SPEJLSALEN

Essay trykt i FAGBLADET BILLEDKUNSTNEREN (2015)

I januar tog jeg med min tolvårige søn til Louisiana for at se Yayoi Kusamas ’I uendeligheden’. Det var en speciel oplevelse, ikke mindst fordi jeg allerede havde set hundredvis af billeder fra udstillingen på Instagram og Facebook. Infinity-rummene med deres spejlinger og lys, og de kulørte rum med prikker, er nemlig baggrundsbilleder på mange af mine venners selfier.

Af Iben Mondrup

Allerede ved indgangen måtte vi stå i kø. Det meste af en time tog det at blive sluset ind i selve udstillingen, og her måtte vi igen stå i lange køer for at komme til at se hovedværkerne. Der var rig lejlighed til at betragte de mennesker, vi var omgivet af. De fleste med en smartphone i hånden i gang med at tage selfier.

”De skal vise hele verden at de interesserer sig for kunst,” sagde min søn lakonisk, da vi endnu engang stod over for en mor, som var ved at iscenesætte sig selv og sit barn i et spejl. Der lå implicit i hans udtalelse, at vi var vidne til en kollektiv skinmanøvre, at de her mennesker ikke interesserede sig for andet end den signalværdi, der lå i at kunne fremvise et kunstnerisk engagement som formentlig var tomt.

Jeg ved ikke, om min søn selv har gjort sig tanker om selfie-fænomenet og har draget sine konklusioner ud fra dem. Eller om hans synspunkt måske er udtryk for en almen kritisk stillingtagen, som trives parallelt med fænomenet? Jeg håber på det sidste.

Efter vi forlod Louisiana, er jeg vendt tilbage i tankerne. Det er fantastisk, at en kunstner kan tiltrække så mange mennesker, tænker jeg. Men jeg konstaterer også, at min egen udstillingsoplevelse i højere grad vedrører selve udstillingssituationen, og dermed også om mit medpublikum, end den vedrører Kusamas værk. Jeg formåede ikke at trænge ind til selve værket, der som bekendt handler om fordybelse, om angsten for døden, og om hvordan hengivelsen til gentagelser og mønstre i kunsten kan forbinde, ikke bare kunstneren, men også beskueren, med den store tid og det evige liv. Distraktionerne var for mange og for intense.

Modsat det øvrige publikum, som ikke lod til at være generet, sidder jeg tilbage og er irriteret. Jeg spørger mig selv, om vi mon er kommet dertil, hvor kunsten ikke længere er noget i sig selv, men kun kan bruges, hvis den kan agere spejlsal i vores forfængelige tilgang til verden, som et tegn på god smag, eller som en spændende baggrund for en selfie? Er det dét vi vil, er det dét museet vil, og hvis ja, er det så nok?

Selvportræt
Skal jeg prøve at forstå, hvad der foregår, når publikum, i stedet for at være til stede med kunsten, vælger at fotografere sig selv, kunne jeg starte med at granske min egen praksis.

Jeg er uddannet billedkunstner i 2003. Inden jeg begyndte at skrive romaner, lavede jeg mange og meget forskellige værker, og det er påfaldende, hvor ofte mit ansigt optræder i dem. Gennem årtier arbejdede jeg med mit selvbillede på alle mulige måder. I de første år af min akademitid sad jeg i dage og uger foran spejlet og gengav, hvad jeg så på et lærred. Det var en slags langvarig rumination over det samme tema: Hvem er jeg? Senere begyndte jeg at fotografere og lave videoer, oftest med objektivet rettet mod mig selv.

Siden har jeg tænkt, at jeg med billederne forsøgte at begribe min indre verden, at give den en form; den måtte da kunne ses og forstås, hvis den blev anskuet udefra? Det var et kunstnerisk rollespil, jeg udfordrede mit selvbillede og påtog mig forskellige identiteter; jeg kunne frit agere farlig fyr, ængstelig pige, legesyg veninde eller noget helt fjerde, og på samme tid undersøge mit behov for at kende mig selv, og problematisere den fordring, som vi formentlig alle føler i større eller mindre grad, om at skulle definere os tydeligt over for omverdenen. Idet fotografierne blev vist som værker, tog jeg en plads i verden, både i kunstverdenen og i overordnet forstand; jeg blev langsomt til.

