En ekshibitionist kan også være privat

Selvom hun øser af sit eget liv og indvier offentligheden i selv meget intime ting, så er hun en meget privat person, billedkunstner og forfatter Iben Mondrup. Her er hemmeligheden om hendes liv og lyst til at bruge sig selv

Af: Peter Nielsen

At skrive er for forfatteren Iben Mondrup en undersøgelse af relationer, og dermed også af hende selv, i forhold til verden.

”Helt grundlæggende er der en selvoptaget åre i mig, som handler om at kunne forstå mig selv og forstå, hvordan jeg placerer mig over for andre mennesker. Det rum mellem mit jeg og verden uden for mig, har voldt mig både store glæder og problemer.”

Hun kommer egentlig fra billedkunsten og fotografiet, hvor hun også har været styret af den samme undersøgelse. For eksempel har hun ofte brugt sig selv som model, når hun fotograferede.

”Det er ikke bare et forsøg på at kredse kroppen ind, men også et ønske om at se hvordan den her krop, med al sin gestik og alle sine udtryk, virker på verden. Måske er det i virkeligheden et forsøg på at forstå, hvordan mennesker virker på hinanden. Det er jo dét, jeg skriver om i mine bøger. Men hvor de billeder jeg har arbejdet med, har en ganske kort levetid, så har det at lave bøger en helt anden tid. Når man endelig er færdig med bog, er den alt andet end flygtig. Jeg har lige nu mere end 400 bøger stående rundt omkring på bibliotekerne. Det gør mit tilsyneladende så selvoptagede arbejde mere forpligtende. Det potentielt narcissistiske værk udvider sig og kan, hvis værket er godt, blive til noget alment.”

Iben Mondrup takkede begejstret ja til interview i denne serie om hemmeligheder og grænserne mellem det private og offentlige. Men hun er alligevel åbenlyst beklemt ved situationen. Hun har lige lagt sidste hånd på sin nye roman Godhavn, der udkommer til efteråret. Ligesom i sine tidligere romaner, trækker hun i den, på sin opvækst i Grønland.

Vi sidder i et arbejdsværelse. I det ene hjørne har hun sit skrivebord. Foran står fotografier af familien i lag. Og så hænger på væggen fotografiet af det hus i Godhavn, hun boede i, da hun var mellem 7 og 11 år. Huset spiller en stor rolle i den nye roman.

-Har der konkret været ting, du har taget ud af din nye bog?

”Jeg har virkelig tænkt meget over de personer, som jeg skriver om. Mine forældre bor stadig i Grønland, hvor folk naturligt vil læse min bog, så jeg har ikke kunnet lade være med at overveje, hvordan også de ville forstå fortællingen. Jeg vil uendelig nødig gøre nogen kede af det. Men der er en grænse for hensynet. Så jeg må svare nej. Men jeg får da sug i maven, når du spørger, for der er ting, jeg følte mig ansporet til at tage ud.”

-Hvad er du bange for?

”Bange for at nogen skulle tænke noget om de mennesker, som personerne i min roman ligner, helt konkret min familie. Men jeg har ladet alt stå.”

-Det er hensynstagen og etik?

”Hvis jeg skulle have andres blikke med, når jeg skrev, så kunne jeg slet ikke skrive. Heller ikke selv om nogen ville kunne føle sig ramt. Virkeligheden er mangfoldig, og udlægningerne af den er uendelige. At skrive om virkeligheden er at sammenligne med en familiemiddag. Hvis du dagen efter beder hver enkelt fortælle, hvad der skete, vil der komme lige så mange versioner, som der var gæster. Det er præcis det samme i min bog. Jeg skriver jo ikke sandheden. Jeg skriver på noget, jeg har oplevet, og samtidig på et større projekt, som er romanværket. Romanen er hellig, den eliminerer alle hensyn, også til ting der måske gør ondt. Derfor er det vigtigt for mig at understrege, at heller ikke denne her bog er selvbiografisk, selv om det måske ser sådan ud. Eventuelle mellemmenneskelige opgør bør man tage i det private og ikke i det offentlige rum, sådan som det skete i for eksempel misseren om den svenske børneguru Anna Wahlgreen, hvis datter skrev en rasende polemisk bog mod sin mor.”

MR: Det private

Iben Mondrup er ikke kendt for at værne om sit privatliv. I offentlige debatter om emner som køn og seksualitet bruger hun ofte egne erfaringer, og på sin profil på Facebook er hun ikke karrig med selvbilleder, der kan virke intime.

