ARBEJDSPLADSEN

Se arbejdspladsen i Information her

Hvordan indretter forfatterne sig, når de skriver? Hvilke genstande omgiver de sig med, og hvordan ser det i det hele taget ud, der hvor værkerne skrives? Hver uge viser vi en dansk forfatters skrivebord?

Af: Liva Johanne Ehler Molin

Rød kalender
Det er den samme type kalender, jeg køber hvert år. Den fungerer godt som musemåtte, og samtidig har jeg den ved hånden, når jeg skal orientere mig i, hvad jeg skal frem i tiden. Jeg har et ambivalent forhold til den, for når jeg skriver, har jeg rigtig meget brug for, at der er en næsten uendelig tidshorisont, og det kan man jo aldrig få. Men når kalenderen er lukket, kan jeg bilde mig ind, at den er uendelig.

Ravnefjer
Jeg kan godt lide fjer. Den på opslagstavlen er fra en ravn, tror jeg. Jeg havde en tam ravn det sidste år, inden jeg flyttede fra Grønland. Der er meget få ravne i Danmark, men jeg har hørt og set dem på vandreture. Jeg får altid sådan et brus af glæde indeni, fordi det minder mig om den fine ravn, jeg havde. Og så er det også en mytologisk fugl, som er både smuk, legesyg og klog. Fjeren er med til at knytte de steder sammen, som jeg har i mit liv.

Grøn lampe
Det er en af de mange ting, vi har haft i mit barndomshjem i Grønland. Hver gang noget bliver kasseret eller erstattet med noget nyt, får det et ekstra liv her i min families hus på Samsø. Denne lampe minder mig rigtig meget om mit barndomshjem. Jeg er flyttet næsten 30 gange i mit liv, så det betyder noget at have nogle ting, der kan binde stederne sammen. Det giver noget kontinuitet.

Fugleaflytning
Midt på opslagstavlen hænger en seddel med en oversigt over, hvordan man sætter aflytningsudstyr til inde i en redekasse. Så kan man følge med i lydsiden af de her fugle, som bygger rede, og de små unger, der kommer ud af æggene og pipper og får mad. Lige netop det udstyr har jeg brugt i min seneste roman, Karensminde, hvor jeg har ladet bedstefaren være optaget af fugle og have denne her lille aflytningsstation. Så den er blevet trukket ind i mit fiktive univers.

 
 
http://ibenmondrup.dk/files/gimgs/th-349_iben4.jpg