Det kan lyde, som om der var noget usundt, måske narcissistisk, over min selvoptagethed. Det kan man godt mene. Men selvoptagetheden kastede værker af sig. Når jeg arbejdede, oplevede jeg at forsvinde ind i et særligt rum, en slags selvvalgt isolation. Og inde i det rum lå en mængde små erkendelser og ventede, man kunne kalde dem brikkerne i et billede, som samlet set udgjorde en mulig identitet. Det var erkendelser, der var bundet til min person, men som, bilder jeg mig ind, var så almene, at de kunne have været knyttet til en andens. Oplevelsen af mental hjemløshed, og den forvirring, som den kan medføre, er ikke noget enestående for mig. Den er fælles og kan opleves af andre. Lidt forsimplet kan man sige, at det er, hvad der gør et værk vedkommende: man kan kende og forstå nogle ting ved sig selv, eller ved eksistensen, når man får dem formuleret i kunstens sprog.

Selfie
Det er oplagt at drage paralleller mellem min kunstneriske praksis og den strøm af billeder, som hver dag sendes ud i en sky af selfies på de digitale medier. Personligt er jeg aldrig stoppet med at fotografere mig selv. Jeg holder tit kameraet ud i strakt arm og deler resultaterne på Instagram eller Facebook. Men jeg kalder ikke en selfie for et kunstværk. Der skal mere til, for eksempel et projekt som ’Excellences and Perfections’ som argentineren Amalia Ulman lavede i 2014. I en periode på fem måneder iscenesatte hun fortællingen om en ung kvinde, der flytter til L.A., i en serie lækre mere eller mindre afklædte fotografier på Instagram, garnerede dem med billeder af accessories, mad og dokumentation fra en fingeret brystoperation, og skabte dermed en fiktiv kvindekarakter, der til forveksling lignede de typiske kvindebilleder, man kender fra samme medie. Ulmans følgerskare eksploderede, men de færreste forstod, at der var tale om et kunstprojekt. Det afslørede hun først, da projektet var færdigt.

Fremfor at være en kritik af sociale medier, fortæller ’Excellences and Perfections’ noget om stereotype kvinderoller og identitet. Men først og fremmest demonstrerer Ulman, hvordan Instagram er et spejlkabinet, hvor tomme profiler kan accelereres.

Man kan få den tanke at nutidens mennesker har mistet troen på deres egen repræsentation, både i krop og ånd, og at der ligger en kollektiv angst for at forsvinde bag dokumentationstrangen. Rastløst søger de deres egen refleksion i spejle og vinduer, som ville de sikre sig at de stadig findes.

Modsat det kunstneriske selvbillede, der står tilbage som vidnesbyrd på kunstneriske overvejelser og handlinger, er der en flygtighed, noget sært uforpligtende, over selfier der møder selfier, når de uafladeligt skiftes ud og fortaber sig i lange strenge, som det er næsten umuligt at søge tilbage i. Selfie-fotografen gør sig muligvis tanker om sin næste positur, om hvordan han skal optræde, og om hvilket signal det næste billede skal sende. Men hverken tanken bag, eller handlingen i sig selv producerer nogen særlig viden: Vi er allerede videre til noget andet. Som ønskede ingen at fastholde det enkelte billedes udsagn. Man skal langt ud i betragtninger om selfien som massekulturelt fænomen for at kunne påstå, at det producerer noget af betydning. Selfien er glat; gnidningsløst skøjter man hen over overfladen, og det som gemmer sig under pixellen, kommer man aldrig i forbindelse med. Mest af alt fordi det kødelige møde eller den dybere samtale, IRL, ikke findes; det er slet ikke meningen.