”Fordi jeg bruger mit privatliv offentligt, vil mange mene, at jeg ikke er det, men jeg er faktisk ganske privat. Jeg er ekshibitionist på flere niveauer. Det har jeg måttet deale med, for jeg møder jo omverdenen ret konkret, når jeg skriver om personen Iben Mondrup. Paradoksalt nok har jeg det ofte svært med det sociale. Det er en af de største kilder til problemer for mig, hvordan jeg placerer mig.”

-Er det fordi, du ikke kender koderne for det sociale?

”Nej, det handler mere om, at jeg kan have svært ved at holde det sociales udstrækning ud. Altså, hvornår starter det, og hvornår er det slut? Selv om jeg kan være meget støjende og påkalde mig en masse opmærksomhed, har jeg også svært ved at holde det ud.”

-Du er bange for det penetrerende blik?

”Ja, måske. Jeg føler altid et stærkt behov for at markere mig. Jeg er gerne den, der råber højt og diskuterer. Den slags aggressiv udadvendthed genererer et stort behov for bare at være alene. Hvad der jo er et dilemma. Jeg plejer at bruge forskellige billeder til at hjælpe mig i sociale sammenhænge. Som at tegne en fiktiv dør på væggen, som jeg ved, at jeg kan gå ud af, og på den anden side af den dør, er der en baghave, og når jeg går ud af den, er der en skov, og der er jeg alene. Det er en ven, som har givet mig den dør, og den er helt nødvendig. Det kan lyde en smule hjælpeløst, men det virker. For øvrigt har jeg opdaget, at den dør, også fører ind i tekstens rum. At åbne døren kan sammenlignes med at åbne computeren og mit manuskript. Her går jeg helt konkret ud af jeres verden og ind i min egen.”

-Det handler om at beskytte det private rum?

”Ja, det gør det.”

-Du vil ikke kunne skrive uden at værne om det?

”Hvis jeg ikke havde behovet for det private rum, så ville jeg sikkert ikke skrive. Så ville jeg måske være skolelærer eller noget andet, hvor jeg kunne være noget for andre mennesker. Men det dur simpelthen ikke for mig. Jeg bliver skør af for mange mennesker.”

At Iben Mondrup flere gange har ytret sig offentligt om kvinder og seksualitet, og brugt sig selv som eksempel, har ført til at hun har fået endog meget private henvendelser fra mænd.

”Når man beskæftiger sig med kvinden, og særligt den erotiske kvinde, så har hun gerne en bestemt karakter. Hun er passiv og modtagende. Det har altid undret mig, og derfor har det været oplagt for mig at give andre kvindetyper, særligt den dominerende og den udadvendte, en form for stemme. Men når man fortæller ting om sig selv, der handler om sex, så bliver det betragtet som noget meget privat og selvudleverende, også selvom man gør et nummer ud af, at man taler på vegne af flere kvinder. For mit vedkommende har det affødt, at jeg i en efterfølgende periode har fået henvendelser fra især mænd i min indbakke, der gerne vil tale videre med mig om mit syn på mænd og sex. De vil måske også gerne vise mig deres pikke. Men altså, når jeg ytrer mig i det offentlige rum, ytrer jeg mig som offentlig person; det er ikke en gang sikkert, at det jeg siger, er helt korrekt. Måske lyver jeg endda for at tydeliggøre mit budskab – husk på, at jeg er forfatter. Man er naturligvis velkommen til at skrive en kommentar eller et modsvar til det jeg siger – ikke direkte til privatpersonen Iben Mondrup, men netop og selvfølgelig i det offentlige rum. Men det er blevet sværere for folk at skelne mellem privat og offentlig person, måske fordi vi er bundet sammen i diverse sociale medier, hvor alle pludselig kan komme til orde og mene noget lige op i ansigtet på hinanden. Det giver altså nogle problemer.”

Iben Mondrup er ikke er ked af at vise billeder fra sine private rum, vise billeder af sine børn og i det hele taget skrive åbent om sit liv. Hvordan hænger den halvoffentlige profil sammen med at værne om det private?

”Det er et godt spørgsmål. Igen er det komplekst. Jeg har brug for blikket. Jeg har både brug for blikket og ikke brug for blikket. Og det behov kan jeg blandt andet få dækket af de kommunikationsmuligheder, som ligger i de halvoffentlige rum, som for eksempel de sociale medier. De giver en praktisk distance, som gør det muligt for mig at lege med idéerne om selvbilledet, men i allerhøjeste grad også at få sagt de ting, jeg synes er vigtige, om kvinders seksualitet, eksempelvis.”

