”De historier, altså de virkelige historier, jeg har hørt, de er jo endnu vildere, end hvad jeg har skrevet”

Af: Carsten Andersen/Politiken

En vinterdag i København. Sneen havde lagt sig blidt over byen, da Iben Mondrup var ude at gå med sin lille datter, som dengang var 7-8 år. Mor og datter var søgt ind på en af storbyens kirkegårde, hvor gadens folkemylder og trafik kom lidt på afstand. Mens de slentrede rundt på stierne, fik de på et tidspunkt øje på en skovdue, der sad og trykkede sig i sneen.
»Det var tydeligt, at den ikke havde det godt. »Ved du hvad, Ellen«, sagde jeg, »den ordner vi sgu lige««.
Med et snuptag greb Iben Mondrup fat om duens hoved og holdt det fast, mens hun snurrede fuglens krop rundt i hurtige cirkler, som hun havde set sin far gøre.
»Problemet var bare, at der ikke skete noget. Jeg forsøgte at knække nakken på duen, mens mit barns øjne bare blev større og større. Så rykkede jeg til, og duens hoved fløj selvfølgelig af, mens blodet sprøjtede ud over både mig og hende. Det var måske ikke lige det, der skulle ske, tænkte jeg. Hun stod bare dér, dybt chokeret«.
»Nå«, siger jeg til hende. »Nu sætter jeg lige hovedet på igen, og så lægger vi duen her. Men den lider ikke mere, Ellen««.
Iben Mondrup smiler og ryster lidt overbærende på hovedet af sig selv.
Fra hun var 3, til hun blev 18, boede hun i Grønland med sine danske forældre og to yngre søskende. Hun kan godt mærke, at det har præget hende. Forholdet til liv og død bliver lidt anderledes, når man har opholdt sig omkring polarcirklen i 15 af de år, hvor identiteten bygges op. Lige under huden ligger en følelse af at være fremmed. Både i Danmark og i Grønland.
Den 50-årige forfatter ved også, at omgivelserne i Danmark kan opfatte hende som eksotisk, måske lidt grov og usentimental, og måske er det heller ikke helt ved siden af.
Scenen med skovduen er i hvert fald god at have i baghovedet, når man læser hendes nye roman, ’Tabita’. Her fortæller forfatteren, hvordan danske og grønlandske skæbner i 1960’erne og 1970’erne vikler sig ind i hinanden med resultater, der mere minder om gordiske knuder end nemme, symmetriske sløjfer. Det går faktisk ikke særlig godt, hvis sandheden nu skal frem. Hverken for børn eller voksne. Liv og død omfavner hinanden i en farlig pardans.
»Nogle ting blev så hårde at skrive om, at det næsten gjorde fysisk ondt på mig. Det kan jeg ikke udsætte nogen for, tænkte jeg. Det er for meget. Men bagefter tænkte jeg, at de historier, altså de virkelige historier, jeg har hørt, de er jo endnu vildere, end hvad jeg har skrevet«.

Cheferne fra Danmark

I ’Tabita’ fortæller hun historien om et dansk ægtepar, Eva og Berthel, som er udsendt til den nordlige bygd Upernavik på Grønlands vestkyst. Her bestyrer manden den lokale handelsstation. Trods en stor længsel efter at få børn er det ikke lykkedes for parret. Helt anderledes ser det ud for deres grønlandske hushjælp, Abelone, som få sider inde i romanen føder sit tredje barn på gulvet i ægteparrets badeværelse. Den lille dreng, der får navnet Vitus, får maksimal opmærksomhed af Eva, når Abelone har ham og nogle gange også storesøsteren Tabita med på arbejde.
Herfra bliver romanen en fortælling om, hvad der sker, når den grønlandske og danske virkelighed støder sammen. Det bliver også en fortælling, som bidrager til forklaringen om, hvorfor forholdet mellem Grønland og Danmark har vist sig at være problematisk helt frem til i dag.
Handlingen i romanen udspiller sig i årene 1965-76.
»Jeg valgte den periode, så jeg kunne sandsynliggøre min historie. På den måde kunne jeg skrive om den myndighed, de danske ansatte og udsendte helt automatisk havde dengang, og som de også tog for givet. Det var en myndighed, som gjorde, at det kunne være meget svært at sige nej, hvis barnløse danskere eksempelvis spurgte, om de måtte få nogens barn. Danskerne var jo cheferne«, siger Iben Mondrup.
Et af de afgørende vendepunkter i ’Tabita’ kommer netop, da Vitus og Tabita bliver fløjet ud af Grønland for at blive omplantet i en dansk virkelighed hos det danske ægtepar i Nordsjælland. Børnene har ingen idé om, at de aldrig skal vende tilbage til deres biologiske mor i Upernavik.
I grønlandsk kultur har man ifølge forfatteren tidligere haft, hvad man kunne kalde elastiske familier. Hvis der opstod problemer, kunne et barn yde rundt mellem medlemmer af familien, hos bedsteforældre eller hos venner.
»Undersøgelser har vist, at børn, der kom i pleje på den måde, ikke har de samme problemer som de børn, der blev adopteret ud af landet. Det er først for relativt nylig, man i Grønland er begyndt at diskutere, hvad der er barnets tarv og rettigheder. Tidligere har man også haft de juridisk faderløse børn. De var måske børn af danske håndværkere, men de kunne ikke få oplyst, hvem deres far var, fordi man ville beskytte fædrene, som typisk havde familie i Danmark. For mig har det været nogle vilde 30-40 år at blive voksen i. Først havde vi en underkuet grønlænder, og nu har vi heldigvis en mere ligestillet grønlænder«.
Og en mere selvbevidst grønlænder?
»Meget mere selvbevidst«.

