i halvfjerdserne, der er mere ideel, end det vi kan give vores børn i dag?

Hvis jeg skal pege på en ting, som jeg kan være bekymret for i dag, er det den måde, vi er i gang med at tabuisere barnekroppen på. Den nøgne krop er blevet tabu. Voksne som arbejder med børn, skal overvåges, børn må ikke lege sammen uden tøj på, i det hele taget er man bange for, hvad børn kan finde på at bruge deres kroppe til. Hvor blev den hemmelige hule af? Hvis kroppen er tabu, kommer det, som sker inden i kroppen, til at høre under det fordækte; det er noget, som børnene selv må tage sig af. Der er risiko for, at vi er i gang med at etablere en skamfuldhed omkring den barnlige leg og undersøgelse af kropslige fænomener. I den proces er det børnene, som kommer til at sidde tilbage med skammen. Og det var vel ikke det, vi ville, da vi bestemte os for at ville gå til yderligheder for at beskytte vores børn?

 
 
http://ibenmondrup.dk/files/gimgs/th-150_liliib.jpg