Danskerbarn

Af Iben Mondrup

Jeg blev født i København i 1969. I 1972 rejste mine forældre til Grønland. Ligesom så mange andre skolelærere tog de op og blev en del af det store dansk-grønlandske moderniseringsprojekt, der tog fart allerede i tresserne. Jeg og mine tre søskende fulgte med. Siden har jeg ofte tænkt, at sådan er det at være barn, man er en slags ufrivilligt vedhæng til sine forældre. Alligevel har jeg aldrig ønsket, at noget skulle være anderledes.
Nogle af mine første erindringer handler om lugten af linoleum, og om solen der skinner ind ad et lille firkantet vindue i en opgang. De stammer fra den morgen, vi skulle rejse. Vi var på vej ned ad trappen fra femte sal, hvor vi boede, da døren ind til vores nabo gik op. Pludselig stod naboens dreng, Mikkel, på trappen med en abe-bamse i hånden. Han kan ikke have været mere end fire år på det tidspunkt, og alligevel var han stor nok til at mene, at jeg skulle have noget med på rejsen. Jeg kan huske, at han løb ned ad trappen og rakte mig aben, som siden kom til at hedde Nûno. Navnet betyder spædbarn på grønlandsk. I mange år var Nûno mit foretrukne sovedyr. Jeg kærtegnede bamsen så meget, at den til sidst blev helt tyndslidt, næsen blev slidt af. På et tidspunkt røg Nüno op på loftet sammen med en masse andre gamle ting. Siden er jeg flyttet femogtyve gange, og i dag er aben forsvundet.

Der gik ikke lang tid, fra vi var kommet til Godhavn på Diskoøen, til min familie begyndte at indrette sig som de andre i byen. Vi skulle også have hundeslæde. Slædehundene stod lænket uden for huset i kæder, som var lige præcis så lange, at hundene ikke kunne nå hinanden. De var altid sultne. De var ikke kæledyr, indprentede min far os. Kort før vi kom til byen, var en ung mand faldet i søvn i en snedrive og blevet ædt. Og fangeren på den anden side af søen havde mistet en lille datter.
Især de fremmede hunde skulle vi holde os langt væk fra, vi måtte ikke komme ind mellem dem, når de stod i deres kæder. Mødte vi løse hunde, skulle vi true med sten. Det var lidt anderledes med vores egne slædehunde. Jeg husker især en hund, som hed Sorte. Oprindelig var den en af naboens hvalpe, men naboen var ligeglad med den. Var det ikke, fordi jeg ofte sad bag huset og kælede med netop den hvalp, havde den været fuldstændig vild. Da Sorte og dens søskende var fire måneder gamle og endnu ikke havde fået klippet hjørnetænder eller var blevet sat i lænker, blev hundeskyderen tilkaldt. Inden han nåede frem, bestemte min far sig dog for at beholde Sorte. Han måtte bedøve den med sovepiller i et stykke kød for at kunne lægge den i kæde.
Sorte var en god trækhund, men ligegyldig hvordan min far forsøgte at opdrage den, blev den aldrig rigtig glad for mennesker. Den var mindst lige så sky som en af vores andre hunde, Nerve. Fangerne i byen må have moret sig godt, da de solgte Nerve til min far. Den duede ikke til noget. Man så den aldrig med halen oppe, altid var den nervøs og tilbageholdende. Men Nerve kunne arbejde, sagde min far. Indtil en dag hvor Nerve ikke kunne arbejde mere, og min far derfor skød den et sted inde i Blæsedalen. Sådan var det med hundene, sagde han, da han kom hjem. Man skulle kunne bruge dem til noget, ellers gav det ikke mening at have dem.
Min far blev med tiden en habil fanger og begyndte at have flere gode venner blandt byens mænd. En af dem forærede ham et par hvalpe fra et særligt godt kuld. En dag jeg var på vej hjem fra butikken, kunne jeg se, at der var noget galt. Der var blod i sneen. To af de bedste hunde, Vigge og Rasmus, havde ædt de nye hvalpe. Sådan var det. Man kunne give hundene sjove navne og lege med dem som små. Men man kunne ikke stole på dem.

