Familieromanen er ikke en nem genre, men Mondrup
mestrer den

Den stadig dygtigere forfatter er vendt hjem fra Grønland med en stærk roman om følgerne af en hjerneblødning.

Med ”Karensminde” har Iben Mondrup forladt det Grønland, hvor hun selv voksede op, og hvor hendes seneste romaner har udspillet sig. Hun har dog taget sine seneste hovedpersoner med sig til Danmark: familien på fem, som vi mødte i den grønlandske by, der på dansk hed ”Godhavn”. Denne gang er fokus ikke så eksklusivt på børnenes perspektiv – vi får på skift de fem personers synsvinkel på hændelserne og de andre.

Børnene er blevet voksne, og de voksne er ved at være gamle. Efter en længere årrække med de gamle i Grønland og de unge i Danmark er forældrene vendt hjem og vil drive en bed and breakfast på Møn. Børnene er på hver deres måde i gang med deres voksne liv. Knut har dannet familie, pigerne Hilde og Bjørk lever mindre borgerligt. Det gamle hus er en (måske for) stor mundfuld for de aldrende forældre: En hed junidag falder den evigt arbejdende far, Jens, ned ad sin stige.

Apopleksiens natur
Sundhed.dk oplyser, at cirka 12.000 mennesker om året rammes af apopleksi, altså hjerneblødning eller blodprop i hjernen, de fleste er over 65 år. 2-3.000 dør årligt, 30-40.000 mennesker lever med eftervirkninger som halvsidig lammelse og sprogforstyrrelser (og personlighedsforandringer, skal jeg hilse at sige). Det er mange, især hvis man indregner de pårørende, hvis liv ofte bliver revet op med rode. For så vidt har Mondrup altså fat i en meget almindelig familieskæbne.

Jens kommer imidlertid dårligt nok til bevidsthed, før hans kone bliver halvt afsindig, og han dør med liggesår mellem tilsølede lagner hjemme på ”Karensminde”. Det er altså ikke kun apopleksien og dens følgevirkninger i sig selv, der har interesseret forfatteren her, men også katastrofen som en mulighed for at lade familiens historie og de mange stærkt ladede forbindelseslinjer og brudflader komme til syne.
Bjørk kan ikke rigtig komme i gang med sit liv og flytter hjem for at hjælpe mor Karen. Hendes og Knuts symbiose som børn er for længst brudt, men det er vist mest ham, der er kommet videre. Hildes stærke modsætningsforhold til den ikke meget omsorgsfulde mor har gjort hende mere uafhængig, men også permanent vred. På en dramatisk biltur mod slutningen med en højgravid Hilde konkluderer Bjørk: »Det lader til at ingen af os forstår de andre.«

Mørk soliditet
Dette er dog ikke romanens facit, den er ikke en entydig dom over netop denne familie eller familien som sådan. Jens’ ulykke og død river familien op, så man kan se alt det grumme, som ellers kun viser sig brudstykkevist og i glimt, men familie er stærke bånd mellem mennesker; bånd, som nok er både snærende og destruktive, men også liv- og meningsgivende.
Om sådan en familieroman lykkes, afhænger af dens evne til at give brydningerne mellem mange perspektiver liv og form. Den evne har Mondrup, overbevisende. Her har vi for eksempel en situation tæt ladet med følelsesmæssig kompleksitet i tre brydende perspektiver. Bjørk ser først på sin mor med barnebarnet, dernæst ser og ikke mindst hører hun sin svigerinde Hannes blik på svigermors håndtering af den nyfødte, Hannes datter:

»Med et sært, næsten vantro blik trak Karen ud i barnets ben, så alle folder rettede sig ud, det så næsten ud som om hun ville sikre sig at der var tale om et rigtigt barn, at det var virkeligt. Da hun slap benene, lød der et gisp. Bjørk troede det var barnet, men da hun vendte sig om, fik hun øje på Hanne som stod bagved.«

Iben Mondrup har udviklet sig til en meget sikker romanforfatter. Der er en medrivende mørk soliditet, måske lidt a la Ida Jessen, i beskrivelsen af det lille sted på Møn og de fem mennesker, hvis skæbner krydser hinanden der i komplekse mønstre. Måske for at undgå netop entydige facit er fortællingen konstrueret sådan, at fortid væves ind i nutidsforløbet den sommer, hvor Jens bliver syg og dør. I slutningen er vi således tilbage, hvor vi begyndte, med Jens på stigen lige før ulykken. Denne gang beskrives den bare indefra, som noget, Jens oplever, vel at mærke som en lettelse.

Det er vældig elegant, synes jeg.

Jon Helt Haarder

 
 
http://ibenmondrup.dk/files/gimgs/th-352_Uden-navn2.jpg