FAMILIEN ER EN PETRISKÅL

Som "danskerbarn" i Grønland har Iben Mondrup måtte beskæftiget sig med identitet konstant. Var hun grønlænder eller dansker? Nu kan hun endelig skrive om noget andet!

Af Johanne Mygind

Foto: Niels Christensen

Da vi næsten er færdige med interviewet, ser Iben Mondrup pludselig ud, som om hun er ved at betro mig en hemmelighed, så siger hun stille:
”Jeg er blevet så glad for min familie. Jeg synes, at de er seje! Min bror og min søster står mig meget nær, selvom vi lever meget forskelligt. Og mit forhold til mine forældre har også ændret sig. Sidst de var hjemme i Danmark, sad vi og snakkede en helt nat sammen. Og endelig havde jeg følelsen af, at der sad vi! Tre voksne ligeværdige mennesker og bare talte med hinanden.”
Iben Mondrup smiler blufærdigt, inden hun fortsætter:
”Det er meget forbudt for en forfatter at sige, at det også kan være terapeutisk at skrive en bog, men jeg bliver da klogere for hver bog, som jeg skriver."

I Iben Mondrups nyeste roman Karensminde møder vi igen søskendeflokken fra den prisbelønnede roman Godhavn, som fortalte om tre søskendes opvækst som "danskerbørn" i Nordvestgrønland. I Karensminde er børnene vokset op, og forældrene er blevet gamle.
"I Karensminde skildrer jeg en periode i en families liv, set gennem både de to forældre og de tre voksne børns øjne. Og så bliver det altså meget tydeligt, at der ikke findes éen sandhed om en familie! Der er mindst fem forskellige versioner af den! Og den erkendelse er meget helende” fortæller Iben Mondrup og rynker brynene let, da jeg bemærker at hun ikke er alene om at skrive om familien som institution og situation. Efter autofiktionens radikale individualisme har jeg i det sidste år interviewet den ene forfatter efter den anden, som alle har undersøgt, hvad det egentlig vil sige, at være i familie.
"Det er måske ikke så mærkeligt at vi undersøger det lige nu? Det er jo også en undersøgelse af den mindste form for fællesskab. Den har sin egen lov og orden og styreform, som kan være mere eller mindre demokratisk. Familien er en petriskål. Man putter en lille smule bakterier ned og så begynder de at vokse. Dramaerne er bitte små, set udefra, men et lille svigt i barndommen kan starte en verdenskrig 30 år efter."

Ligesom de tre søskende i Karensminde er Iben Mondrup selv vokset op i Grønland. Hun flyttede til Danmark, da hun var 17 for at gå på kunstakademiet, og er siden kun vendt tilbage til barndommens land på korte besøg Hendes to sidste romaner foregik på Grønland, men i Karensminde dukker Grønland kun op i korte glimt . Iben Mondrup havde fra begyndelsen besluttet sig til, at hun ville skrive om et andet landskab end det grønlandske.
"Det var en opgave, som jeg stillede mig selv, fordi jeg ville videre. Jeg får tit at vide, at jeg skriver sanseligt, men meget af min sanselighed kommer fra Grønland. Jeg har meget nemt ved at sætte ord på, hvordan det er at løbe henover klipper eller lugten fra havet. Det danske landskab har jeg til gengæld svært ved at genkalde mig. Hvad er der på de marker? Hvilke afgrøder gror der? Hvordan påvirker det landskabet, når årstiderne skifter? Det danske landskab er simpelthen ikke rigtigt mit," fortsætter Iben Mondrup skutter sig lidt i sin store pelsvest, som får hende til at ligne mellemting mellem en grønlandsk jæger og en dansk filmdiva. I hendes lejlighed er der skind alle vegne. De ligger over stolene i køkkenet og på sengen, som hilsner fra det land, som hun har forladt.
”Det er nok ikke så underligt, at både børnene i Karensminde og jeg selv er endt med at bo i Danmark. Det er jo ikke ubetinget nemt at være dansker i Grønland. Måske tilhører man "overklassen", men man bor også i et samfund, som man ikke rigtigt er en del af. Så er jeg grønlænder eller dansker? Jeg kan for eksempel ikke tale grønlandsk, fordi "danskerbørn" jo blev undervist på dansk,, men på andre områder er jeg jo grønlandsk. Jeg kan begå mig på havet, jeg kan arbejde med kød og fisk. Jeg har en særlig høj grønlandsk latter, som mine danske børn ofte finder upassende,” siger Iben Mondrup og fortsætter:
"En del af min "grønlandskhed" handler også om at være udsat og derfor tilpasningsdygtig. Min datter bemærkede engang, at jeg skiftede måde at tale på efter hvem jeg var sammen med. Helt ned til hvor jeg lagde trykket på ordene. Min evne til at gå ind og ud af forskellige miljøer er nok mere udtalt end så mange andres, fordi jeg hele tiden har skulle aflæse situationer og andres normer. Der kan være stor ensomhed, forbundet med den evne, men samtidig er den guld værd for en forfatter."