Der findes et billede fra min første skoledag, hvor jeg sidder ved skolebordet med min nye skoletaske ved siden af Jakob, et andet danskerbarn. Godhavn var en lille by med ca. tusind indbyggere, og alligevel føltes det, som om vi var mange børn, der startede samtidig i skolen. Det gode spørgsmål, som melder sig, når man ser på det fotografi, er hvor alle de andre børn er henne. Svaret er, at de slet ikke var der. Fordi vi var danskere, startede Jakob og jeg i en klasse for os selv. De fleste danskere var i Grønland for en kort årrække, to år, måske fem, og det skulle ikke gå ud over børnenes skolegang, mente man. Børnene skulle problemfrit kunne fortsætte i en dansk skole, når de kom hjem igen.
Alting gik langsommere i de grønlandske klasser, mest fordi eleverne skulle undervises i alle fag på fremmedsproget dansk. At niveauet var lavere der, har min far siden brugt som begrundelse for klasseopdelingen.
Vi havde aldrig undervisning sammen med de grønlandske børn. Efter ganske kort tid holdt vi op med at lege med hinanden. Jeg mistede mit grønlandske sprog. Vi var mange, som tabte sproget, også grønlandske børn, som jeg senere mødte, da jeg kom til Nuuk. Deres forældre havde placeret dem i dansksprogede klasser, fordi de troede på datidens mantra: Man skulle gøre en god dansker ud af grønlænderen. Det var vigtigt at kende til dansk kultur og få en uddannelse, og derfor skulle man kunne tale dansk. Grønlandsk, derimod, mente man dengang i begyndelsen af halvfjerdsere, var ubrugeligt. Sådan lidt: skidt med at man glemte det.
Begge mine forældre var lærere på skolen. Min far var en flittig fotograf, og når jeg ser på billederne af eleverne i hans klasser, kan jeg kende mange af ansigterne. Jeg kan også huske nogle navne: Salomine, Lis, Maliina. Men jeg ved ikke hvilke ansigter, der hører til navnene. De grønlandske børn holdt op med at være individer for mig, de blev til en gruppe. Der var forskel på dem og os, men grunden til, at det var blevet sådan, forstod jeg ikke dengang.
Ét barn stikker dog ud i min hukommelse: Lille Otto. Han hed sådan, fordi han var lille. Otto drillede, indimellem var han efter min lillebror, som på det tidspunkt var en noget forskræmt dreng. En dag efter skole løb Lille Otto efter min bror. Det var forår, sneen var tung og våd, man sank i til knæene. Min lillebror løb, så godt han kunne. Men Lille Otto halede ind på ham, selvom hans ben var kortere.
Da min bror endelig nåede hjem, var han så opløst af gråd, at han næsten ikke kunne fortælle, hvad der var sket. Min far blev vred, sprang i sine gummistøvler og løb over fjeldet og hele vejen hjem til Otto, som boede hos sine bedsteforældre.
I lang tid efter så jeg for mig, hvordan min far stod i den lavloftede stue med platter og perleduge på væggene og skældte ud – ned i hovederne på de to gamle mennesker. Ottos bedsteforældre forstod ikke et ord dansk, og min far var ikke særlig god til grønlandsk. Det var pinligt. Jeg havde ikke lyst til, at han nogensinde igen skulle rende råbende igennem byen.
Jeg ved ikke, om Otto reelt gjorde os noget. I virkeligheden tror jeg bare, at vi følte os udsatte. Danskerbørnene var en minoritet. ”Men I var jo de privilegerede, så hvad var problemet?” har jeg ofte hørt folk sige, når jeg har fortalt om Grønland. Det kan godt være, at mine forældre fik højere løn, boede i billige boliger og fik frirejser hvert år. Men børn er ligeglade med den slags. Børn vil være ligesom de andre børn, de vil gerne høre til i flokken og ikke skille sig alt for meget ud.