Hvad kan man skrive?

Iben Mondrup synes, det er en god ændring, men det er også en forskydning, som har betydet, at hun som forfatter må træde varsomt. Ikke kun fordi danskere og grønlændere har ændret syn på sig selv og hinanden, men også fordi identitetspolitikken er blevet en del af den litterære diskussion. Kunne hun som dansker tillade sig at skrive om en grønlandsk pige?
»Som udgangspunkt tænkte jeg, at det kunne jeg ikke, selv om jeg selv er vokset op i Grønland. Jeg ville ikke skrive om noget, som andre kunne føle, at de har ejerskab på«.
Principielt mener hun imidlertid, at hun som forfatter har ret til at skrive hvad som helst, så hun har valgt at skrive sin roman. Uanset hvad. I romanen skriver hun fra re forskellige synsvinkler, og de tre er grønlandske. Ud over Tabita er det hendes mor, Abelone, og Tabitas mormor, Rosine. Den fjerde synsvinkel bæres af den danske adoptivmor, Eva.
Diskussionen om repræsentation i litteraturen har dog betydet, at Iben Mondrup har fravalgt at skrive om, hvordan Tabita bliver påvirket af at se anderledes ud, da hun kommer til Danmark. Det har været nogle andre aspekter, der har interesseret hende.
»Det interessante for mig har været at se på, hvad det betyder for et barn, at man nægter det adgang til dets fortid og adgang til dets eget sprog. At man ikke vil have, at barnet udfolder sig, som det nu gør helt naturligt. At moren, Eva, har svært ved at forlige sig med at have fået et grønlandsk barn, fordi hun i virkeligheden hellere ville have haft sit eget barn«.
De seneste år har transnational adoption været flittigt beskrevet i skønlitteraturen, men det er ofte historier, som har været fortalt fra den adopteredes synspunkt. Emnet står også højt på listen hos Iben Mondrup, men hun er faktisk lige så interesseret i, hvad der foregår i en hvid kvinde, som adopterer et barn, som er helt forskelligt fra hende selv.
Eva har det svært med det?
»Det tror jeg, at mange adoptivmødre har. Det her er meget svært at tale om, for jeg kommer også til at lægge nogle ord og tanker i hovedet på Eva, som er dybt problematiske, racistiske og tabuiserede«.
Hvad tænker du på?
Berthel minder hende om, at grønlandske kvinder er meget anderledes end hende?
»Ja, han siger, at de er meget mere primitive«.
Og at de tager det let, hvis de mister et barn?
»Det var holdningen dengang, og det må vi godt vide. Jeg kræver ikke, at vi snakker om det, men jeg har ret til at skrive det. Det er dybt problematisk, og det er også en del af vores historie«.