Kunstnerisk møde
Jeg forlod Louisiana med min søn uden at have set de to ’Infinity Rooms’. Vi orkede ikke at stå i kø i en time for at komme derind. På stationen spurgte jeg ham, om han havde et bud på, hvorfor kunsten er vigtig. ”Der skal være noget, som man kan nyde ”, sagde han. ”Det er det samme med gastronomi, man behøver jo ikke at gøre så meget ud af maden, men det betyder noget, når man gør det.” Jeg kunne godt lide hans svar, men det var ikke dét, jeg ville frem til. Jeg var frustreret over besøget og ledte efter en anledning til at slå det indlysende fast: Kunsten er vigtig, fordi den kan noget særligt. Den er en ophobning af viden, som vi kan få del i ad andre veje end de sædvanlige. Værket opfattes ikke bare med hjernen, men med hele sanseapparatet, og kan måske netop derfor virke så insisterende. Det er ikke tilfældigt, at man taler om at blive bevæget af kunsten. Den kan være rystende, og ikke nødvendigvis på negative måder.

Hvad værkets viden består i, kan variere, den kan være lettere eller tungere, men jeg vil hævde, at den for det meste har med eksistentielle spørgsmål at gøre, med forholdet mellem individet og verden, med fødsel, formering og død, og med relationer, denne besværelige størrelse, at findes sammen med andre, som findes.

Væsentligt er det imidlertid, at der ingen endegyldig sandhed er indlejret i det enkelte værk. Nok er værkets bestanddele sat sammen af kunstneren, men værket som sådan kan sammenlignes med en kodet fortælling i et universelt sprog, der må afkodes af den, som sanser. At gå til kunsten forudsætter et engagement, man må indlade sig med værket.

Jeg husker en af de første gange, jeg havde min bror med på udstilling, han er ingeniør og går sjældent ud og ser kunst. ”Men, Iben, hvad betyder det?” spurgte han tydeligt desorienteret efter en tid at have stået og set på en serie billeder. Han søgte en udvej, et enkelt svar.

Sådan har mange det. Man kan være mere eller mindre fortrolig med den form for møde, som kunsten fordrer. Fordi værkoplevelsen er en sag mellem værk og beskuer, er man i en eller anden grad altid på bar bund i kunstoplevelsen. Det kan sammenlignes med et at være i et tomrum. Det kan være forbundet med ulyst at befinde sig der. Man må turde et øjebliks rådvildhed for sammen med værket at formulere en betydning.

I evigheden
Yayoi Kusamas enorme værk handler på mange måder netop om tomrummet og om at finde sig selv i det.
Allerede indledningsvis omtales kunstnerens psykiske sygdom, i små videooptagelser fortæller Kusama, om hvordan hun som ung oplever, at verden begynder at ændre form, og i dag, hedder det sig, bor hun permanent på et psykiatrisk hospital. Prikkerne, de amorfe udvækster, som uregerligt vokser ud af møbler og beklædningsgenstande, og de bølgemønstrede malerier, er billedliggjorte, indre fænomener og kunstnerens måde at give sin psykiske tilstand en ydre form på, der gør, at hun kan overkomme den.
Jeg ved ikke, hvor mange af udstillingsgæsterne på Louisiana der, fik et kik ind i tilværelsens ulidelige tomrum. Det forudsætter tid og ro at kunne sanse et værk. Og det kræver, at man er villig til at stille sig til rådighed som en slags resonanskasse for værkets fortællinger.

At være til stede med kunsten, mens man har travlt med at se sig i spejlet, er for mig at se ikke muligt. Og måske er det heller ikke meningen. Man kan have den mistanke, at selfien i sig selv er en slags udvej, en måde at unddrage sig erkendelse på. Måske ønsker udstillingsgæsterne i virkeligheden ikke at se kunsten. Er det ikke lige meget? Måske. Men sagen er, at det også er umuligt at opleve Kusamas værk for den, som må løbe spidsrod mellem spejle og smartphones.