Da jeg var tolv år, flyttede jeg med min familie til Nuuk. Her kom jeg til at gå i en dansk klasse med både grønlandske og danske børn. Ingen af os snakkede rigtig grønlandsk, vi blev knap nok undervist i sproget i skolen.
Ret hurtigt blev jeg veninder med Astrid, datter af præsten i byen. Vi var altid sammen og hørte musik og tegnede og snakkede om drenge i de hemmelige huler, vi lavede i kælderen i Blok T. Jeg havde andre veninder end Astrid, men de piger, jeg kendte, blev aldrig særlig længe i Grønland. De kom op sammen med deres forældre og rejste igen, når deres forældres kontrakt udløb.
Da Astrid blev tretten år, fik hendes mor arbejde i en kirke i Egå. Jeg var knust. Jeg følte, at jeg mistede noget af min krop, da hun rejste. Hjertet, eller maven. Jeg græd i næsten en uge. Jeg græd i mit værelse, i køkkenet, når jeg åbnede køleskabet, når jeg børstede tænder, og når jeg skulle sove. Vi skrev sammen næsten hver dag i de følgende to år. Men så blev Astrid punker og begyndte at høre Cure. Og jeg var endnu ikke nået ud af mine fløjlsbukser og hørte stadig Abba.

Jeg var overbevist om, at jeg aldrig ville kunne holde af nogen igen. Selvfølgelig kunne jeg det.
Kirsti kom til byen sammen med sin mor og sine to søskende. Vi grinede ad de tre blege børn, lige da de var kommet. De løb rundt på langrendsski i flyverdragter og store tykke støvler og så fuldstændig latterlige ud. De lignede nogle rigtige danskerbørn, syntes vi, med snot ud af næsen og våde øjne.
Alligevel kom jeg til at lege med Kirsti. Vi var naboer, og hun kunne spille klaver. Måneskinssonaten og Für Elise. Hun var så dygtig på sit elorgel, syntes jeg. Jeg, derimod, spillede blokfløjte.
Kirstis mor, som var nordmand, blev kærester med Emanuel, og måtte indimellem tape sorte affaldssække for vinduerne, så han ikke kunne se, at hun var hjemme, og Kirsti begyndte at gå i kamikker og fik håret permanentet. Der var ingen, som drillede hende længere. Hun fik en kanin og en hund, som hed Visty. På et tidspunkt blev Visty væk. Kirsti var så ulykkelig, at jeg troede, der var en fra hendes familie, som var død. Hun skrev breve til Visty, og digte, jeg kunne ikke lade være med at grine.
Først mange år senere, da jeg selv mistede en højt elsket undulat, forstod jeg, hvad det vil sige at miste et kæledyr. Jeg ringede til Kirsti, ikke for at sige undskyld, men for at fortælle hende, at jeg var blevet klogere. Hun blev både glad og rørt. Mest af alt fordi jeg overhovedet huskede, at hun havde haft den hund.