Hjemme i Grønland

Iben Mondrup var ellers sikker på, at hun var færdig med at skrive om Grønland efter romanen ’Godhavn’, som udkom i 2014 og indbragte hende DR Romanprisen året efter. Hun havde tænkt, at det var slut, fordi det kan være svært at sige noget om Grønland, når man er dansker.
»Man skal hele tiden forholde sig til sig selv, til det, man siger, og til modtageren af det, man siger. Det skal man vel altid, men jeg havde heller ikke lyst til at agere antropolog i forhold til Grønland. Her kommer vi danskere og undersøger deres kultur. Vi registrerer kulturen, og vi er også med til at forandre den, og bagefter kommer vi og siger, at vi har ødelagt deres kultur, og nu skal de bare høre, hvordan de kan reparere deres egen kultur igen. Alt det har jeg det svært med«, siger Iben Mondrup.
Måske var det også baggrunden for, at hun i en årrække ikke besøgte Grønland.
Hun ved det faktisk ikke engang selv, men hun ved, at det blev skelsættende, at hun på sin fars opfordring tog derop med sine to børn i 2017. Hele flokken var sejlet ud i familiens båd for at fange nogle af de ørreder, der senere skulle ryges og blive til forældrenes vinterforråd. Iben Mondrup var krøbet i læ bag glasfiberbådens store kabine, og pludselig så hun sig selv sidde og græde. Af glæde.
»Det var, som om noget blev forløst, fordi jeg var hjemme igen«. Dengang analyserede Iben Mondrup det ikke nærmere, men senere har hun tænkt, at hun føler sig dybt forbundet med Grønland på flere niveauer. Hun kan mærke det helt konkret, når hun skriver.
»Når jeg skal skrive et dansk landskab frem, så bliver det ligesom et billede, jeg ser på, hvorefter jeg beskriver, hvad der er på billedet. Hvis jeg skal skrive et grønlandsk landskab frem, er jeg på en måde inde i billedet og kan fortælle om det. Ikke som et billede, men som en sansning«.?I ’Godhavn’ fortalte hun om at være danskerbarn i Grønland. Romanen handlede om en familie, der delte flere træk med hendes egen, hvor forældrene i begyndelsen af 1970’erne var taget til Grønland som lærere. Fra børnehøjde fortalte hun i ’Godhavn’ om forholdet mellem danskere og grønlændere. I den følgende roman, ’Karensminde’, fortalte hun om de nu ældre forældre fra ’Godhavn’, som vendte tilbage til Danmark, hvor forholdet børn og voksne og børnene imellem skulle genopfindes.
For to år siden skrev hun sig endnu længere væk fra barndommens landskab med romanen ’Vi er brødre’ om årene omkring Anden Verdenskrig.
Det var først, da hun var ude i landet for at fortælle om ’Vi er brødre’, at det grønlandske tema dukkede op igen. I Skanderborg mødte hun en boghandler, som havde kendt danskere, der havde haft grønlandske skolebørn boende.
»Dér sagde det pling inde i mit hoved. Selvfølgelig skulle jeg skrive om grønlandske børn, som man flyttede til Danmark i et år, inden de skulle hjem igen. Da jeg begyndte at lede efter nogle skolebørn fra dengang, viste det sig, at nogle af skolebørnene aldrig var kommet tilbage til Grønland igen. Enten fordi deres danske forældre var blevet glade for dem og havde bedt om lov til at beholde dem, eller fordi der var sket noget i børnenes familie, sygdom eller død i familien, så de var blevet. Jeg tænkte, at det var en vild historie. At blive sendt på skoleophold i Danmark, og inden du får set dig om, er du blevet adopteret og kommer aldrig tilbage«.