#museumselfie
I de senere år er selfien rykket ind på kunstmuseet. Hvor det før var kutyme, at fotografering i kunstsamlingen var forbudt, ikke bare tillader de store kunstinstitutioner kameraer i udstillingerne, publikum opfordres til at bruge dem. Under en vifte af hashtags, som refererer til museet, til en konkret udstilling eller til selfie-handlingen i sig selv, deler gæsterne billederne på de sociale medier; det er blevet en trend. Bevægelsens begyndelse fortaber sig, men den startede oprindelig uden for museet af kulturglade bloggere og Instagrammere, der efter eget udsagn var optaget af fænomener, som spreder sig på nettet. Det skal være underholdende at være på museet. Man skal fotografere sig selv og vise, hvor sjovt det er. For tredje år i træk var der igen i januar den internationale #museumselfie-dag, hvor tusindvis af billeder fra museer verden rundt bliver delt på Instagram og Twitter.

Kunstmuseet spekulerer altid i, hvordan det kan tiltrække nyt publikum, især det yngre. Allerede da jeg arbejdede i skoletjenesten på Thorvaldsens museum i starten af nullerne, appellerede vi til de unge ved at bruge deres egen kommunikationsform i undervisningen. Det har udviklet sig til en hel kultur, som altså også tiltaler voksne mennesker, ja hele familier med bedsteforældre og børn. I betaling for at museet kan følge med i, hvor mange der bruger dets hashtag og dermed danne sig et billede af egen popularitet, får gæsterne nu mulighed for at glide modstandsløst ind ad døren og opføre sig på nøjagtig samme måde indenfor som udenfor for museet. Museet er altså, ved at tilbyde en måde at omgås kunsten på, der ligner den måde vi omgås hinanden digitalt, med til at reproducere den forskelsløshed som i første omgang kendetegner de sociale medier.

Franchise
Den friktionsfri kunstoplevelse rækker længere tilbage end til opfindelsen af kunst-selfien. De fleste museumsudstillinger med kunstens superstjerner er sat på formel, lige fra måden værkerne installeres på, til den informationspakke, som ledsager udstillingskonceptet. Ligegyldigt hvor i verden man ser Warhol, Sherman eller Kusama, er udstillingen den samme. Som en franchisekæde sælger museerne et produkt, der smager ens, uanset om det indtages i København eller i New York. Vejen hen til, igennem og ud af udstillingen er gjort lempelig med en strøm af informationer om kunstnerens livsforløb, opbyggeligt indrettede installationer og pile i gulvet, så man ikke farer vild.

Museet ved, at det ligger inde med en særlig rigdom, og dets mål er at udbrede kendskabet til den; ikke kun for at sikre økonomiske bevillinger, men også fordi det er vigtigt. Besøgstal kan i den forbindelse let forveksles med opfyldelsen af det mål.

Der vil altid være en beskeden procentdel af befolkningen, som kommer på museet af sig selv. Men flertallet skal have en invitation og eventuelt også en blød introduktion. De store udstillingskampagner er rettet imod flertallet. Den pædagogiske måde at iscenesætte kunsten på skal sikre, at det mindre erfarne publikum ikke udstødes af det museale rum, et rum, der af mange opfattes som et sted, der henvender sig til en intellektuel elite med god smag, og som altså ikke er noget for dem.

Når først man har fået folk indenfor, må man holde fast i dem og eventuelt hjælpe dem ved at give dem en oplevelse af, at de forstår, hvad der foregår. Men med assistancen fratager man samtidig publikum muligheden for at gøre sig personlige erfaringer med kunsten. ”Jo mere vi pakker et kunstværk ind i informationer og kunsthistoriens kanoniserede analyser, jo mere lukker vi ned for muligheden for en anderledes umiddelbarhed i oplevelsen af det. Vi mister evnen til at opleve og erfare på andre niveauer end det direkte informative,” siger Thorbjørn Wulf i en artikel fra Information. Han er systemadministrator og softwareudvikler på Statens Museum for Kunst. Han mener, at den digitale kunstformidling har taget overhånd. Vi skal lære at dvæle igen, siger han, i stedet for at se på kunsten gennem en tilrettelagt forhåndsviden. Den blokerer for den personlige tilgang og gør det næsten umuligt at finde dét i kunstværket, som vi kan føle os forbundet med.