Jeg mødte min første store kærlighed, da jeg var femten år. Efa havde boet i Danmark det meste af sin ungdom sammen med sin danske far, sin grønlandske mor og fire søskende. Også han havde glemt sit sprog. Han var desuden blevet mobbet. Hos frisøren, i skolen, i butikken, på gaden. Fordi han ikke lignede en dansker, men var stor og mørk.
Efa var bokser og ville være læge. Han læste Frantz Fanon og den sorte panter, Eldridge Cleaver. Da han kom til Grønland, var den politiske stemning i landet vendt. Nu var det ikke længere vigtigt at kunne tale dansk, tværtimod. Man skulle være en rigtig grønlænder, som talte grønlandsk. Efa fik arbejde på sygehuset og gik stille og roligt i gang med at generobre grønlandsk.
Når vi lå under dynen, fortalte Efa om alle de store tanker, der blev tænkt, og om hvor vigtigt det var at forstå den grønlandske kolonihistorie. Han talte om den hvide mands herrementalitet, om frigørelse fra den sorte mands byrde. Det gjorde ondt, fordi det var rigtigt, syntes jeg. Jeg forstod pludselig så mange ting, der tidligere kun havde været fornemmelser. Især forstod jeg den tætte forbindelse mellem sprog og identitet.
Efa var kommet til Grønland for at finde sig selv. Han mente, at det var svært at få det til at ske, når han var sammen med mig. Fordi jeg var dansker. Jeg stod imellem ham og den grønlandske kultur. Han havde brug for også at være sammen med grønlandske kvinder, sagde han. Det var en vigtig del af hans udvikling.
Jeg hadede alle de danskere, som havde gjort, at Efa havde mistet sig selv. Jeg hadede rigsfællesskabet, skolesystemet, historiebøgerne, de danske aviser og de grønlandske. Jeg hadede hans forældre, min far og min mor, tosserne på gaden og mig selv.
Efa kom ind på medicinstudiet, og jeg vidste, at det var min chance for at komme ud af det forhold og måske vende tilbage til tiden før ham. Men man kan aldrig blive uvidende igen, og i stedet giftede vi os, jeg blev meldt ind på Studenterkursus i Odense, og vi gjorde klar til at rejse.
Den sidste sommer, inden vi flyttede til Danmark, boede vi hjemme i mine forældres hus, mens de var på sommerferie. Vi havde begge to flere job i den periode. Vi arbejdede på Grill & Pizzabaren inde ved tanken, og i weekenderne var vi pedelvikarer på en af byens skoler, hvor vi malede vægge og flyttede rundt på skoleborde.
Når vi ikke arbejdede, gik vi i byen, på Mutten eller på Hotel Godthåb, hvor der altid var et bulgarsk eller et ungarsk band, som spillede. En nat, vi var på vej hjem fra Mutten, blev vi antastet af en fuld mand uden for forsamlingshuset. Vi var selv berusede og forstod først ikke, hvad han ville. Da han snublede, greb Efa fat i ham for at hjælpe med balancen. Men så snøvlede manden, at Efa skulle holde sin kæft, hvis han ikke kunne snakke ordentlig grønlandsk.
Jeg kan ikke glemme Efas ansigtsudtryk. Vreden, afmægtigheden, skammen. Han slap manden, og vi gik hjem i den lyse nat uden at tale sammen. Fjorten dage efter forlod vi Nuuk og rejste til Odense. Jeg var lige blevet atten år og havde aldrig boet i Danmark før. Den første måned måtte jeg gå rundt med et bykort i lommen for ikke at fare vild. Ingen af os havde det godt. Efa kom hele tiden op at slås med nogle idioter, som kaldte ham neger. Og jeg kom op at skændes med min historielærer, fordi han ikke ville kalde Grønland en koloni. Da jeg var nitten år, havde jeg det så elendigt, at jeg var nødt til at flytte væk fra Efa. Jeg skulle finde mig selv, sagde jeg til ham, det kunne jeg kun gøre alene.