En verden til forskel

I ’Tabita’ skriver Iben Mondrup sig tilbage til den periode, hvor det problematiske forhold mellem danskere og grønlændere for alvor slår rod. Handelsbestyrerens bolig er eksempelvis et af de centrale steder i Upernavik. Abelones hus ligger ikke længere væk, end at hun og Tabita kan se ned til Eva og Berthel, men der er en verden til forskel mellem de to familiers liv.
Forfatteren kan godt genkende det fra sin egen barndom. Som skolelærer havde hendes far kontakt til mange i byen, men den lokale handelsbestyrer kom ikke i samme grad ud til folk. Ligesom mange andre udsendte danskere med mere overordnede jobs plejede de mest omgang med andre danskere.
For nylig øj hun hjem fra Grønland. Undervejs så hun dokumentar filmen ’Sumé – lyden af en revolution’. Filmen fortæller om rockbandet Sumé, som i 1970’erne var blandt de første, der satte ord på grønlændernes trang til frihed og selvstændighed.
»Filmen har flere gamle klip, og i et af dem bliver en håndværker spurgt, om han kunne tænke sig at pleje omgang med grønlænderne. Nej, det kunne han da virkelig ikke, for de var jo helt anderledes. Han siger det, som om det bare er sådan, det er. Han kan ikke se, hvorfor han skulle have noget med dem at gøre. Som om det var et dumt spørgsmål, men det har på mange måder været tankegangen hos dem, der ikke holdt ret længe i Grønland. Ofte var de der kun i et par år. Det var ikke normalt at blive der, som mine forældre gjorde«.
Ved at skrive sig tilbage til 1960’erne og 1970’erne rækker hendes historier i ’Tabita’ også tilbage til en periode, hvor man faktisk kunne finde på at indfange en isbjørneunge og holde den i en indhegning ved siden af et hus midt i byen. Det var også en periode, hvor mænd som Berthel så et eventyr i at tage til Grønland.
»Det var mænd, som elskede Grønland for råheden og vildskaben. Her kunne de gå på jagt og udleve nogle bestemte sider af sig selv. For nogle var det også en betagelse af grønlandske kvinder, denne umiddelbarhed, som man også kan se skildret i Kim Leines bog ’Kalak’. Man har ment, at Grønland kan være et sted, hvor man kunne være sig selv på en anden måde i seksualiteten, end man kunne i Danmark«.
Iben Mondrup har lånt historien om den tilfangetagne isbjørneunge fra Anne Knudsens bog ’Hvor jeg var barn, var der isbjørne’. I romanen skyder en af fangerne en stor isbjørnehun på en jagt. Hendes unge overlever og bliver sat i en slags hundegård ved handelsbestyrerens hus, hvor den skal opholde sig, indtil den kan blive sejlet til Zoologisk Have i København.
I romaner går tingene dog sjældent som planlagt, og når børn og dyr bevæ- ger sig langt ud på isen, lurer katastrofen ude i tågen.
»Før i tiden var det hverdag, at børn forsvandt. Da vi boede i Grønland, kom vores nabos store søn til at skyde sin lillebror ved et vådeskud. En anden nabos barn blev ædt af hundene, fordi han havde vendt sig om, mens barnet havde forvildet sig ind mellem hundene. Børn gik gennem isen, og det gjorde voksne i øvrigt også. Det kan virke hårdt i en roman, som har et dramatisk forløb, men det var ikke exceptionelt i grønlandsk sammenhæng, at den slags skete«.