Det folkelige
Billedkunsten som sådan beror på offentlig støtte, det gælder de udøvende kunstnere såvel som de største kunstinstitutioner; de kan ikke overleve uden. Det er en af grundene til, at det billedkunstneriske felt til stadighed er omgærdet med en vis mistro: Hvad skal vi bruge kunsten til, har borgerne ret til at spørge, hvis ikke vi kan forstå den?

Jeg er ikke i tvivl om, hvad kunsten skal bruges til. Den er i mine øjne en helt nødvendig udvidelse af vores bevidsthed som mennesker, et sted vi kan forbinde os med hinanden på tværs af skel i sprog, tid og sted. Eneste krav er, at vi har adgang til den.

Fordi kunsten unddrager sig de sædvanlige modeller, hvori et udbytte kan måles, er det ikke meningsfuldt at bedømme, om en bestemt måde at opleve på er mere rigtig end en anden. I den forstand kan jeg ikke sige noget kvalitativt om de andre Kusama-gæsters besøg på Louisiana; måske fik de en masse ud af turen og er tilfredse?

Uanset hvad, er jeg mere ambitiøs på kunstens vegne. Jeg synes ikke, det er nok, og jeg er sikker på, at det kunne være anderledes. Til at begynde med kunne man se på måden, kunsten stilles til rådighed på. Ved at opdyrke en overfladisk museumskultur i den tro, at det er, hvad folk vil have, taler kunstmuseet ikke bare ned til sit publikum, det afslører en fuldkommen mangel på tillid til kunstens evne til at formidle sig selv; museet diskvalificerer kunstens autoritet. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det må være en fejl; det kan ikke være i nogens interesse at kunstoplevelsen undermineres?

På mange måder minder det mig om den udvikling, som vores biblioteker har været igennem. I løbet af de seneste tyve år har de forandret karakter og er blevet folkelige. Fra at være steder, hvor man naturligt satte sin telefon på lydløs og i øvrigt talte dæmpet med bibliotekaren for ikke at forstyrre, skal biblioteket i dag gerne have en café, en computerpark hvor folk chatter eller skyper eller spiller onlinespil, og det skal lægge hus til aktiviteter som børneteater eller mavedans. Biblioteksrummet, som oprindeligt inspirerede til fordybelse, hvor det ydre ikke stod i vejen for den enkeltes mellemværende med teksten, er i dag omdannet til en markedsplads. Fordybelse, og evnen til fordybelse, er ikke længere noget, der tilstræbes, det er blevet noget, vi kan gøre uden for biblioteket.

Er det et problem? Ja, især for kunsten. Vi er afhængige af udstillingsrummet for at kunne nærme os den, og rummet skal befordre kunsten, ikke modarbejde den. Vi skal kunne have store kunstoplevelser med hjem fra steder som Louisiana, og jeg kan ikke lade være med at vende tilbage til min søns udsagn, da vi stod i udstillingen. Noget kunne tyde på at han er opmærksom på vores adfærd, han registrerer den i hvert fald i sine omgivelser. Det er første skridt i retning af at kunne ændre adfærd. Hvis ikke vi gør det, står vi over for et tab, både for ham og på længere sigt for kunsten; vigtig viden går tabt. Hvis kunsten ikke længere besidder autoritet, men problemløst kan reduceres til baggrundstapet i en selfie, er det ikke langt fra at sige, at vi alle er kunstnere. Det er vi ikke. Et selvportræt er ikke det samme som en selfie.


Henvisninger:
Amalia Ulman, ‘Excellences and Perfections’, The Telegraph 18.01.16
www.amaliaulman.eu
Med prikker på, Information 10.07.01
Grænseløs leg med prikker, Berlingske Tidende 13.10.2015
Hvis Heidegger var museumsdirektør, Information 09.12.14

 
 
http://ibenmondrup.dk/files/gimgs/th-384_7_v8.jpg