Jeg har ikke boet i Grønland, siden jeg flyttede til Odense med Efa. Men jeg har optrådt deroppe adskillige gange og på forskellig vis, efter at jeg blev voksen. Som billedkunstner, som musiker og som forfatter. I vinteren 2013 var jeg hjemme for at lave en performance sammen med min veninde, kunstneren Jessie Kleemann. Det var sidste opførelse af vores fælles performanceværk Sassuma Arnaa, opkaldt efter den grønlandske myte om Havets moder.
Tv havde stillet op i forhallen i kulturhuset i Nuuk og var klar til at interviewe Jessie. Mig ville journalisten stille nogle spørgsmål på dansk og bagefter lægge en grønlandsk stemme hen over mine svar. Taler man ikke grønlandsk, kan det være svært at få sin egen stemme igennem.
Jessie fortalte om, at hun syntes, at det var spændende at tage Havets moder tilbage til Grønland, når nu hun havde været med os ude i verden. Og jeg snakkede om, at de historier, vi kender i Grønland, ligner de historier, som man har i mange andre kulturer. På den måde har vi et fælles udgangspunkt, sagde jeg, vi arbejder med kulturernes dna.
Jeg tegnede hjemmelavede tatoveringer på mine kinder med en kuglepen, og vi optrådte under en svulmende måne. Iført en hundesele, ræveskind og sæl var jeg en syngende ulv. Jessie sprang ud af en snedrive som skummet fra en hvid vulkan. Det var en stor succes, som vi bagefter fejrede med sushi og øl.
Senere på aftenen ville vi på Daddys. Stadig med tegninger på kinderne sonderede jeg værtshuset for kendte ansigter. I baren sad en gammel veninde, som jeg hilste på. Ved siden af sad hendes mand. Han gav hånd og sagde, at han hed Tungutaq. Jeg genkendte hans navn og hilste tilbage.
Jessie faldt i snak med nogle af de andre gæster. Jeg rykkede længere ned i baren. Et øjeblik efter stod min venindes mand ved siden af mig. Han vidste, sagde han, at danskere typisk ser på grønlændere som nogle, der kun tænker på at have sex. Og at de omvendt tror, at de selv er så kloge. Og, sagde han, han skulle da gerne kneppe mig, hvis det var dét.
Hans blik var vildt. Jeg kunne ikke tyde det. Inden jeg nåede at sige noget, var han gået tilbage til sin kone. Kort tid efter forlod de Daddys sammen.
Næste morgen var jeg stadig forvirret. Jeg havde svært ved at forstå, hvad der var sket på Daddys. Hen ad formiddagen blev jeg tiltagende rasende. Jeg skrev en mail til min gamle veninde og hendes mand og sagde, at jeg ikke vil belæres om grønlændere og danskere. Jeg vil slet ikke belæres. Hvis der er noget, jeg vil, er det at svare på spørgsmål. Vil man vide ting om mig, så spørg. Det sidste skrev jeg ikke. Jeg var alt for gal til at formulere noget så enkelt og konstruktivt.

Jeg har ikke været hjemme siden den rejse. Den blev en slags midlertidig afslutning på et svært forhold. I de senere år er jeg holdt op med at følge med i nyhederne eller på anden måde blande mig i, hvad der sker deroppe. I stedet har jeg fokuseret på min egen fortælling, på hvordan min opvækst har været bestemmende for de valg, jeg har truffet. I min roman Godhavn giver jeg stemme til nogle af alle de danskerbørn, som er vokset op i landet og er taget derfra igen med de ubestemmelige, mere eller mindre problematiske gaver, som følger med i bagagen: Følelsen af at høre til og så alligevel ikke, længslen efter at være som de andre, forelskelsen, misundelsen, skammen og en tilbøjelighed til evindelig selvvurdering.
Man kan kalde romanen en slags tilbageblik, et forsøg på at fortælle om, og måske også forstå, hvordan et liv kan forme sig, når man lever som medfølgende barn af udstationerede forældre i markant anderledes egne.
Mit nuværende projekt er en roman, hvor jeg prøver at skrive uden om Grønland. Men jeg må konstatere, at Grønland altid dukker op i mit arbejde. Ikke som steder, begivenheder eller som mennesker, jeg har kendt. Snarere som et filter. Min måde at tænke på, min måde at handle på, mit syn på, hvad der er vigtigt i livet, er alt sammen farvet af det filter. Det handler om erindrede landskaber. Men det handler først og fremmest om relationer. Om at være tryg ved sine omgivelser og føle sig tilpas og tilstrækkelig, som man er. Den følelse er altid på spil i Grønland. For hjemmehørende såvel som for dem, der har opholdt sig i landet i mere end et par år, og som har ladet sig gennemstrømme af den særlige grønlandske ømhed, af højfjeldssolen og mørketiden og i sidste ende også af elendigheden over hele tiden at skulle træde et skridt til siden og se på sig selv udefra.

 
 
http://ibenmondrup.dk/files/gimgs/th-358_hundehvalpe_v3.jpg