Virkeligheden som råstof

Arbejdet med ’Tabita’ har kastet et nyt lys ind over Iben Mondrups tidligere bøger, hvor hun helt åbenlyst har brugt af sin egen eller familiens historie. Da ’Vi er brødre’ udkom, deltog hun i en paneldiskussion på BogForum, hvor hun og flere andre forfattere reflekterede over, hvordan det er at bruge virkeligheden som råstof i sine historier.
Der kommer et tidspunkt, hvor man må tage fløjlshandskerne af, sagde Jesper Wung-Sung i diskussionen. Han var dengang aktuel med romanen ’En anden gren’, hvor han fortalte om, hvordan hans oldefar var kommet til Danmark. Her blev oldefaderen udstillet i Tivoli og fik senere en dansk kæreste. Store dele af historien måtte Jesper Wung-Sung derfor digte selv.
Iben Mondrup kan huske, at hun nikkede bifaldende og deltog i diskussionen, men i dag kan hun se, at hun stak blår i øjnene på sig selv. Da hun eksempelvis skrev ’Vi er brødre’, trak hun overhovedet ikke fløjlshandskerne af.
Romanen var baseret på hendes farfars liv i Frederikshavn i årene omkring Anden Verdenskrig og kom dermed også til at handle om farens opvækst og hans forhold til farfaren. I dag kan Iben Mondrup se, at hun var bange for at blande sig i det
forhold og skrive, hvad hun mente om det.
»Jeg har altid?sagt, at frem for at?skrive den nøgne?sandhed ville jeg?hellere skrive den?bedst mulige bog?og bøje sandheden. Men det er?fandeme svært,?når det er noget,?som er tæt på en?selv og ens familie,?som man i øvrigt?har et godt forhold til. I ’Vi er?brødre’ holdt jeg?mig til de ting, jeg vidste, min far ville synes var spiselige«.
Iben Mondrups farfar blev traumatiseret af sine oplevelser som modstandsmand under besættelsen, og det smittede af på hendes egen far Det gik forfatteren uden om i sin fortælling, for når man elsker et menneske, som hun siger, så vil man gerne skåne det menneske, og det gjorde hun så i ’Vi er brødre’.
Den beslutning fortryder hun lidt i dag, for efter at have skrevet ’Tabita’ kan hun se, hvor meget ekstra kraft det giver, når hun bare fortæller det, der giver den stærkest mulige historie.
Når det handler om at beskrive sammenstødet mellem dansk og grønlandsk virkelighed, kan hun i vidt omfang trække på egne erfaringer, både her og der. Som ung havde hun et forhold, der illustrerede problemet på tætteste hold. Hun var selv vokset op i en dansk familie i Grønland. Hendes jævnaldrende kæreste var halvt grønlandsk, men det meste af sin barndom og ungdom boede han i Jylland. Først som 18-årig kom han til Grønland.
Da de var sammen i Grønland, følte han sig ikke helt hjemme i Grønland. Det gjorde Iben Mondrup til gengæld, men hun havde også bevidstheden om, at hun var en fremmed. Bedre blev det ikke, da de sammen tog til Danmark. Her fik de begge problemer.
Kæresten mødte racisme, fordi han så ud, som han gjorde, og Iben Mondrup havde også svært ved at vænne sig til Dan- mark. Hun kunne mærke, at alle så på hende som en blandt alle de andre danskere, som hun jo også lignede, men årene i Grønland havde også gjort, at hun længe følte sig som en fremmed i sit eget land.
Forholdet til kæresten gik i stykker, fordi omstændighederne var for vanskelige, men det fik en stor betydning for, hvordan Iben Mondrup siden har set på den dansk-grønlandske historie. Kæresten havde et indgående kendskab til den dansk-grønlandske kolonihistorie, og hun abonnerede på alle fortællingerne om de danske overgreb på Grønland, som hun siger.
»Det gav mig en forklaring på, hvorfor jeg havde følt mig forkert, og jeg syntes pludselig, det var helt rimeligt, at man kaldte danskerne for dumme danskere«.
De følgende år kæmpede hun for at få fodfæste i sin nye danske virkelighed. Lærte sit land at kende. Lærte at få danske venner. Prøvede sig frem på danskstudiet på Syddansk Universitet, stoppede, prøvede at læse kommunikation på RUC, blev i stedet optaget på Kunstakademiet i Odense, flyttede til Kunstakademiet i København og følte sig ikke rigtig hjemme nogen af stederne.
Det var først, da hun tog overbygningsdelen på Kunstakademiet, at vejen frem begyndte at vise sig. I overbygningen koncentrerede hun sig om formidling, og det daglige arbejde med sproget i stedet for fotografier og installationer var en åbenbaring. Frustrationerne blev afløst af en ny ro. Det var jo det her, hun skulle. Skrive.

