ANMELDELSEN I POLITIKEN HER

En familie set fra fem vinkler

I 'Karensminde', der er en selvstændig fortsættelse af gennembrudsromanen ' Godhavn', skildrer Iben Mondrup med fintfølende sanselighed menneskenes indlejring i familien og naturen.
Vi er fem mennesker. Hvad jeg gør eller ikke gør, er kun en femtedel af det samlede billede«.
Sådan siger den voksne storesøster til sin voksne lillesøster i Iben Mondrups nye roman, ' Karensminde', som er en skildring af en familie på fem: mor, far og tre voksne børn. Og for at tegne et samlet billede lader Mondrup synsvinklen vandre mellem hver af familiens femtedele.

Vi kender familien fra Mondrups gennembrudsroman 'Godhavn', hvor vi på skift fulgte Bjørk på 7, Knut på 12 og Hilde på 15 gennem det samme år af deres opvækst i Grønland i 1980' erne.

Nu er børnene voksne, og alle er flyttet til Danmark, senest forældrene, som har købt gården Karensminde på Møn og er ved at indrette den til bed and breakfast, da faderen pludselig falder ned fra stigen og må på hospitalet. Omkring faderens bevidstløse krop, først på hospitalet, siden hjemme hos moderen, udfolder romanen sine fem forskellige synsvinkler - faderens i nogle af de flashbacks, som romanen er fuld af; de islæt af nære og fjerne erindringer, hvormed den indfanger familiens tid.

Hvad består en familie af? Dens medlemmers erindringer om hinanden, perspektiver på hinanden, ordvekslinger med hinanden. Og det er lige præcis ingredienserne i Mondrups roman, elegant komponeret i glidende skift mellem tider, steder og bevidstheder.

DEN PERSON, hvis synsvinkel vi oftest følger, er den yngste datter, Bjørks, der efter et forlist parforhold har strammet båndene til forældrene og finder hus og lærerjob tæt på sin mor på Møn. Bjørk kritiseres af storebror Knut for at tillægge den bevidstløse far »tanker eller følelser som vi aldrig finder ud af om han har«. Og hun rådes af storesøster Hilde til at »holde op med at prøve at føje ting sammen«, når det gælder familiehistorien.

Men det er sådan set lige, hvad romanforfatteren gør i sin fintmærkende familieskildring: Hun forestiller sig, hvilke tanker og følelser der har rørt sig, ikke bare i far, men også i mor og søskende, og hun føjer erindringer, synsvinkler og ordvekslinger sammen til en familiehistorie.
Men sammenføjningen bliver aldrig en forceret syntese eller kausalkæde; den får lov at forblive en dynamik, hvor bånd mellem legemer løsnes og strammes; kaster dem fra hinanden og samler dem, snart i én konstellation, snart i en anden.

LIGESOM I 'GODHAVN' udforsker Mondrup menneskenes indlejring i naturen og i hinanden. Flora og fauna er skiftet fra Grønland til Møn, men også rapsmarker, rønnealleer, klinter, høns, musvitter og kaniner formår Mondrup at væve sine personer ind i og gøre sanseligt nærværende for læseren.

Vi får fine portrætter af storesøster Hilde, der har vreden som sin vældige drivkraft; storebror Knut, den forhenværende vildbasse, der nu med koncentreret omhu værner om livet i Silkeborg med sin dyrebare kone; mor Karen, der drages mod Knuts småpiger med en bedstemoderlig grådighed, der overrasker hende selv; far Jens, der kan nære stor kærlighed, både som far og ægtemand, men også længes efter lidt fred fra al familiepostyret, og som får romanens sidste ord, i en smuk og forløsende scene, der ikke skal røbes her.

EN SÆRLIG SVAGHED har jeg for Mondrups portræt af de to små tvillingepiger, Knuts døtre, der ganske vist ikke på noget tidspunkt bærer synsvinklen, men gennem citeret tale i høj grad får stemme. De kvidrer om kap med musvitter, taber mælketænder i takt med, at de brækker hanevinger, dekorerer den udbrændte, sengeliggende farmor med broderede duge. Mondrup formår virkelig at fremskrive en vild og uhæmmet pigeenergi, der fra farfars perspektiv lignes med »bakterier i hastig formering, gamle madvarer, noget der var begyndt at vokse i det stille, og som nu bredte sig ukontrolleret«. Der er mange dyr i romanen; dyr som også en del af de nære omgivelser, den udforsker.
Kælemus og kælekaniner; deforme mus, døde kaniner. Dyr som pulserende liv i små børns hænder, dyr som en påmindelse om også menneskets kreaturlighed, dødelighed. Dyr som en del af det overskud, der pulserer i Mondrups univers, både som et overskud af liv og et overskud af livløs krop.
I Bjørks perspektiv ligger der også en længsel efter familien, en længsel efter dengang, de alle fem var samlede, en sorg over den splintring og død, som kaster dem fra hinanden, en salighed ved de situationer, hvor familiebåndene knyttes til tæthed og fælleskrop frem for raseri og fælles afmagt. Måske er den længsel efter familien ikke bare Bjørks, men deles af mange i en skilsmissetid, hvor det ikke længere er normen, at man som voksen kan søge til sine forældre i deres fælles hjem.

'GODHAVN' INDBRAGTE Mondrup DR's romanpris 2015 og blev en stor læsersucces.
Jeg er sikker på, at læserne vil tage lige så godt imod 'Karensminde'. Den udforsker indlevende og følsomt, men uden føleri, familiens bånd, trygge som snærende, og skildrer sanseligt vores indvævethed i de nærmeste omgivelser, både menneskelige og landskabelige.

 
 
http://ibenmondrup.dk/files/gimgs/th-344_Uden-navn-2.jpg