»Det var ret nemt for en dansker at tage til Grønland og komme hjem med et barn«


af: Ronja Melander/JP

Som ung skammede Iben Mondrup sig over at være dansker i Grønland. Det gider hun ikke mere.

»Det, som du ikke kan vedkende dig og må lægge låg på, vil ligge og vokse inde i skjul. Og på et tidspunkt bryde ud som noget, der kræver at blive set.«
Det er forfatteren Iben Mondrups ord. Hun har dedikeret sin nye bog, ”Tabita”, til alle de børn, der har »skullet glemme sig selv«.
Bogen følger det grønlandske søskendepar Tabita og Vitus, der bliver adopteret af et dansk ægtepar og i deres nye omgivelser gennemgår en kulturel udrensning. I Danmark må de ikke tale modersmålet og forventes at vende ryggen til deres biologiske ophav.
Iben Mondrups egen opvækst og Grønland hænger uløseligt sammen. Hun flyttede dertil med sin familie som treårig og rejste først retur for at studere efter at være blevet gift med kongebrev som 17-årig. Selvom hun voksede op i en lykkelig kernefamilie, kan hun relatere til at føle sig forkert og anderledes. Hun var et »kraftfuldt« barn, der var selvstændig, hurtigt blev rasende og blev bedt om at dæmpe sig.
Det måtte hun undertrykke for at passe ind i flokken. For forfatteren faldt låget af bøtten med indestængte følelser, da hun blev voksen.
»Jeg blev gal på en uhensigtsmæssig måde, kastede med ting og vendte folk ryggen. Jeg var nødt til at finde ud af, hvad det kom af. Da jeg begyndte at arbejde med det, fandt jeg en kraftig oplevelse af, at jeg som barn var ”for meget” og derfor skulle lægge bånd på mig selv. Jeg pakkede det væk, fordi det var uforståeligt for mine omgivelser. Som voksen skulle jeg lære både at moderere det og finde en kanal, hvor det ”for meget” kunne få lov at fylde. Det blev for mig at skrive bøger.«
Flere af bøgerne tager som ”Tabita” udgangspunkt i Grønland. Minderne kæder Iben Mondrup til landet som et anker og giver hende mulighed for i et børneperspektiv at beskrive kulturen. Hvordan det føles at løbe på bare tæer i naturen.
Pigen, som bogen er opkaldt efter, fylder også meget. Og adoptivforældrenes familieprojektet forløber trods de indledningsvis gode hensigter langt fra udramatisk. Iben Mondrup afviser ikke adoptionens berettigelse, men synes det er tiltrængt med den verserende debat om udfordringerne ved transnationale adoptioner og de ulykkelige historier, der knytter sig dertil.
»Jeg fandt ud af, at det var ret nemt for en dansker at tage til Grønland og komme hjem med et barn. Der var stor nød i 50’erne og 60’erne især. Man havde tuberkulose, og folk døde. Der var et overskud af børn,« siger Iben Mondrup om inspirationen til bogen.
I den grønlandske kultur fandtes det, man kan kalde elastiske familier, hvor man, hvis det var nødvendigt, kunne lade børn vokse op hos slægtninge, så de fortsat kunne bevare kontakten til ophavet. Men sådan går det altså ikke Vitus og Tabita. Selvom handlingen foregår i 60’erne, er det i dag stadig vigtigt at tale om de etiske og menneskelige aspekter i adoptionsforhold, mener Iben Mondrup.
For 10 år siden viste en undersøgelse fra Københavns Universitet, at grønlandske adoptivbørn, der var kommet til Danmark i perioden fra 1978 til 2005, havde større risiko for at skulle i psykiatrisk behandling i forhold til danskfødte, mens der ikke var væsentlig forskel på de grønlandske adoptivbørn, der blev i Grønland, og deres jævnaldrende.
»Det er vigtigt at tale om i dag, hvordan vi forholder os til det at flytte børn på den måde. Hidtil har det heddet sig, at det er for børnenes skyld, og at vi gerne vil dem det bedste. Men vi skal ikke langt ind i hovedet på den, der adopterer, for at forstå, at der er andre behov, der også taler. Og måske også taler endnu højere,« siger Iben Mondrup.
Men ”Tabita” kan også - i overført betydning - læses som en beretning om familieforholdet mellem Grønland og Danmark som barn og moderland.
»Vitus og Tabita er Grønland, som adoptivforældrene Eva og Berthel kommer og tager sig af. De skal opdrages og gøres til gode danskere. Spørgsmålet er, om det kan lade sig gøre. Grønland kan på mange måder klare sig selv i dag, men grønlænderne er jo ikke blevet danskere, og det har heller ikke været gnidningsløst,« siger Iben Mondrup.
Forfatterens familie boede de første mange år i Godhavn med mange andre danskere. I dag er der ganske få tilbage, fordi deres betydning er udfaset, forklarer forfatteren. I et eller andet omfang er moderniseringsprojektet lykkedes, siger Iben Mondrup på en måde, der lægger op til endnu et »men«:
»Det er grønlændere, der sidder på magten i dag. En stor del af embedsværket og politikerne er grønlændere. Det ændrer bare ikke på, at den anden virkelighed ligger lige under huden. Det kan se pænt og ligestillet ud på papiret, men vi skal huske, hvad der er sket på vejen derhen.«
For eksempel, siger Iben Mondrup, er det vigtigt at huske på, at det kun er få år siden, man kunne høre det sprogbrug, hun bruger i romanen. Som teenager i Grønland oplevede hun selv danskere, der omtalte deres landsmænd i den retorik.
»Det var legitimt for danskere at sige, at grønlændere var skruet anderledes sammen og var et mere primitivt folkefærd. At de f.eks. ikke følte så meget som danskere. Det var så uværdigt. Som mennesker er vi langt mere lige, end vi er forskellige. Men sådan var synet.«
I Grønland var Iben Mondrup et danskerbarn, og det var noget særligt. Det bidrog til følelsen af forkerthed. Selvom hun generelt har følt sig velkommen i landet, men har som barn oplevet at blive anråbt på gaden. »Dumme dansker, rejs hjem!«
Hun blev hurtigt bevidst om den danske tilstedeværelse i Grønland og oplevede modvilligt at tilhøre en overklasse. Så læste hun op på de kolonihistorier, der historisk har knyttet sig til hvide mænd og kvinder. Men at skrive sig selv ind i den kontekst er en tung vægt at bære på smalle skuldre.
»Jeg skammede mig meget over at være dansker som ung. Det gider jeg ikke mere. Intet menneske kan bære den byrde, men enhver kan tage på sig at undersøge, hvor skammen kommer fra, og hvad man kan stille op med den. Jeg valgte at bruge energien på at belyse de komplekse følelser, som ligger i det at være vokset op i et samfund med indbyrdes modsætninger, som producerer racisme, mindreværd og andre dårlige følelser,« siger hun.
»Vi kan forstå noget om os selv og vores måde at håndtere flygtninge - eller bare folk udefra i det hele taget - hvis vi kigger på Grønland.«

Foto: Stine Rasmussen

 
 
http://ibenmondrup.dk/files/gimgs/th-407_Untitled-2.jpg