Den kantede kvinde

Det har hun gjort lige siden. For fuld styrke. Hun kalder sin lille debutroman ’Ved slusen’ fra 2009 sin hemmelige roman. Den blev næsten uredigeret udgivet på det lille, grønlandske forlag Milik.
’Tabita’, som udkom i denne uge, er forfatterens sjette roman på otte år, og hun har hele tiden forsøgt at arbejde sig nye steder hen.
En af dem, der har læst med under skriveprocessen på ’Tabita’, er krimiforfatteren Jesper Stein, og hans læsning har, synes Iben Mondrup, givet historien en fremdrift, som hun ikke har skrevet på før. Som forfatter ved hun godt, at når læserne kæmper sig igennem de mest mørke historier i en roman, så forventer de som i en krimi, at belønningen venter til slut. Gåden bliver løst, og forbryderen bliver straffet for sine ugerninger.
»Forbryderen får også sin straf i min historie, men det er en fantasi, at alt ordner sig til sidst. Vi har en naturlig længsel efter den skabelon, for den giver os alt det, vi aldrig får i virkeligheden. Her er det jo sjældent, at et dårligt familieliv pludselig bliver godt. I min roman var jeg mere interesseret i, hvad der var sandsynligt. Jeg har en iboende modstand mod fortællinger, hvor nogen til sidst får oprejsning eller et plaster på såret. Det har nok at gøre med den person, jeg er. Jeg tænker, at hvis man lærer at leve med, at en relation er svær, så kan der faktisk være en form for udfrielse i det. Men jeg er da selv dybt frustreret, når jeg ser en film, hvor handlingen ikke ender fornuftigt«.
Som forfatter vil Iben Mondrup gerne have læserne til at tænke og arbejde videre med de bøger, de læser. Hun ved også godt, at sådan en proces i princippet også kan foregå, selv om en bog ender godt og lykkeligt.
»Men nu ved vi jo heller ikke, hvad der sker i en 2’er«, siger hun.
Der kommer nemlig en 2’er om ’Tabita’. Historien om den grønlandske pige, der lander i Danmark i en ny virkelighed, lige midt i et dysfunktionelt ægteskab, kan umuligt stoppe, da Tabita er 15 år ved bogens slutning.
Som Iben Mondrup tænker lige nu, vil der mindst komme yderligere en roman om Tabita, måske endda to eller flere. Det kan endda være, at den dansk-grønlandske historie bliver én lang tråd gennem resten af hendes forfatterskab, og hun nævner selv Herbjørg Wassmos Dina-figur som eksemplet på, at den slags forekommer, hvis fortællingen og karaktererne har styrken til det.
Tidligere har du sagt, at historierne fra ’Godhavn’ og ’Karensminde’ ikke fik en fortsættelse, men ser du anderledes på det, når du nu faktisk skriver videre på ’Tabita’?
»Faktisk er jeg ikke sikker på det. Måske skal jeg senere skrive videre på Hilde fra ’Karensminde’. Der er noget med Hilde og Tabita. De er begge lidt rasende eller gale, lidt ved siden af. Måske får jeg afløb for min lyst til at skrive om Hilde ved at skrive om Tabita«.
Du kan lide at skrive om de kantede kvinder?
»Den kantede kvinde er svær at sluge og holde af, men man får noget ud af det, når man gør det«.
Nogle synes også, du selv kan være rå og kantet?
»Jeg skriver da på mine erfaringer. Som ung har jeg været svær, det kan jeg godt sige uden overdrivelse. Ikke svær at holde af, men krævende. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men det er ikke for sjov, at man taler om at rende hornene af sig, eller at man bliver blødere med alderen. Som forfatter er jeg optaget af den energi, der ligger i at være kompromisløs. At man nægter at bøje af. At man nægter at lade sig kue af mindreværd eller modstand udefra. Det optager mig, for det er en kraft, vi ofte forbinder med mænd. På mange måder tror jeg også, folk synes, jeg har haft en meget maskulin energi«.
Undervejs i arbejdet med ’Tabita’ har Iben Mondrup haft flere læsere på sit manuskript end Jesper Stein, og hun har set, hvordan nogle af dem lige har skullet trække vejret ekstra dybt, fordi fortællingen i etaper kan være hård. En af forfatterens veninder, som også har boet i Grønland i sin barndom, har endda indvendt, at forfatteren har gjort Tabita lidt for vild og eksotisk.
»Men det er jo hendes ønske om at ligestille os og ikke eksotisere grønlænderne, mens jeg synes, romanen udkommer i en tid, hvor vi godt må gå til yderligheder. Vi må godt have de billeder«.
Tror du, nogen vil sige, du trækker tingene for hårdt op? At du gør danskerne for dumme og grønlænderne for eksotiske?
»Jeg har lige været i Grønland i en uge for at lave en podcast med en kvinde, som blev sendt til Danmark som 3-årig. Historien bliver sendt i løbet af februar, så jeg kan ikke sige, hvad der sker, men hendes historie er brutal på en anden måde end min«, siger Iben Mondrup.
Historierne i ’Tabita’ er ellers dramatiske nok. Børn forsvinder ud over iskanten, familier rives i stykker, og adopterede børn forbruges og kasseres for at blive overladt til en krank skæbne. En hjerteskærende skildring af søskende, der skilles ad, som Lilian Munk Rösing skrev i sin anmeldelse af ’Tabita’ i Politiken.
Podcasten er imidlertid noget andet. Hvor ’Tabita’ læner sig op ad virkeligheden, så er podcasten fortællinger om levede liv.
»Som lytter ved man, at det her handler om virkelige skæbner. Virkelige børn. Men jeg må bare sige, at man ikke skal kigge særlig meget i gamle dokumenter for at se, at virkeligheden kan være vildere end en roman. Jeg har set breve, hvor en sygeplejerske blev glad for et børnehjemsbarn i Grønland, og i løbet af to-tre breve var det pludselig hendes barn. Det var aldrig gået i dag«.

Foto: Peter Hove Olesen

 
 
http://ibenmondrup.dk/files/gimgs/th-406_Untitled-1_v3.jpg