Skal vildt velskrivende Iben Mondrup have lov til at skrive så konservativt fremragende en familieroman? Ja!

FAMILIENS SKØDESYNDER

Mange jævnaldrende må være bare en smule irriterede på Iben Mondrup, født 1969, som debuterede officielt i 2012 med løfterigt skrumlede og opkørte En to tre - Justine, der straks blev fulgt op med mere hårdt og målrettet intense Store Malene, 2013. Kun et år efter ankom så med slet skjult triumf overrumplende vellykkede og rigt indlevede Godhavn, 2014, tre parallelle beretninger om tre danske søskende på Grønland i 1970erne. Ifølge alle regler er Mondrup for sent og for hurtigt spænet frem til at blive en af Danmarks betydeligste prosaister - en, to, tre, Iben! Det er hverken rimeligt eller realistisk med sådan en djævlespændt raptus, men heldigvis meget virkeligt.

Og nu HELE to år senere er Mondrup klar med sin næste, alt andet lige fremragende roman, Karensminde, en selvstændig fortsættelse af Godhavn, der udspiller sig på først og fremmest titelgården på Møn 20-25 år senere, hvor de tre søskende, Hilde, Knut og Bjørk, er blevet voksne, og deres forældre, Karen og Jens, er flyttet tilbage til Danmark for at drive en bed & breakfast.

I Godhavn fulgte vi trip, trap, træsko de tre søskende i hver deres bevidstheder i selvsamme tidsstræk. I Karensminde har vi ud over de tre søskende også adgang til forældrenes indre.
Inden for en yderste, kronologisk ramme, hvor Jens får en hjerneblødning og ligger brak på gården, springer romanen principielt kaotisk rundt mellem synsvinkler og tidspunkter.
Tiden omkring flytningen til Danmark og indretningen af gården dominerer, men der er også flere spring tilbage til Grønlands-tiden.

Bevidstheder kan, som i Godhavn, overlappe, og bevidstheder kan ubrudt afløse hinanden.
Den kompositionelle fikumdik er rent formelt mere avanceret end trip-trap-træskoen, der imidlertid opleves som mere radikalt og brutalt egenrådig. For synsvinkelvirvar er jo reglen i A/S Dansk Prosa, inklusive ikke mindst krimiæltet - sjældent med sådant kronologisk kaos (i hvert fald bevidst; masser af dilettanter kløjes i flashbacks), men det er netop et stramt styret kaos, patetiskmusikalsk.

For tit er det velskrevet, for sjældent er det vild-skrevet som lige her, med fuldt, skævt, sanseligt-billedligt attak: »Hun kunne have brug for nogen at ligge opad, han kunne være ved siden af hende når hun ikke kan bære kæben alene, men giver efter for det tunge træk nedefter, og munden åbner sig så meget at hun ikke kan holde det tilbage, men hyler i lange stød, og det trykker så meget i halsen at hun tror den skal sprænges.« Sådan. Skriver. Man. Suverænt. Dansk.

Det er yngstebarnet Bjørk, der synsvinkler den her, og det er også hendes bevidsthed, der får mest plads, selvom den klart er den mindst viljefaste. Det meste af tiden vegeterer den bare omkring i de omkringfarende forældre-og søskende-bevidstheders haser.
Men det gør jo, som demonstreret, ikke de sproglige volter mindre elektriske, tværtimod.
Ikke fordi Mondrup ikke også mestrer den væltende, opkørte action, der slår ud i vandkant såvel som fødeafdeling.

Det smukke ved familieskildringen er, at den ikke er bastant eller moraliserende, men i stedet sanselig og musikalsk; personerne sanser og - hvad skal man kalde det - klinger sig på og fra hinanden; ældstebarnet Hilde har sanset og klinget sig helt væk, og det varer dramatisk længe - det er måske faktisk romanens største drama - før hendes bevidsthed kommer på banen omsider. Der er alle mulige issues snurrende i luften, fremfor alt forældrenes lange grønlandske fravær og dets opløsning i insisterende nærvær med ikke mindst børnebørn (har irritationen over børnebørn nogensinde været skildret så nærværende, eller bare overhovedet?), men de bøjes ikke i neon, de snurrer netop bare.

Romanen lander lige lovligt tungt og nydeligt i død-og-liv-dobbelthed. Gid, indvender jeg skarnagtigt, den i højere grad havde flintret på liv og død.

 
 
http://ibenmondrup.dk/files/gimgs/th-346_IMG_0826.jpg