-Men du viser eksempelvis billeder af dine helt private arbejdsrum?

”Det er bare billeder. Igen: jeg er jo kunstner og forfatter. Der er tale om fremstillinger. Mit allerinderste af mit private viser jeg alligevel ikke. Det ligger lige derovre i en hemmelig mappe på computeren. Det er mit skabelsesrum; dér hvor de første forsøg ud i en tekst finder sted, de helt pinlige ting, ting som aldrig må komme på tryk. Gud bedre det, at nogen skulle komme til at åbne det dokument der hedder ’Godhavn 1’. Se dét er pinligt! Dét er privat for mig, det sted, hvor jeg har blottet mig i et forsøg på at skabe noget. Der er ikke noget mere ynkeligt, end en kunstner der er i gang med at prøve på at skabe. Det kan sammenlignes med at gå på toilettet. Så intimt og hjælpeløst til en begyndelse. I det offentlige rum kan jeg måske virke som en, der kan klare alt muligt, men det er ikke hele sandheden.”

MR: Hemmelighederne

-Har du mange hemmeligheder?

”Det har jeg. Og det er vigtigt, for hemmeligheden er et sted, hvor man som hemmelighedens indehaver kan trække sig tilbage til, et sted der er urørligt og som ingen har adgang til. Det giver en god følelse at der er noget som er eksklusivt mit. At have hemmeligheder er en slags lykkepiller. At vide, at det her tager jeg med mig i graven, lyder måske højstemt, men ikke desto mindre er det frydefuldt. Mine hemmeligheder skal plejes. I ensomhed eller sammen med den, jeg eventuelt deler hemmeligheden med – det kan man nemlig også.”

-Hvad er din hemmelighed til mig?

Åh, jeg tror, at jeg i virkeligheden har sagt det på forskellige måder allerede: Jeg kan føle mig som et flakkende og rodløst menneske. Måske er det derfor, jeg bliver ved med at kaste billeder og tekst ud i verden. For at samles. For at kunne mærke mig selv. Det er en underlig hemmelighed, men den er sand. Jeg behøver ikke uddybe, vel?”

-Hænger hemmeligheder sammen med det at skabe kunst?

”Når man skaber kunst, så forsøger man også at afdække noget, og det man forsøger at afdække, kan være så svært tilgængeligt, at det kan forekomme hemmelighedsfuldt. Det at arbejde med en roman, kan sammenlignes med at prøve at tilegne sig romanens hemmelighed, at forsøge at blotlægge den. Det opleves nogle gange, som teksten begynder at skrive sig selv. Når det sker, ved jeg, at jeg er tæt på, at jeg er ved at være trængt igennem tekstens forsvarsværk. Der er noget allerede helt, noget helligt derinde, som jeg kan omslutte i tekstens krop.”

Iben Mondrup er ikke bange for, med Per Højholts ord, at tage af hovedstolen, altså at komme til at bruge sit personlige stof op.

”Jeg tror ikke, jeg kan blive færdig med det. Jeg tænker også på, at de forfattere, jeg holder af, eksempelvis Tomas Espedal, bliver ved med at kredse om det samme. Jeg tror, der er uendelige historier i et menneskes bevidsthed. Man kan ikke bruge hovedstolen op, stoffet bliver ved med at forgrene sig og antage nye former.”

-Så ikke bare hemmelighed, der bliver brugt op?

”Nej, det er en meget materialistisk måde at betragte det på. Historien forandrer sig hele tiden, og det er vigtigt, når vi taler om det selvbiografiske. Det kan godt være, at Knausgård har skrevet Min kamp for nogle år siden, men hvis han skulle skrive den igen, ville den se anderledes ud. Vi er ikke statiske væsener. Der kommer hele tiden nye fortællingsniveauer til, historien bliver ved med at udvide og transformere sig.”

Serietekst:
Hemmeligheder
Vi lever i en tid med statslig overvågning af den enkelte og individuel selvudlevering på de sociale medier.
Hvad gør det ved grænsen mellem privat og offentlig?
Hvad betyder det for den enkelte at være hemmelig, og er det nødvendigt at værne om en kerne, som man ikke deler med alle for at kunne være menneske?
Det undersøger vi i denne serie, hvor kunstnere fortæller om et liv med hemmeligheder.
Dette er det fjerde og sidste interview i serien.

Læs interviewet her