En totalt hip shaman
Monografien ’Qivittoq’ er flere slags værker – og næsten også et kunstværk i sig selv med de vilde og stærke fotografier af Jessie Kleemann og det smukke grafiske arbejde

Kamilla Löfström

6. september 2012
Som formidlingsværk er Iben Mondrups samleværk om performancekunstneren Jessie Kleemann (f. 1959) en hyldest, og hyldestværker bør vel vække en sund skepsis hos læseren. Hvis man får hyldest, får man nok ikke også en kritisk tilgang til en kunstners arbejde. Sådan et forbehold har jeg over for Qivittoq, men det fylder næsten ingenting. Det gør til gengæld et nyt begreb, jeg er blevet præsenteret for, qivittoq. Jeg famler ved det, og hvordan skal det også udtales?
Jessie Kleemann er grønlænder, og qivittoq er selvfølgelig grønlandsk. Bogens korte ordforklaring på engelsk, her oversat til dansk, lyder: »Et menneske, der er blevet ydmyget i en grad, han ikke kan udholde (som regel på grund af hans egne fejltrin), og som forlader bygden og lever for sig selv i ødemarken.« Dog betragter hverken Iben Mondrup eller Jessie Kleemann selv sig som qivittoq, men Kleemann arbejder med den udstødte figur i sine performanceværker, fortolker den. Spørgsmålet om, hvorvidt enhver grønlænder per definition er qivittoq rejses samtidig af Kleemann selv – og så rækker hendes udforskning af begrebet ud over Grønland og grønlændernes traditioner og historie. Hun er en international kunstner. Den udstødte er en universel figur.
Det internationale ligger også i, at monografien som den største selvfølgelighed er på grønlandsk og engelsk. Ikke på grønlandsk og dansk, selv om forlaget, redaktøren og de fleste bidragydere er danske. Bogen viser også et inspirerende møde og et slægtskab mellem kunstarterne performance, billedkunst og poesi. Digteren Mette Moestrup bidrager med teksten »Skin/Ameq«, der viser en sammenhæng mellem hendes egen måde at arbejde på og Jessie Kleemanns, der ud over performance arbejder med billedkunst og poesi. Det hotte tema postkolonialisme deler de desuden.
Pretty hard to take
Endnu en digter, Niels Lyngsø, har skrevet en meget solid læsning af en performance af Jessie Kleemann, der fandt sted på Museet for Samtidskunst i Roskilde i april 2011. Performance som kunstart kræver, at man er der. Det er redaktør og bidragydere sig pinligt bevidste. Den kræver, at man befinder sig der i rummet med kunstneren, som i Kleemanns tilfælde betyder, at man befinder sig i et rum med et menneske, der maler sig i ansigtet, udfører tvetydige ritualer med typisk grønlandske genstande som tromme eller kamikker sammen med overdådige kjoler og tyl, hun improviserer, hun klæder sig ofte af foran publikum. Hun læner hovedet tilbage og balancerer stykker af spæk (bare at se ordene på tryk: orsoq/blubber!) på sin pande. Hendes performances kan, som Iben Mondrup skriver i forordet, være »pretty hard to take«.
Niels Lyngsø karakteriserer Kleemann som mere poetisk end politisk. Mere flertydig end entydig. Han reflekterer over den metamorfose, der finder sted foran øjnene på ham. Kæder kvindeskikkelser igennem tiderne sammen ved at navngive sine associationer: en brud, en muslimsk kvinde, dronning Nefertiti – og skikkelser uden kønsbestemmelse: en larve, en bankrøver, en japaner, der beskytter sig mod forurening. Kleemanns værker er ritualer og mytologi i en både gammel og moderne verden. Hun er en totalt hip shaman.

Fakta
- Jessie Kleemann –?- Iben Mondrup (red.)?- Forlaget Hurricane?- 154 sider?- 250 kroner