I Godhavn ses de voksne kun med børnenes blik. Som mærkværdige voksne, som er så optaget af Grønland og hinanden, at børnene ikke helt kan trænge igennem. I Karensminde har forældrene fået deres egen stemme og ser med forundring på deres voksne børn, som bliver ved med at kritisere dem.
”Forældrene har jo haft et langt liv uden deres børn oppe i Grønland. De har også været vant til at håndtere farlige og potentielt livstruende situationer i Grønland, men det betyder ikke nødvendigvis at de er gode til at tackle de små konflikter, som de møder i Danmark. Det er svært for dem, at genoptage de familiære forpligtigelser, hvor de før bare har kunne været sig selv som voksne.”
Det er meget sjældent at man har både forældre og børns perspektiv i samme roman? Det kan næsten føles helt grænseoverskridende, når du for eksempel skildrer forældrenes stærke erotiske forbindelse?
"Synes du det? Sådan har jeg det slet ikke…. Forældrene i bogen har jo visse træk tilfælles med mine forældre, og min far har altid været dybt forelsket i min mor. Det har altid været en del af vores families liv, at min far gav min mor smukke højhælede sko i julegave og nød at hun tog dem på. Så den side af historien gør mig slet ikke blufærdig. Det, som kunne være grænseoverskridende at skrive om, var snarere børnenes oplevelse af de voksnes svigt. I Karensminde får lillesøsteren Bjørk en spiseforstyrrelse, da hun kommer til Danmark og flytter ind hos sin bror. Moderen reagerer ved at sende en check, så Bjørk kan komme på ferie. Den episode har jeg hentet fra mit eget liv, hvor jeg også blev meget syg, da jeg flyttede til Danmark og min mor gjorde noget lignende. Hvad skulle hun ellers have gjort, kan jeg spørge i dag? Jeg var jo flyttet hjemmefra! Jeg ønsker ikke, at mine forældre skal læse den bog som et anklageskrift, og derfor har jeg måtte forberede dem på udgivelsen af romanen, og forklaret dem, at jeg har brugt nogle episoder fra vores fælles liv,, men at forældrene i bogen bestemt ikke er dem .”
Forældrene virker, som om de er blevet hele mennesker i Grønland, hvorimod deres børn er blevet forrevne af deres opvækst og deres tilbagevenden til Danmark?
”Jeg tror i virkeligheden mere, at det handler om, hvor mine personer er i livet. Både Bjørk og Hilde har svært ved at blive rigtigt voksne. Det tror jeg, at mange i min generation har. Al den terapi betyder, at vi hele tiden må vende tilbage til forældrene og barndommen og konfrontere dem med de svigt, som vi har været udsat for. Det er også derfor, at jeg lader den ældste søster Hilde få et barn i Karensminde. Hun har anklaget og anklaget sine forældre for at svigte, og nu skal hun prøve det selv. Hun skal måske især erkende, at svigtet er uundgåeligt. Det er jo først, når man svigter sit barn, at barnet kan blive voksent og sig selv," forklarer Iben Mondrup og siger pludselig tilfredst:
"Jeg er faktisk virkelig glad for at have skrevet en bog, som handler om familien og ikke om Grønland. Jeg synes nogen gange, at jeg har brugt hele livet på identitetspolitik. Hvem er rigtig grønlænder? Hvem er rigtigt dansker? Hvem er brun? Hvem er hvid? Med Karensminde føler jeg endelig, at jeg har fået lukket den dør. Ved at skrive om familien har jeg fundet et sted, hvor det ikke betyder noget, hvor du kommer fra og hvilken farve du har. Hvor klichéen om "at vi alle bare er mennesker" faktisk holder.”

 
 
http://ibenmondrup.dk/files/gimgs/th-348_IMG_0830.jpg